Ida Auken: Danmark skal leve af velfærdsteknologi i fremtiden
DEBAT: Velfærdsteknologi kan blive en væsentlig del af svaret på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Men det kræver, at vi udvikler de styrker, vi allerede har inden for området, skriver Ida Auken (R).
Af Ida Auken (R)
Erhversordfører
Sundheds- og velfærdsløsninger har potentiale til at blive en endnu bedre deal for Danmark de kommende år.
Ida Auken (R)
Erhvervsordfører
Egentlig giver det ret god mening. At et af verdens bedste og mest veludviklede velfærdssamfund i fremtiden skal leve af at sælge netop velfærd.
Hvis vi gør det rigtigt, kan velfærdsteknologi blive en væsentlig del af svaret på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Det kræver dog, at vi sikrer de styrker, vi allerede har inden for sundheds- og velfærdsløsninger, samt at vi bliver bedre til at udnytte det enorme potentiale, der ligger på bl.a. hjælpemiddelområdet.
Sundheds- og velfærdsløsninger er allerede i dag en god forretning for Danmark.
På nuværende tidspunkt står sundheds- og velfærdsvirksomheder for 3,6 procent af værdiskabelsen i dansk økonomi og hele 12 procent af eksporten. Desuden beskæftiger virksomhederne ca. 35.000 fuldtidspersoner. Men sundheds- og velfærdsløsninger har potentiale til at blive en endnu bedre deal for Danmark de kommende år. Det skyldes især, at det globale marked for sundheds- og velfærdsløsninger er i hastig vækst. Det skyldes ikke mindst, at den globale middelklasse er i hastig vækst, at folk bliver ældre og får flere livsstilssygdomme.
Et stærkt hjemmemarked
Heldigvis har Danmark et rigtigt godt udgangspunkt for at skabe vækst og job på ryggen af denne udvikling. Jeg mener i den forbindelse særligt, at der er to danske styrker, vi skal værne om og udvikle.
For det første har vi i Danmark et stærkt hjemmemarked.
Vi har en historisk tradition for at skabe velfærd for vores borgere. Samtdig er vi dygtige til at udvikle både konkrete sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger – og at skabe den viden, knowhow og uddannelse, der sikrer, at teknologien kan fungere i andre kulturelle kontekster end vores egen. Det er afgørende, når vi f.eks eksporterer plejehjemsløsninger til Kina eller samarbejder med japanere om velfærds- og robotteknologi.
Nye markeder står for døren
For det andet har vi i Danmark en stærk tradition for offentlig-privat samarbejde.
Det betyder f.eks, at vi har rigtigt gode rammer for klinisk forskning, et stærkt patentsystem og hurtig markedsadgang for nye lægemidler. Det er kraftigt medvirkende til, at vi i Danmark har udviklet en stærk og internationalt anerkendt erhvervsklynge inden for lægemiddel- og medicoområdet. En klynge og et brand, der kan medvirke til at åbne døre for nye markeder på velfærdsteknologiområdet.
Uudnyttet erhverspotentiale
Alt dette bliver der behov for de kommende år. For vi har stadig et uudnyttet erhvervspotentiale inden for bl.a. hjælpemidler og sundheds-it.
Her vil vi kunne skabe vækst og job ved bl.a. at give danske virksomheder bedre muligheder for at drage nytte af de erfaringer, den offentlige sektor har opsparet på området, og udvikle nye løsninger til det globale marked.
Med vækstplanen for sundheds- og velfærdsløsninger har regeringen taget det første skridt på vejen mod at sikre og udvikle Danmarks position som global leverandør af velfærdsteknologi. Vi skal over de kommende år sikre, at plan bliver gjort til virkelighed, så Danmark bliver endnu bedre til at lave forretning ud af sin viden og sine kompetencer på velfærdsområdet.