Gamle spøgelser hjemsøger Enhedslisten

Historisk støtte til PFLP

Det er ikke noget tilfælde, at det netop er Enhedslisten, der rammes af den slags problemer. Det er der både historiske og organisatoriske grunde til. 

Historisk har der været et samarbejde med palæstinenserne hos alle de partier, der i 1989 gik sammen og stiftede Enhedslisten (Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti). Især VS havde i mange år et nært samarbejde med PFLP, og det samme havde Internationalt Forum, der dengang havde et vist overlap med VS.

Venstrefløjens støtte til palæstinenserne bunder i en tid, hvor palæstinensernes organisationer var sekulære. 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

PFLP havde allerede dengang et tvivlsomt ry efter at have organiseret adskillige flykapringer, og allerede i 1980'erne var samarbejdet kontroversielt i Venstresocialisterne.

Men på venstrefløjen blev palæstinensernes sag anset for retfærdig, og samarbejdet blev indledt, før islamismen inficerede det palæstinensiske samfund.

Såvel PLO som PFLP var verdslige organisationer, og PFLP blev dengang ledet af marxisten George Habash, der stammede fra en kristen familie.

Derfor var samarbejdet med palæstinenserne mere naturligt tilbage i 1980'erne – og det enhedslistemedlem, der holdt møde med DFLP, er netop en veteran fra Venstresocialisternes internationale udvalg.

Vedtægter hindrer eksklusioner

Den organisatoriske del af Pelle Dragsteds problem har også sin oprindelse langt tilbage. Da Enhedslisten blev dannet, fik partiet nemlig en udpræget mindretalsbeskyttelse og meget restriktive eksklusionsregler.

Mindretalsbeskyttelsen skulle blandt andet sikre, at de godt organiserede kommunister ikke løb med det hele, og de skrappe betingelser for eksklusion var naturligt i et sammensmeltet parti, hvor der i hvert fald i starten var behov for højt til loftet.

Men de vedtægter rammer nu Enhedslisten i nakken. Der kræves et flertal på hele 5/6 i hovedbestyrelsen, hvis et medlem skal ekskluderes, og da mindretalsbeskyttelsen samtidig betyder, at der altid vil være en gruppe kritikere repræsenteret i hovedbestyrelsen, bliver det nærmest umuligt at samle de nødvendige 5/6 for en eksklusion.

Enhedslistens ledelse har en samlet folketingsgruppe bag sig, og den får normalt også store flertal for den ret pragmatiske linje ved Enhedslistens årsmøder, der er partiets øverste myndighed. Den er den vej, partiledelsen må gå, hvis den vil løse de aktuelle problemer.

Desværre for Dragsted ligger Enhedslistens årsmøde først i maj, så han kommer til at leve med kontroverserne et stykke tid endnu

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dragsteds muligheder

Her har Dragsted i hvert fald to muligheder:

For det første kan han udnytte, at man ved almindeligt flertal på et årsmøde kan ændre Enhedslistens vedtægter – og dermed reglerne for eksklusion. Således at man for eksempel kan nøjes med et flertal på 2/3 for eksklusion i stedet for de næsten uopnåelige 5/6.

For det andet kan man lave nogle programmatiske afklaringer i forhold til hvilke bevægelser, man kan støtte. Så det bliver krystalklart, at det er helt udelukket at samarbejde med organisationer, der udfører drab på civile.

I de fleste partier er partiprogrammer mest noget vinduespynt, men på den yderste venstrefløj er der tradition for at tage den slags meget alvorligt. Det kan gøre det lettere at tage et opgør med folk, der bryder partilinjen.  

Desværre for Dragsted ligger Enhedslistens årsmøde først i maj, så han kommer til at leve med kontroverserne et stykke tid endnu.

Lex DF

Kigger man på meningsmålingerne, ligger Enhedslisten pænt over valgresultatet. Så i forhold til vælgerne er problemet ikke voldsomt stort.

Men det blokerer for mere offensive dagsordener. Det, kan man mene, er uretfærdigt, fordi det kun drejer sig om mere perifere medlemmer, mens ledelsens holdning er krystalklar. Men sådan er medievirkeligheden nu engang.

Det er værd at minde om, at Dansk Folkeparti kun opnåede politisk succes, fordi partiet fra starten var meget konsekvent med at ekskludere landsbytosser og regulære fascister.

Pia Kjærsgaard og co. var vel vidende om, at selv en revisorsuppleant med bizarre holdninger kunne være et dyrt bekendtskab for partiet.