Heunicke tillader jagt, fiskeri og anlæg i nye naturområder på havet: ”Det er ikke intentionen med streng beskyttelse”

Der er for mange muligheder for aktivitet i nyligt udpegede områder til streng beskyttelse, lyder det fra flere eksperter, der ikke mener, det lever op til EU’s kriterier. Vi har afvejet en lang række hensyn, lyder det fra miljøministeren.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Der gives simpelthen lov til for meget.

Sådan lyder kritikken fra flere eksperter efter, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget for nylig har udpeget de to nye havområder som såkaldt ”strengt beskyttede”. 

Vi har afvejet en lang række hensyn, når vi har besluttet, hvilke restriktioner der er blevet indført, eksempelvis muligheden for, at vi kan have et aktivt friluftsliv på havet,

Magnus Heunicke (S)
Miljøminister

”Det er ikke intentionen med streng beskyttelse. For der bliver tilladt aktiviteter i områderne, som kan have en negativ effekt på biodiversiteten. Det er vigtigt, at disse aktiviteter som udgangspunkt undgås,” siger Signe Normand, der er professor i biodiversitet ved Aarhus Universitet og formand for Biodiversitetsrådet.

Niels Madsen, der er professor i marinbiologi ved Aalborg Universitet og ligeledes medlem af Biodiversitetsrådet, stemmer i.

”Jeg mener ikke, at det er i tråd med retningslinjerne i EU’s biodiversitetsstrategi. Og det er heller ikke i tråd med de anbefalinger, som er kommet fra Biodiversitetsrådet,” siger han.

Det er alle partierne i Folketinget, som i 2023 indgik en havplanaftale, der i juni besluttede at udpege Mejl Flak nord for Samsø og Flakket Flækøje i Lillebælt som to nye strengt beskyttede naturområder på havet.

Her er man enige om, at al aktivitet er forbudt i områderne, dog med undtagelse af otte konkrete typer af aktivitet. Der gives blandt andet lov til lystfiskeri, jagt og anlæg af kabler, rør og ledninger (se alle i faktaboks).

Det er tilladt i de strengt beskyttede områder
  1. Sejlads og flydende sejladsafmærkninger, der har betydning for sejladssikkerheden. Herunder indgår også aktiviteter, som er nødvendige for sejlads, f.eks. oprensnings og uddybning af sejlrender.
  2. Naturgenopretning og undersøgelser ifm. videnskabelig forskning, eller som er relateret til naturbeskyttelsen. Seismiske undersøgelser ifm. dette vil være muligt.
  3. Anlæg og vedligehold af kabler, rør, ledninger mv. Dog pålægges godkendelsesmyndigheden, at det sker under størst mulig hensyntagen til de beskyttede naturværdier/udpegningsgrundlaget. Der vil ved denne vurdering kunne tages økonomiske hensyn. Seismiske undersøgelser ifm. dette vil være muligt.
  4. Marinarkæologiske undersøgelser og sikring af kulturarv.
  5. Lystfiskeri fra land og lystfiskeri fra båd med maksimalt to fiskestænger pr. mand dog maksimalt 4 fiskestænger pr. båd.
  6. Færdsel og badning.
  7. Ankring.
  8. Jagt og undervandsjagt

Kilde: Miljøministeriet

De nye områder skal være en del af Danmarks bidrag til det samlede EU-mål om at levere 30 procent beskyttet natur – herunder 10 procent som strengt beskyttet. Et mål der stammer fra EU’s biodiversitetsstrategi.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024