Gymnasieelever: Fremdriftsreform og karakterræs skaber usund kultur

Af Jens Philip Yazdani
Formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Når spørgsmålet lyder, om vi har fået en usund præstationskultur i skolen, er vores svar som elever et rungende ja! I den grad. Og det er desværre kun gået den helt forkerte vej de sidste mange år.

Præstationskulturen har nemlig taget fart. Allerede tilbage i 1980 undersøgte den anerkendte forsker Steinar Kvale, om der skulle være en sammenhæng mellem den nyligt indførte adgangsbegrænsning af universitetet og elevernes adfærd i gymnasiet.

Han fandt blandt andet, at elevernes fritid blev til ’et konfliktområde med skyldfølelse over ikke at arbejde nok med lektierne’. Undervisningsministeriets holdning dengang? At så længe adgangsbegrænsningen ikke blev for omfattende, så ville konsekvenserne nok heller ikke være for mærkbare.

Og hvad er der så sket sidenhen?

Jo, hurtig-igang-hurtigt-igennem-tækningen er gået amok. Og med et krav om, at vi som elever samtidigt skal blive så dygtige som muligt. Tidligt, hurtigt – og ikke mindst: at vi skal være målrettede og ikke spilde tiden undervejs.

Hvis vi opdager, at vores fremprovokerede studievalg var forkert, og at vi i virkeligheden hellere ville have læst noget andet, er fælden klappet.

Jens Philip Yazdani
Formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Trykket på ungdommen er intensiveret
Det er derfor, vi skal tage stilling til valg af ikke blot ungdomsuddannelse, men også erhverv eller profession – levevej, hvad vi vil! – allerede i 8. klasse. For flere skal jo vælge en erhvervsuddannelse – og det ’ny og moderne’ HF er blevet professionsrettet.

Det er derfor, vi ’hjælpes på vej’ af politikernes karakterkrav; så vi kan blive sorteret ud på den rette hylde, hurtigt og effektivt. Baseret nøje og præcist på vores præstation i folkeskolen. Og velkommen i øvrigt til karakterræset.

Det fortsætter nemlig i gymnasiet. Her møder vi en kamp og en konkurrence om karaktererne. Hvis vi gerne vil videre endnu – og gerne vil læse det studie, vi drømmer om – så skal vi præstere. Og det er ikke blot en følelse, nej, det skal vi faktisk.

For der er begrænset plads – og skyhøje adgangskvotienter, der kun er steget og steget, siden man indførte adgangsbegrænsningen. Så meget, at der i dag er flere studier, hvor man skal have over 12 for at komme ind. Hvor man simpelthen skal springe skalaen. 

Og selvom, som Birgitte Vedersøe påpeger, der er et flertal af studier, hvor snittet ikke ligger oppe i skyerne, er selve begrænsningen – og dermed det tryk, det lægger på ungdommen – blevet kraftigt intensiveret, siden blandt andre Vedersøe selv gik i gymnasiet.

Fremdriftsreform, uddannelsesloft og karakterræs
En studenterhue er ikke længere i sig selv en gyldig adgangsbillet til videre uddannelse. Nej, nu til dags kræver det én med et flot snit af slagsen.

I hvert fald – og især –  hvis vi vil læse på Københavns eller Aarhus Universitet. De har nemlig netop indført hver sit generelle karakterkrav på henholdvis 6 og 7. Og det gælder også, hvis vi søger kvote 2.

Hvis man som ung alligevel klarer skærene, skal vi skynde os videre. Starter vi ikke inden for to år, mister vi nemlig cirka otte procent af vores snit – og retten til det sjette SU-år.  

Når vi så er i gang, skal vi skynde os videre – for vi er spændt for fremdriftsvognen, om vi vil det eller ej. Og hvis jeg ikke kan følge med, ja, så er det mit eget problem.

Hvis vi opdager, at vores fremprovokerede studievalg var forkert, og at vi i virkeligheden hellere ville have læst noget andet, er fælden klappet, og vi er fanget af et uddannelsesloft, der umuliggør et omvalg.

Har vi har fået en usund præstationskultur i vores uddannelsessystem? Som ung giver svaret sig selv, og problemet er ikke pædagogisk – det er politisk.