Hvem er kvinderne bag USA's magtfulde mænd? I en ny bog trækker to forfattere dem ud af skyggen
FIK DU LÆST: Agnete Madelaine Kirck Wismer og Kirstine Biltoft-Knudsen har skrevet bogen 'Førstedamer – Magtfulde kvinder i Det Hvide Hus'. De er langt hen ad vejen lykkedes med missionen om at skrive kvinderne ud af deres mænds skygge.
Ida Elmdal Thagesen
PodcastredaktørAnmeldelsen blev oprindeligt bragt 12. november 2023.
I Washington D.C. er der et museum med en udstilling om de amerikanske førstedamer.
Hvad den består af?
45 kjoler, som præsidenternes hustruer har doneret til museet.
Men førstedamerne er meget mere end deres kjoler.
Sådan lyder det fra Agnete Madelaine Kirck Wismer og Kirstine Biltoft-Knudsen, som har skrevet bogen 'Førstedamer – Magtfulde kvinder i Det Hvide Hus'.
Bogen spiller dermed ind i en tendens, vi har set på den danske bogscene de seneste år, hvor udgivelser som 'Kvinde Kend Din Historie' og 'Damer der var for meget' hver især har gjort en indsats for at skrive indflydelsesrige kvinder ind i historiebøgerne.
Nu har Wismer og Biltoft-Knudsen leveret deres bidrag.
Og de er langt hen ad vejen lykkedes med missionen om at skrive kvinderne ud af deres mænds skygge.
Førstekvinder som stedfortrædere
Forfatterne lægger ud med to stærke eksempler. Nemlig Edith Wilson (førstedame fra 1915-1921 og gift med Woodrow Wilson) og Eleanor Roosevelt (førstedame fra 1933 til 1945 og gift med Franklin Roosevelt), som begge – på hver deres måde – har fungeret som en slags stedfortrædere for deres mænd.
De er langt hen ad vejen lykkedes med missionen om at skrive kvinderne ud af deres mænds skygge
Edith Wilson varetog sin mands arbejde, efter at han i 1919 blev ramt af et slagtilfælde. Mens præsidenten ikke kunne rejse sig fra sin seng, overtog hans kone styringen. Hun skjulte, hvor slemt hendes mand havde det, og bestemte blandt andet, hvem der fik lov til at se præsidenten, samt hvilke informationer, præsidenten fik. Hun er siden blevet kaldt USA's første fungerende kvindelige præsident.
Eleanor Roosevelt blev sin mands stedfortræder, da han fik konstateret polio i 1921. Ifølge bogen blev de under sygdomsforløbet et stærkt makkerpar, og Roosevelt blev så central en figur i det politiske spil under 2. verdenskrig, at hun efter sin tid som førstedame blev formand for FN's Menneskerettighedskommission. I bogen lærer man, at hun blev central i udformningen af et af det mest betydningsfulde dokumenter i verdenshistorien – FN's menneskerettighedserklæring.
Førstekvindernes mærkesager
Forfatterne har ved hjælp af mange konkrete eksempler formået at gøre stoffet både nærværende, tilgængeligt og medrivende, og samtlige af fortællingerne gør indtryk på hver sin måde.
Ét kapitel er dedikeret til 'Lady Bird' Johnson (førstedame fra 1963 til 1969 og gift med Lyndon Johnson), som var en aktiv miljøforkæmper, og som spillede en rolle i tilblivelsen i de mere end 200 love, der blev underskrevet på miljøområdet i løbet af hendes tid som førstefrue.
Ét andet er dedikeret til Betty Ford (førstedame fra 1974 til 1977 og gift med Gerald Ford), også kaldet 'Tabubryderen'. Hun stod frem for at fortælle om sin brystkræft – en sygdom, der dengang var så stort et tabu, at den blev omtalt som "en kvindesygdom".
Det fik antallet af brystkræftdiagnoser til at sige med 15 procent, fordi kvinder i højere grad blev tjekket for det, hvilket gav mulighed for at sætte ind mod sygdommen tidligere.
Og så er der kapitlet med Nancy Reagan (førstedame fra 1981 til 1989 og gift med Ronald Reagan), som ifølge bogen var sin mands tætteste rådgiver. Hun opfordrede ham til at række ud til den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og påvirkede de to supermagters relation positivt.
Et historisk oprids
Ved at fokusere på ti amerikanske præsidentfruer i kronologisk rækkefølge fra da Edith Wilson overtog rollen i 1915, til Melania Trump (førstedame fra 2017-2021 og gift med Donald Trump) fik titlen i 2017, gennemgår bogen også konturer af nogle af de mest skelsættende episoder i de seneste 100 års amerikansk politisk historie.
Det er et ambitiøst projekt, og da bogen kun er 249 sider, bliver nogle af eksemplerne alt andet lige også en smule overfladiske. Nogle af dem virker endda, som om de primært er skrevet ind, fordi de har været nemt tilgængelige.
Måske er det derfor, de bogens første kapitler er de stærkeste, mens de sidste er de længste.
Hvorfor dedikeres der eksempelvis en hel side til at beskrive, hvordan Melania Trump plagierede dele af Michelle Obamas tale? Er det et godt eksempel på en indflydelsesrig førstedame?
På den anden side gør det historiske oprids det nemt at drage interessante perspektiver til kvindekampen i dag og følge, hvordan kvinderollen har udviklet sig. Og måske endnu mere interessant: hvordan den ikke har udviklet sig.
Tag bare det faktum, at samtlige præsidentfruer opgav egne karriereplaner for at hjælpe deres mænd med at enten vinde eller bevare magten. Også Michelle Obama og Hillary Clinton, som havde succesfulde karrierer. Jill Biden (præsidentfrue siden 2021 og gift med Joe Biden) er den første og eneste præsidentfrue, som har beholdt sit eget job, efter at hendes mand er blevet indsat som præsident.
En værdifuld politisk accessory
En anden ting, der heller ikke har ændret sig, er, at kvinderne kan være en værdifuld politisk accessory. Mange af bogens eksempler er udtryk for, at ja, præsidentfruerne var magtfulde, men de fik udelukkende politisk indflydelse i kraft af deres mænd.
Forfatterne har ved hjælp af mange konkrete eksempler formået at gøre stoffet både nærværende, tilgængeligt og medrivende
Mange af dem er blevet kritiseret på baggrund af deres udseende og fremtoning. Og den tendens er måske endda kun blevet værre de seneste år, hvor præsidentfruer på begge sider af det politiske spektrum – lige fra demokraten Hillary Clinton til republikaneren Melania Trump - er blevet udsat for massiv kritik, særligt fra politiske modstandere.
Flere af dem blev endda overtalt til at droppe deres ønske om skilsmisse og lukke øjnene for utroskab, fordi de var et værdifuldt politisk redskab for deres mænd.
Da Jackie Kennedy (førstedame fra 1961-1963 og gift med John Kennedy) ønskede skilsmisse, overtalte hendes svigerfar hende til at blive i ægteskabet, for det ville ifølge hans rådgivere være "katastrofalt" for hans karriere.
Også Franklin Roosevelts mor modsatte sig sin søns skilsmisse og truede med at gøre ham arveløs, "ligesom han rådgivere desuden mente, at det ville være politisk selvmord", som der står i bogen.
Så måske det giver meget god mening, at der i Washington D.C. er et museum med en udstilling om de amerikanske førstedamer, som består af 45 kjoler, som et symbol på den accessory, kvinder bliver set som?
Ikke desto mindre skal der lyde en varm anbefaling til at supplere sådan en slags udstilling med Wismer og Biltoft-Knudsen's bog 'Førstedamer'.
På den måde kommer vi et skridt nærmere at skrive kvinder ud af deres mænds skygge.