Hækkerup vil samle tilsyn i fem kommuner

TILSYN: Regeringen vil oprette fem tilsynsenheder i fem forskellige kommuner, der skal sikre bedre indsats over for anbragte børn. Derudover indeholder reformen en whistleblower-funktion og krav til større faglighed. Se alle elementerne i reformen her.
Foto: Claus Bjørn Larsen
Kasper FrandsenPernille Diana Castle Møller

Vi har stillet for få og for uklare krav til tilbuddene, og vi har været for dårlige til at skelne mellem skidt og kanel - mellem de gode og de dårlige tilbud. Det retter vi op på nu. Dels ved at sikre, at opgaven med godkendelse og tilsyn lægges i hænderne på fem stærke faglige socialtilsyn, dels ved at sætte fokus på at få løftet kvaliteten og fagligheden i de sociale tilbud

Karen Hækkerup (S)
Social- og integrationsminister
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) præsenterede i dag sin nye tilsynsreform "Et nyt socialtilsyn - Bedre kvalitet for udsatte børn og voksne".

Reformen indebærer blandt andet, at godkendelses- og tilsynsopgaven af anbringelsessteder og botilbud til anbragte børn bliver flyttet fra de 98 kommuner til fem tilsynsenheder i fem kommuner.

"Vi har stillet for få og for uklare krav til tilbuddene, og vi har været for dårlige til at skelne mellem skidt og kanel - mellem de gode og de dårlige tilbud. Det retter vi op på nu. Dels ved at sikre, at opgaven med godkendelse og tilsyn lægges i hænderne på fem stærke faglige socialtilsyn, dels ved at sætte fokus på at få løftet kvaliteten og fagligheden i de sociale tilbud," sagde ministeren under pressemødet.

Det bliver i første omgang KL, der skal beslutte, hvilke kommuner der bliver tilsynskommuner - ellers bliver det Karen Hækkerups opgave at finde de fem kommuner. De enkelte tilsynskommuner må ikke føre tilsyn med sig selv. I stedet skal tilsynskommunerne føre tilsyn med hinanden.

Derudover kommer der en række krav til faglighed og kvalitet. Der indføres blandt andet krav om, at sociale tilbud skal kunne dokumentere deres indsats.

"Når vi som samfund træder til og tilbyder at hjælpe vores borgere, har vi et særligt ansvar for at sikre trygge forhold, der bidrager til disse børn, unge og voksnes udvikling og selvudfoldelse. Men virkeligheden ser desværre ikke altid sådan ud. Den seneste tids mange grumme enkeltsager viser, at de sociale tilbud alt for længe har fået lov at leve deres eget liv," sagde ministeren.

Der bliver også etableret en whistleblower-funktion i hvert af de fem tilsyn, hvor borgere, pårørende og medarbejdere kan henvende sig, hvis de får mistanke om misbrug eller misrøgt af f.eks. anbragte børn.

Tilsynsreformen bliver en del af finanslovforhandlingerne. Tilsynene får ifølge ministeren mellem 50 og 100 ansatte i hver enhed. Foreløbig lægger regeringen op til, at der skal tilføres 35 mio. kr. årligt til tilsynene - ud over pengene fra de nuværende kommunale tilsyn, der bliver nedlagt.

"Jeg håber på brede forhandlinger med partierne i Folketinget om reformen," sagde Karen Hækkerup.
Dokumentation

Overordnede indsatser i tilsynsreformen:

Et mere professionelt og uvildigt tilsyn

- Godkendelses og tilsynsopgaven flyttes fra de 98 kommuner til fem tilsynsenheder i fem store kommuner. Kommunerne bliver udvalgt på baggrund af kompetencer, samtidig med at deres størrelse giver mulighed for en specialiseret tilsynsindsats.

- Tilsynskommunerne må ikke føre tilsyn med egne tilbud.

- Socialtilsynet skal godkende og føre tilsyn på baggrund af centralt opstillede kriterier og kan give påbud som betingelse for fortsat godkendelse.

- Tilsynsbesøgene sker mindst én gang årligt . Der vil blive opstillet kriterier for, hvornår der skal føres et skærpet tilsyn.

Systematisk inddragelse af viden
- En gruppe eksperter skal opstille indikatorer for vurderingen af kvalitet i de sociale tilbud, som socialtilsynene skal anvende, når de godkender og fører tilsyn.

- Som betingelse for at blive godkendt skal alle tilbud kunne redegøre for målgruppe, metoder, resultatmål og plan for den enkelte borger.

Mere fokus på borgeren
- Der stilles krav om underretning mellem anbringende kommuner og socialtilsyn, når der opleves uhensigtsmæssige hændelser i tilbuddene.

- Der stilles krav om systematisk inddragelse af brugertilfredsheds- og trivselsvurderinger i tilsynet.

- Der oprettes en whistleblower-funktion i hvert af de fem socialtilsyn, hvor borgere, pårørende og medarbejdere kan henvende sig, hvis de oplever kritisable forhold i et tilbud.

Flere tilbud skal godkendes
- Både private, kommunale og regionale tilbud skal godkendes.

- På børneområdet skal alle anbringelsessteder godkendes af socialtilsynene - undtaget netværksplejefamilier og konkret godkendte plejefamilier samt egne værelser mv.

- På voksenområdet skal alle længerevarende og midlertidige botilbud til voksne, krisecentre, forsorgshjem og ambulante behandlingstilbud til stofmisbrugere godkendes. Der arbejdes hen imod, at hjælp og støtte efter serviceloven, der ydes i almene boliger, der kan ligestilles med midlertidige eller længerevarende botilbud, også omfattes.

- Et tilbud skal godkendes, selv om én kommunalbestyrelse anvender samtlige pladser i et tilbud. Det betyder for eksempel, at også såkaldte sær- og enkeltmandsforanstaltninger fremover skal godkendes.

Krav til faglige og bæredygtige tilbud

- Der vil blive stillet krav til, at alle private døgntilbud (undtaget plejefamilier) har en bestyrelse, der kan sikre tilsyn med og udvikling af tilbuddet.

- Tilbuddets leder må ikke have stemmeret i bestyrelsen, og der må ikke sidde personer, der er nærtstående til lederen, i bestyrelsen.

Økonomisk kontrol
- Tilbuddene skal én gang årligt udarbejde en årsrapport bestående af økonomiske nøgletal for tilbuddet, udskiftninger i personalegruppen og andre ændringer af betydning for opgaveløsningen. Nøgletallene skal bidrage til vurderingen af, om tilbuddets økonomi er bæredygtig og giver mulighed for den fornødne kvalitet i tilbuddet.

- Det enkelte tilbuds regnskaber skal revideres af en revisor i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, der omfatter både finansiel revision og forvaltningsrevision.

- Der sættes fokus på at styrke kommunernes rolle som købere af ydelser i tilbuddene og på deres kompetencer og redskaber, når de skal forhandle den konkrete ydelse og pris.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024