Holstein: Et professionelt finanslovsforløb  

FL15: Årets finanslovsforhandlinger ligner en succes for rød blok, mener Altingets kommentator, Erik Holstein, der peger på, at især Enhedslisten har været pragmatisk. 

Regeringen, Enhedslisten og SF er blevet enige om en samlet finanslov for 2015. 
Regeringen, Enhedslisten og SF er blevet enige om en samlet finanslov for 2015. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Anders Jerking

Regeringen, Enhedslisten og SF blev torsdag enige om en finanslovsaftale for 2015.

I modsætning til de seneste års dramatiske finanslovsforhandlinger er dette års forhandlinger forløbet anderledes glat, mener Altingets kommentator, Erik Holstein.

”Slutfasen af finanslovsforhandlingerne er en ren succeshistorie for rød blok. Efter nogle indledende problemer, hvor især SF'erne frygtede et sammenbrud, har den sidste uge ligefrem set professionel ud. Det har været en fint koreograferet forestilling, hvor man hver dag har landet delforlig med nye gaver til den hårdt prøvede befolkning,” siger han.

Han mener, at regeringen og Enhedslisten denne gang har formået at forventningsafstemme på et tidligere tidspunkt, og at kemien også har været bedre end de foregående år.

”Ser man på det politiske indhold, har især Enhedslisten optrådt meget pragmatisk. At den yderste venstrefløj kan acceptere et forlig, der indebærer en nedskæring af udviklingsbistanden på op til halvanden milliard, er ret utroligt. Men det er realpolitisk klogt: For det ville være politisk selvmord at tage et opgør på at fastholde udviklingsbistanden og i stedet skære på den danske velfærd,” siger han.

Dagpenge var på forhånd den store knast i forhandlingerne, hvor Enhedslisten og SF krævede ændringer. Men støttepartierne endte med at acceptere en aftale, hvor genoptjeningsperioden til dagpenge ikke bliver ændret.

”På dagpengene har SF og Enhedslisten ikke fået særlig meget, og dele af fagbevægelsen har allerede udtrykt sin skuffelse. Men det er bemærkelsesværdigt, at det er lykkedes de to partier at få afskaffet den gensidige forsørgerpligt hos ugifte samlevende. Det skaber jo en ubalance i forhold til gifte par – og jeg er lidt overrasket over, at regeringen gav den indrømmelse,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Det samlede indhold i finansloven er et fint valgoplæg til den røde blok: Flere penge til det grønne område, flere pædagoger, mere til sundheden, en stærkere indsats mod social dumping og små lapper på dagpengesystemet. Populære tiltag - og for en gangs skyld undgår regeringen at sparke sine kernevælgere over skinnebenet.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024