Connie Hedegaard: Vi skal i gang med dialogkaffen, hvis gigantisk havvindmølleprojekt skal lykkes

I sin tid ved anlægget af havmøller på Hornsrev var det sortsvaner, der kom i vejen. Men er der da meget få af dem?, spurgte jeg dengang som minister for miseren. Nej, der var såmænd 400.000, men sagen var, at de lejlighedsvist holdt til i netop det planlagte mølleområde.

Det tog lidt tid, men der blev fundet en løsning, og mon ikke det gik, som det ofte går: Når anlægsfasen er slut – ja, så vender faunaen tilbage.

Men ingen ved, hvad der kan komme i vejen på de kommende energiøer. Er det en fugl eller en fisk? På land har vi eksempelvis set hasselmusen blokere for, at rejste møller kunne få lov til at begynde at snurre.

Normalt findes der løsninger. Ligesom der kan findes løsninger på at få borgere til at acceptere, at der skal graves kilometervis af ledninger, kabler og rør og forbindelser i på deres jord. Men det kræver dialog. Det kræver åbenhed og ærlighed.

Og når det skal gå så hurtigt, som visionen tilsiger, så vil det nok være en super god idé prompte at alliere sig med de bedste eksperter i borgerinddragelse, så hvert enkelt projekt ikke skal begynde processen helt på bar bund. 

Erfaringsmæssigt er argumentet med lokale arbejdspladser noget af det, der kan være med til at skabe accept af midlertidige gener. Her er det bekymrende, at alle Europas store vindmølleproducenter for tiden kæmper med dårlig indtjening.

Produktionen af solpaneler mistede vi til Kina. Skal det gå samme vej med vind?

Connie Hedegaard

Uagtet den store interesse for vind og de mange planer, kæmper både Vestas, SiemensGamesa og Nordex med økonomien.

Nordex har netop varslet lukning af produktion og 500 arbejdspladser i Rostock, og SiemensGamesas nye topchef "vil ikke udelukke" nedlæggelse af fabrikker. Selv Vestas har måttet nedjustere forventningerne.

I en overgangssituation, hvor europæiske mølleproducenter kæmper med forretningsmodellen og vildt stigende priser på alt fra stål til resin og komponenter, er det strategisk vigtigt, at auktionsmodellen ikke gør det uforholdsmæssigt let for budgivere, der opererer med stærke statskasser i ryggen, at løbe med kontrakterne.

Man kan også sige det på en anden måde: Eftersom hele visionen ikke kun drejer sig om klimaomstilling, men også om energisikkerhed, virker det jo en anelse molbo-agtigt, hvis vi udskifter energiafhængighed af Rusland med ditto afhængighed af Kina.

Produktionen af solpaneler mistede vi til Kina. Skal det gå samme vej med vind? Eller er der måske noget i vores industri- og konkurrencepolitik, der trænger til et hastigt eftersyn?

Og det var så bare to af barriererne. Nedsæt nu den task force.