Grønlands landsstyreformand boykotter Nordisk Råd
Múte B. Egede er ikke blevet inviteret til nordisk topmøde i Stockholm på mandag, så nu holder han sig væk fra møderne i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd senere på året. Statsminister Mette Frederiksen håber på en løsning.
Rasmus Raun Westh
Journalist og redaktørGrønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, bliver væk fra de kommende møder i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
Det sker, efter hverken han eller lederne fra Færøerne og den selvstyrende finske øgruppe Åland er blevet inviteret med til et nordisk topmøde i Stockholm mandag 13. maj.
"Jeg skal derfor meddele at jeg som regeringsleder i Grønland sætter mit politiske samarbejde på regeringsniveau i Nordisk Råd på pause," lyder det fra Múte B. Egede i et åbent brev på Naalakkersuisuts hjemmeside.
Sverige har i 2024 formandsskabet i Nordisk Ministerråd, og den svenske statsminister, Ulf Kristersson, er derfor også vært for sommermødet i den såkaldte N5-kreds, der foruden Sverige består af Danmark, Norge, Finland og Island.Jeg kan ikke forsætte med at deltage ved arrangementer, hvor der er forskelsbehandling mellem deltagerne.
Múte B. Egede
Landsstyreformand i Grønland
Det er "op til formandsskabet at træffe beslutninger om mødets deltagere," som den svenske minister for nordisk samarbejde, Jessika Roswall, har sagt til Altinget. Således har svenskerne i år ikke inviteret Grønland, Færøerne og Åland.
Den beslutning står i kontrast til sommermødet sidste år, hvor det var Island, der havde formandsskabet i Nordisk Ministerråd.
Mandagens topmøde har overskrifter som sikkerhedspolitik og konkurrencedygtighed. Til mødet får de fem statsministre besøg af Tysklands kansler, Olaf Scholz, der sammen med sine kollegaer skal besøge televirksomheden Ericsson og diskutere støtte Ukraine over en middag.
Múte B. Egede gør dermed alvor af de trusler, han fremsatte på Nordisk Råds årlige session i efteråret, hvor Grønland, Færøerne og Åland altid er inviteret med.