Helle Thorning bliver Årets Europæer
PRIS: Helle Thorning-Schmidt (S) fik fredag Europabevægelsens pris ’Årets Europæer’ for sit engagement for Europa.
Anders Jerking
RedaktionschefTidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev fredag tildelt prisen ’Årets Europæer’.
Prisen uddeles af Europabevægelsen til en person, der har vist et særligt engagement i det europæiske samarbejde.
”Vi har valgt at tildele Helle Thorning-Schmidt prisen i år, idet hun er en særdeles interessant politisk personlighed, som har gjort en særlig positiv europæisk indsats gennem flere år,” siger Europabevægelsens landsformand, Stine Bosse.
Hun fremhæver, at Helle Thorning-Schmidt har startet sin karriere i Europa-Parlamentet og siden som statsminister har haft fokus på det europæiske samarbejde.
Stine Bosse fremhæver desuden, at Thorning var statsminister, da Folketingets EU-venlige partier lavede den aftale om retsforbeholdet, som skal til afstemning 3. december.
”Aftalen mellem Ja-partierne om, hvordan tilvalgsordningen skulle se ud, blev lavet med Helle ved roret. Det var på alle måder det muliges kunst – og et skridt i den rigtige retning ift. europæisk samarbejde,” siger Stine Bosse.
Prisen blev overrakt ved et arrangement hos Dansk Metal i København. Blandt de tidligere modtagere er Angela Merkel, Emmelie de Forest, H.K.H. Prins Henrik og José Manuel Barroso.