Fra bogen Vejen til Irak - slutspillet

Azorerne, 16. marts 2003
Søndag ringede Anders Fogh Rasmussen til Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og fortalte hende om sin beslutning. DF-formanden talte med den øvrige DF-ledelse, og de blev enige om at bede om et personligt møde med statsministeren, inden beslutningen blev offentlig. Støttepartiet havde i månederne op til krigen fornemmet, at der var forskellige holdninger til krigsdeltagelsen i regeringen.

I lyset af, at statsministeren og udenrigsministeren fulgte forskellige linjer i spørgsmålet om en ny FN-beslutning eller ej, ville Dansk Folkepartis top have et møde til at få afklaret tvivlsspørgsmålene. Det fik de tirsdag formiddag.

Men først skulle der holdes topmøde. Mødet mellem George W. Bush, Tony Blair og spanske José Maria Aznar blev placeret på de idylliske øer Azorerne. Det var der først og fremmest strategiske grunde til. I London rasede Irakdebatten, ikke mindst i Blairs eget Labour-parti. Premierministeren skulle derfor ikke nyde noget af at tage på besøg hos sin "krigsven" George W. Bush i Washington få timer før den afgørende afstemning i det britiske parlament.

På samme måde kunne det virke som benzin på protestbålet, hvis den amerikanske præsident pludselig stod i London og talte for krigen. Så var det alt i alt bedre at mødes et helt tredje sted. Og da amerikanerne gerne ville takke den portugisiske premierminister José Manuel Durão Barosso for Portugals støtte i sagen, blev øgruppen 1.200 km fra Portugals kyst valgt. Barosso fik en prestigefyldt værtsrolle uden dog at sætte afgørende præg på drøftelserne.

Mødet blev holdt på den amerikanske flybase Lajes på øen Terceira, der i de foregående uger havde huset ekstraordinært mange amerikanske transportfly som led i optrapningen til krig. Indholdsmæssigt var mødet næppe flyveturene værd for regeringscheferne. De var enige om kursen, og mødet handlede mere om den pressekonference, der fulgte efter. Her sendte de et utvetydigt signal til resten verden: Krigen var på vej. Så måtte medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd selv beslutte sig for, om de ønskede at være med til at træffe beslutningen.

"Mandag er sandhedens øjeblik for verden," lød George W. Bushs bud på en overskrift. "Vi håber, at FN i morgen vil gøre det, FN skal. I morgen er dagen, hvor vi vil beslutte, om diplomatiet giver resultater," sagde den amerikanske præsident. Han talte direkte til Frankrigs præsident Jacques Chirac, der til CNN havde sagt, at Frankrig ville være parat til at støtte en resolution, hvis Irak fik et ultimatum på mellem tredive og tres dage før en krig.

Det var imidlertid ikke nok for USA og Storbritannien, som med 250.000 soldater kørt i stilling og en glohed irakisk sommer forude ville have krigen i gang - nu. På pressemødet gjorde de tre toppolitikere desuden klart, at de opfattede resolution 1441 som tilstrækkeligt grundlag for at gå i krig, men at de gerne så endnu en resolution vedtaget for at skabe enighed om aktionen i FN.

Helt så klar i mælet var den danske statsminister ikke, da han søndag aften blev interviewet af både Danmarks Radio og TV 2 om den danske regerings holdning i tilfælde af krig uden opbakning fra FN. "Jeg vil ikke give mig ind i spekulationer på nuværende tidspunkt, før vi har set udfaldet af de allersidste bestræbelser i FN-sporet," sagde Anders Fogh Rasmussen til TV 2's Dags Dato-ekstraudsendelse. Statsministeren blev igen spurgt, hvad han ville gøre, hvis ikke Sikkerhedsrådet kunne enes om en ny resolution: "Så vil regeringen overveje situationen meget nøje. Men én ting vil jeg gerne gøre klart: I konflikten mellem diktatur og demokrati, må man vælge side og støtte demokratiet," sagde Anders Fogh Rasmussen.

Efter mødet på Azorerne kastede den amerikanske udenrigsminister Colin Powell sig ud i sin sidste FN-kamp mod hans franske kollega Dominique de Villepin. Efter en lang nat på telefonerne fastholdt franskmændene til sidst, at de ville nedlægge veto mod en resolution fremsat af USA, Storbritannien og Spanien med en kort tidsfrist for Saddam Hussein og efterfølgende militær intervention.

Det gjorde udslaget for George W. Bush, der bad sin øverstkommanderende i Mellemøsten, general Tommy Franks, om at "do all the last minute things you need to do." Og så blev Ari Fleischer sendt på podiet i Det Hvide Hus, mandag kl. 9.45 Washington-tid, 15.45 i København: "Diplomatiets vindue er nu blevet lukket. Præsidenten vil tale til nationen i aften kl. 20. Han vil sige, at Saddam Hussein må forlade landet, hvis han vil undgå krig."

Krigsmaskinen var sat i gear.

Per Stig Møllers kovending

Christiansborg, 17. marts 2003 kl. 12
Mandag middag samledes fire konservative politikere på udenrigsministerens kontor. Foruden Per Stig Møller selv deltog partiformand Bendt Bendtsen, politisk ordfører Pia Christmas-Møller og udenrigsordfører Gitte Seeberg. Der er forskellige udlægninger af mødets forløb, men det ligger fast, at Per Stig Møller udleverede et notat til sine partifæller fra ministeriets Folkeretskontor. Det blev kort efter offentliggjort under kendenavnet "folkeretsnotatet".

I notatet blev krigens juridiske grundlag analyseret, og det blev konkluderet, at der med resolution 1441 var et retligt grundlag for at gå i krig. Per Stig Møller sagde, at han på baggrund af notatet og hele situationen mente, at Danmark skulle støtte USAs krig, selvom det samtidig stod klart, at der ikke ville blive truffet nogen ny beslutning i FNs Sikkerhedsråd. Det var en markant kovending fra udenrigsministerens side i forhold til de meldinger, han i hele forløbet havde fremsat både i sit parti, i regeringen, i Folketinget og i pressen.

Mødedeltagerne oplevede Per Stig Møllers fremtoning mandag middag forskelligt. En udlægning går på, at han rimelig nuanceret fremlagde præmisserne og sagde, at det kunne ses fra flere sider, men at det med folkeretsnotatet nu var klart, at regeringen godt kunne forsvare at støtte USA.

En anden udlægning er, at han kort for hovedet gjorde rede for, at USA ville i krig, og at Danmark nu juridisk kunne gå med. Selv om han samtidig udstrålede irritation og pirrelighed over, at han ikke længere kunne følge den kurs, han selv havde lagt i månederne op til beslutningen. Uanset hvad de fire hver især har tænkt, så blev konklusionen på mødet, at partiet naturligvis stod bag den beslutning, som regeringen, det vil sige statsminister Anders Fogh Rasmussen, var nået frem til.

Mogens Lykketoft siger fra

Christiansborg, 17. marts 2003 kl. 21
Senere mandag blev Mogens Lykketoft kaldt til møde hos Anders Fogh Rasmussen. Det blev placeret kl. 21 om aftenen, hvor den socialdemokratiske formand var på besøg hos Christine Antorini sammen med blandt andet sin daværende hustru Jytte Hilden og ægteparret Ritt Bjerregaard og Søren Mørch.

Omkring kl. 20.45 undskyldte Lykketoft sig og gik den korte tur fra Lille Strandstræde til Statsministeriets del af Christiansborg. De to mænd var alene på kontoret, og Anders Fogh Rasmussen præsenterede kort og klart sit budskab.

Ifølge Mogens Lykketoft sagde statsministeren, at regeringen havde besluttet sig for, at en militær aktion var berettiget. Saddam Hussein udgjorde en trussel mod verden og regionen. Sanktionerne var udpinende, verden kunne ikke blive ved med at vente på, at han ville rette ind, og derfor var tiden kommet til en ultimativ frist.

Regeringen havde besluttet sig for, at Danmark skulle deltage. Og Anders Fogh Rasmussen sagde, at han havde forstået, at et bidrag med danske specialstyrker i form af jægersoldater ville være særligt anstødelige for Socialdemokraterne. Derfor ville regeringen foreslå et dansk bidrag i form af ubåden Sælen, korvetten Olfert Fischer, forbindelsesofficerer og lægehold - men altså uden jægersoldater, for at få Socialdemokraterne til at bakke beslutningen op.

I Mogens Lykketofts egen udlægning blev han meget overrasket over budskabet fra statsministeren. Så sent som to dage tidligere, lørdag eftermiddag, havde Fogh ringet til Lykketoft og sagt, at regeringen ville afvente en afklaring i FNs Sikkerhedsråd. Afklaringen var ganske vist kommet fra Det Hvide Hus tidligere på dagen, da amerikanerne havde lukket det diplomatiske vindue.

Men Mogens Lykketoft havde af udenrigsminister Per Stig Møller undervejs fået den klare forståelse, at når "afklaringen" så sådan ud, så ville regeringen ikke gå med. Det sagde han til statsministeren og gjorde det samtidig klart, at Socialdemokraterne ikke ville lægge stemmer til aktionen.

Anders Fogh Rasmussen reagerede med både overraskelse og skuffelse. Han troede, at Socialdemokraterne ville være enige i, at en militær aktion var nødvendig. Og regeringen var oven i købet indstillet på at holde jægersoldaterne ude af det danske bidrag, for at Socialdemokraterne kunne stille sig bag beslutningen.

Konsekvensen af sådan et styrkebidrag ville nemlig være, at Danmark støttede krigen, endda med militært mandskab, men at danske soldater ikke ville tage direkte del i kamphandlingerne - risikoen for tab ville dermed være minimeret. Den kombination skulle gøre det hele spiseligt for Socialdemokraterne, troede Anders Fogh Rasmussen.

Men Lykketoft var uenig. I hans øjne handlede det ikke så meget om, hvad Danmark skulle bidrage med, men om det overordnede princip: Hvorvidt Danmark skulle deltage i en krig, som FNs Sikkerhedsråd ikke havde bekræftet med en ny beslutning. Anders Fogh Rasmussen var imidlertid ikke indstillet på at ændre holdning, og han havde med stemmerne fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti et flertal bag beslutningen i Folketinget.

Mogens Lykketoft oplevede ikke mødet som en reel forhandling om, hvordan der kunne etableres et bredt flertal. Regeringen havde bestemt sig, og nu kunne oppositionen tilslutte sig, hvis den ville.

Lykketoft sagde nej. Statsministeren undrede sig over den socialdemokratiske modvilje og sagde, at ud fra hans opfattelse vil det altid i en langsigtet kalkule være i Danmarks interesse at give USA opbakning. Den opfattelse delte Mogens Lykketoft ikke. Mødet sluttede kort før kl. 22.

Mogens Lykketoft gik fra statsministerens kontor ind på Christiansborg og ringede fra sit kontor til Niels Helveg Petersen, der fik et referat af mødet med Fogh og regeringens beslutning. De to tidligere udenrigsministre enedes i telefonen om at sige klart fra over for den danske deltagelse - ligesom de var enige om, at udenrigsministeren i månederne op til den 17. marts havde givet dem den klare opfattelse, at Danmark kun ville deltage, hvis krigen blev indledt med en ny beslutning i FNs Sikkerhedsråd. Lykketoft tændte sin computer og skrev et udkast til et nyhedsbrev, der kunne gå ud, når beslutningen blev offentlig.

Fire timer senere talte Bush til verden fra the Cross Hall i Det Hvide Hus. "My fellow citizens, begivenhederne i Irak har nu nået deres endelige afgørelse," indledte han talen. Saddam Hussein og hans sønner fik 48 timer til at forlade landet. "Deres afvisning vil betyde militær konflikt, der begynder på et tidspunkt, som vi vælger. For deres egen sikkerhed bør alle udlændinge, inklusiv journalister og våbeninspektører, forlade Irak omgående."

Statsministeren overgår Lykketofts fantasi

Christiansborg, 18. marts 2003
Tirsdag morgen kl. 7.50 hilste Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft igen på hinanden. Denne gang var mødekredsen i Statsministeriet dog udvidet betragteligt. Ved bordet sad nu også Per Stig Møller ledsaget af sine topembedsmænd fra ministeriet, direktør Friis Arne Petersen og departementsråd Per Poulsen-Hansen, Bendt Bendtsen med departementschef Michael Dithmer, forsvarsminister Svend Aage Jensby med departementschef Anders Troldborg, de radikale politikere Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved samt socialdemokraten Pia Gjellerup.

Trods de mange mennesker, blev det et kort møde. Anders Fogh Rasmussen fremlagde en kort analyse af situationen set fra regeringens side og konkluderede, at Danmark skulle deltage i den militære aktion. Undervejs i analysen gik det op for Marianne Jelved, hvad Niels Helveg Petersen reelt havde vidst siden mandag aften. At regeringen var fast besluttet, og at oppositionen kunne tilslutte sig, hvis den ville.

"Er det her en beslutning eller er det stadig en diskussion?" spurgte den radikale leder. Efter et kort øjeblik med udveksling af alvorlige blikke erklærede statsministeren, at det var en beslutning. "Vi havde ikke haft fantasi til at forestille os, at I vil sende danske soldater i krig alene med Dansk Folkepartis stemmer. Og vi troede heller ikke, at I ville tegne en udenrigspolitisk profil, hvor Danmark træffer en så alvorlig beslutning sammen med så lille en del af verden," protesterede Mogens Lykketoft.

Både han og de radikale henviste til, at de undervejs i processen havde fået et andet indtryk fra udenrigsministeren. Anders Fogh Rasmussen fastholdt derimod sin undren over det, han opfattede som et kursskifte fra oppositionen, som han var overbevist om også gerne ville af med Saddam Hussein. Og regeringen havde jo lyttet til ønsket om ikke at deltage med jægersoldater.

På det socialdemokratiske gruppemøde tirsdag formiddag meddelte Mogens Lykketoft beslutningen, som han havde truffet uden at konsultere nogen større kreds af gruppemedlemmer. Som formand for partiet mente han sig meget sikker på solid opbakning til sin beslutning om, at Socialdemokraterne ikke ville støtte dansk krigsdeltagelse uden en ny FN-beslutning. Hvis nogen af hans gruppemedlemmer var uenige i beslutning, sagde de det ikke højt.

Mens Socialdemokraterne holdt møde, havde regeringens sikkerhedsudvalg møde med Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup i Statsministeriets Egetræssal. Her fik Dansk Folkeparti præsenteret beslutningen og køreplanen, og partiet udtrykte som forventet af regeringen sin fulde støtte og opbakning til krigen.

Kort efter begyndte dagens gruppemøde hos De Konservative, hvor der blev orienteret om beslutningen. I lyset af de foregående ugers debat i partiet undrede en række medlemmer sig over, at udenrigsministeren tilsyneladende havde ændret kurs i spørgsmålet og nu accepterede krigen, uden en ny beslutning i FN. Men nu støttede Per Stig Møller altså krigen, og væk var den splittelse, der ellers var sprunget ud for fuld kraft ugen før.

Til flere medier havde udenrigsordfører Gitte Seeberg sagt, at hensynet til FN måtte være et helt grundlæggende krav, hvis Danmark skulle støtte krigen. Det udløste en klar irettesættelse fra justitsminister Lene Espersen på et gruppemøde, hvor hun i klare vendinger skar det ud i pap for udenrigsordføreren, at Danmarks kurs var den kurs, som statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lagt - tæt op ad USA.

Da krigsbeslutningen tirsdag 18. marts blev meddelt på gruppemødet, blev den mødt med begejstrede kommentarer fra blandt andre Lene Espersen og Brian Mikkelsen. Bendt Bendtsen havde hele vejen igennem ligget på Foghs side i diskussionerne, og han var også tilfreds.

Tirsdag kl. 13 samledes Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i mødelokalet på Christiansborgs anden sal. Her sagde Anders Fogh Rasmussen, at han ville lede Danmark i krig, og at regeringen, og et folketingsflertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, stod bag beslutningen. Ifølge flere mødedeltagere lagde statsministeren vægt på, at krig nu var den eneste udvej, og at regeringen ønskede at træffe et klart valg mellem demokrati og diktatur og give andre tyranner i verden en lærestreg ved at fjerne Saddam Hussein.

Udenrigsminister Per Stig Møller lagde mere vægt på, at resolution 1441 gav det juridiske grundlag for en krig, fordi Saddam Hussein havde krænket FNs krav. Oppositionen satte på mødet spørgsmålstegn ved, hvorfor Anders Fogh Rasmussen talte om regimeskifte, mens udenrigsministeren holdt sig til en anden begrundelse, nemlig sikringen af FNs autoritet.

Reel debat kom der imidlertid aldrig på mødet, selvom det var to forskellige begrundelser, de to ministre betonede. Med støtte fra Dansk Folkeparti havde regeringen det nødvendige flertal bag sig, da mødet begyndte - og da det sluttede.

Da statsministeren kom ud fra lokalet, blev han af de ventende journalister spurgt, hvad han kunne sige om mødet og regeringens beslutning. "Det vil jeg meddele nu ovre på et pressemøde. Det er faktisk der, vi er på vej over, så hvis I lige vil have tålmodighed bare lige tre minutter. Så samles vi derovre, så kan vi gøre det i ro og orden, så alle kan høre og se," svarede Fogh, mens han gik gennem skaren af journalister.

Tre sekunder senere måtte han opgive alt håb om ro og orden.