Hæstorp Andersens største udfordring er Mette Frederiksens succes

Politik er nogle gange drama, nogle gange komedie. Men i sin kerne er politik tragedie. Enhver sejr er altid nedtællingen til et nederlag, enhver succes er altid midlertidig. Det sander Socialdemokratiet i de her dage, hvor enerådigheden, der gav så meget succes i forårets coronabekæmpelse, i efteråret med minksagen er eksploderet mellem hænderne på Mette Frederiksen. 

Noget lignende – hvor Mette Frederiksens succes slår om i sin modsætning – kan blive partiets nye spidskandidat til overborgmesterposten i København, Sophie Hæstorp Andersens, skæbne.  

I hvert fald bliver hendes største udfordring at finde plads til sin kampagne og sit budskab til kommunalvalget om et år, når moderpartiets store fortælling om sig selv så drastisk har vendt sig bort fra storbyen og ikke mindst dem, der bor så mange af i byen: de veluddannede kosmopolitter.  

De lærdes storbyboeres tyranni
Som enhver rutineret politiker gled Hæstorp Andersen af på det, da Altinget præsenterede hende for en meningsmåling, der viste, at Socialdemokratiet havde tabt fem procentpoint i København, mens Enhedslisten havde vundet fire. 23,8 procent mod Enhedslistens 22,2 procent. Dermed er de to partier stort set lige store her et år før, slaget skal stå.

”Der ligger det samme arbejde foran mig, som der gjorde foran den tidligere overborgmester før valget i 2017. Her stod Socialdemokratiet også dårligt i meningsmålingerne, mens Enhedslisten stod til at få rigtig mange stemmer,” sagde Hæstorp Andersen.

Og det er jo rigtigt. Frank Jensen blev overborgmester i 2017. Så hvorfor ikke?  

Ja, i mellemtiden er der sket noget med Hæstorps Andersens parti. Ideologisk, strategisk og som fortælling har Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse flyttet sig markant i forhold til de to helt store skel, der kløver sig ned gennem vestlig politik i de her år: Skellet mellem storbyen på den ene side og forstad og provins på den anden – og det til dels overlappende skel mellem universitetsuddannede og dem uden en grad.  

Et hurtigt blik på boligminister Kaare Dybvad Beks forfatterskab illustrerer pointen. I 2015 udgav han 'Udkantsmyten', der tog et hårdt opgør med centraliseringen, og to år senere var det de universitetsuddannede og deres angivelige dominans, der stod for skud med 'De lærdes tyranni'. 

”Forpligtende fællesskaber, som alle har adgang til, er enormt vigtige i en velfærdsstat. Det lykkes man bedre med i provinsen og i forstæderne,” sagde Dybvad sidste år, da han var med Kristeligt Dagblad på tur til Vordingborg. Og i hans opgør med de universitetsuddannede handlede det om den ”kreative ideologi, som har været ødelæggende for Danmark,” som det hed i et interview med partiets eget organ, Pio. 

I selve bogen noterede han, at vi var ”nået til et punkt i danmarkshistorien, hvor vi ikke længere kan skræve over både de politiske ønsker fra den kreative klasse og den folkelige del af den røde blok, uden at bukserne sprækker. Et opbrud i dansk politik er umuligt at styre udenom, så længe de kreative holder fast i deres politiske kamp mod det folkelige Danmark.” 

Socialdemokratiet valgte med Mette Frederiksen, og det hold hun satte først som partileder siden som statsminister, klart side til fordel for ”den folkelige del”. Udover kritikken af den kreative klasse i storbyen gav det sig udslag i en politisk reorientering i forhold til tiden med Helle Thorning-Schmidt: fuldstændig omlægning til strammerkursen på udlændingepolitikken og det gennemførte forslag til tidlig tilbagetrækning. 

Men det kom med en pris – vælgerne i storbyen forstod udmærket budskabet. Måske lidt for godt. 

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Byvælgerne forlod S ved FV19 
Med en svag borgerlig opposition og den enorme opbakning til Mette Frederiksen under corona, glemmer man let, at Socialdemokratiet ikke fik nær så godt et folketingsvalg i 2019, som partiet havde håbet på. Faktisk fik man med 25,9 procent af stemmerne ikke et større folkeligt mandat, end det Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons socialdemokrati fik i 2015 (26,3 procent). Men under de næsten ens resultater gemmer der sig en voldsom forskydning.  

I Københavns Kommune tabte Socialdemokratiet næsten fem procentpoint fra FV15 til FV19 og gik fra 21,9 til 16,4 procent, mens Radikale og SF gik markant frem (R: fra 9,6 til 17 procent. SF: fra 6,9 til 12,1 procent). Selv Alternativet, der nedsmeltede totalt ved FV19, holdt rimelig stand (12,3 ved FV15 til 7,2 procent ved FV19).  

Ud af de fem kredse, hvor Socialdemokratiet klarede sig dårligt på landsplan, var de tre i København (Nørrebro/11,9 procent, Vesterbro/14,1 procent og Indre By/12 procent). Til sammenligning blev Socialdemokratiet ved FV15 det største parti i Indre By (19,3 procent).  

Det er markant at tabe så meget terræn på så kort tid. Og det er en tendens, der går igen i landets anden store universitetsby, Aarhus, hvor Socialdemokratiet fra FV15 til FV19 gik fra 26,9 til 22,5 procent, men Radikale gik frem fra 7,2 procent til 14,4 procent og SF fra 5,2 til 10,1 procent.  

På et landspolitisk plan var det ikke det store problem, at man tabte storbyvælgerne. Faktisk var det nærmere en strategisk genistreg, for de blev i centrumvenstreblokken, mens Socialdemokratiet gik på vælgerlandnam andre steder og hos andre grupper.  

S klarede sig bedst på Lolland-Falster, Vestsjælland og Nordjylland, og det er sigende for Mette Frederiksens Socialdemokrati, at næsten totredjedele af S-vælgerne ved FV19 som højeste uddannelse enten havde en erhvervsuddannelse eller folkeskolen. Og selvom der var meget fokus på, at Venstre genindtog det gule Danmark i Sydjylland fra DF, så gjorde S faktisk det samme på Sjælland.  

Resultatet af FV19 blev det mest venstreorienterede Folketing i næsten fem årtier, og det er det, der giver Mette Frederiksen hendes formidable styrke. SF og Enhedslisten har indtil videre været et yderst samarbejdsvilligt parlamentarisk grundlag, og efter Morten Østergaards afgang som radikal partileder, har hans afløser, Sophie Carsten Nielsen, signaleret, at trusselskulturen også for De Radikales vedkommende er ophørt. Lige nu udgør det en vigtig del af værnet over for de borgerliges krav om en decideret undersøgelseskommission efter minkskandalen. 

Men for Sophie Hæstorp Andersen er Mette Frederiksens succes åbenlyst en enorm udfordring 

Paradoksal forfaldshistorie 
De seneste 50 års socialdemokratiske historie i København er en paradoksal forfaldshistorie. Mens byen har udviklet sig og er blevet en mondæn og moderne metropol for de veluddannede under den ene S-overborgmester efter den anden, har partiet tabt opbakning hos vælgerne.  

Ved kommunalvalget i 1970 fik Socialdemokratiet over 50 procent af stemmerne, men siden 1990'erne har man ligget under 30 procent, og tendensen er for nedadgående (29,9 procent i 2009, 27,8 procent i 2013).

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Det er en udvikling, der minder om Socialdemokratiets skæbne på landsplan. Mens man med stor succes udviklede et af verdens mest sikre og velstående samfund, drev vælgerne i stigende grad væk fra partiet. I politik gælder det også, at utak er verdens løn.  

I København er den eneste socialdemokrat, der har brudt den tendens, Ritt Bjerregaards kandidatur i 2005. Her fik partiet hele 37,6 procent.  

Det fortæller på den ene side en klassisk historie om, hvor stor en fordel landspolitiske celebrities nyder, når der er valg til byrådet. På den anden side stiller det et spørgsmål: uden at tage noget som helst fra Sophie Hæstorp – er hun en politiker i Ritt Bjerregaard-klassen?  

Svaret er selvfølgelig nej. Det blev illustreret, da Epinion for Altinget spurgte københavnerne, hvem de foretrak som Socialdemokratiets spidskandidat – 14 procent så gerne Pernille Rosenkrantz Theil, mens blot 9 procent pegede på Hæstorp Andersen. 

Tilsammen tegner det Hæstorp Andersens udfordring op: på den ene side kan hun ikke læne sig op ad moderpartiets storbykritiske og antielitære fortælling – men hun kan heller ikke lægge sig ud med den for alvor, uden at journalisterne vil bore i modsætningsforholdet mellem hende og moderpartiet. På den anden side mangler hun den forudgående kendthed og karisma, der skal til for, at hun kan etablere sin helt egen fortælling. 

Set i det lys er hendes største fordel lige nu, at de øvrige partier ikke – sådan som rygterne og spekulationer ellers har gisnet om – stiller med landspolitiske sværvægtere.  

Og uanset at hun med ret stor sandsynlighed bliver den næste i den socialdemokratiske kongerække af overborgmestre i København, undgår hun næppe den skæbne at blive endnu et kapitel i den forfaldshistorie, der en dag ender med, at hovedstaden ikke har en socialdemokratisk borgmester. 

Som hun selv sagde til Altinget, er ”det ikke givet, at der skal sidde en socialdemokrat som overborgmester i København – det er altid en kamp.”