Højrefløjens trekantsdrama spidser til

Dilemmaet var indlysende.
Hvordan bekæmper man en politiker, man for mindre end et år siden ville gøre til sin egen formand, men som nu er blevet en dødsens farlig konkurrent?

Det var det enkle, men kildne spørgsmål, strategerne i det hårdt prøvede Dansk Folkeparti skulle tage stilling til, da Inger Støjberg (DD) efter adskillige måneders tilløb dannede sit nye parti, Danmarksdemokraterne. På det tidspunkt ændrede DF's krise sig fra at være alvorlig til livstruende. 

Ifølge professor Kasper Møller Hansens analyse af vælgervandringer vil næsten 125.000 af de vælgere, der stemte DF i 2019, nu stemme på Inger Støjberg. Det svarer til rundt regnet seks mandater.

Det er derfor ikke overraskende, at DF er landet på en offensiv strategi over for Danmarksdemokraterne. Det så man eksempler på såvel i den første partilederdebat, hvor Messerschmidt angreb en noget forbløffet Støjberg, og i Folketingets åbningsdebat torsdag, hvor DF'erne gik efter Danmarksdemokraterne, der var repræsenteret af DF's mangeårige gruppeformand Peter Skaarup.

Dansk Folkepartis angrebspunkter mod Danmarksdemokraterne centrerer sig om udlændingepolitikken, hvor det er magtpåliggende for DF at fremstå som den rene vare. Over for det fremstilles Støjberg som en halv-slapper, der gerne vil gøre sig lækker for, om end ikke de fine saloner, så de andre borgerlige partier.

Reelle uenigheder
På visse områder er der substans i DF's angreb:

Danmarksdemokraterne går ind for at sænke beløbsgrænsen for, hvor meget udenlandsk arbejdskraft uden for EU og Norden skal tjene for at få arbejdstilladelse i Danmark. Grænsen blev for nylig sænket fra ca. 450.000 kr. til 375.000 kr., men Støjberg (og flere af de andre borgerlige partier) ønsker grænsen sat endnu længere ned.

Her satte DF et angreb ind under åbningsdebatten, og den sag er der krudt i. Man kan både køre på modviljen mod arbejdere fra fremmede kulturkredse og risikoen for, at danske arbejdere bliver underbudt. Her har DF et betydeligt publikum, for store dele af fagbevægelsen er lodret imod sænkelse af beløbsordningen.

Det er også naturligt for DF'erne at skose Støjbergs for hendes melding om, at hun skam vil overholde de internationale konventioner. Helt ind i dele af Socialdemokratiet er man kritisk over for konventionerne, og på den nationalistiske højrefløj ses konventionerne som en regulær spændetrøje. Her kan Messerschmidt stå på det rene standpunkt ved at holde fast i DF's gamle krav om udmeldelse af konventionerne.