Institutleder: Stop med at tale om 12-talspiger

Af Claus Holm
Institutleder DPU, Aarhus Universitet

Piger skal lære at trives med ikke at være perfekte på alle områder. Det er budskabet i en lang række af tidens tv-programmer.

Udsendelserne beskriver konsekvensen af at kæmpe for at være en god kæreste, se godt ud og klare sig godt i skolen og på uddannelsen. Perfektionsstandarder og præstationspres over hele linjen skaber dygtige, men også skrøbelige piger. Pæne, sårbare 12-talspiger, som næsten er for sårbare til succes.

Vi ser hende for os.

Ved uafladeligt at kæde et ydre præstationspres sammen med de unge pigers påståede sårbare personlighed, risikerer vi at skabe en selvopfyldende profeti.

Claus Holm
Institutleder DPU, Aarhus Universitet

Problemet er bare, at billedet er generaliserende og skaber et fortegnet billede af en ikke eksisterende modsætning mellem at være ambitiøs og konkurrenceminded og samtidig være pige eller ung kvinde.

Ved uafladeligt at kæde et ydre præstationspres sammen med de unge pigers påståede sårbare personlighed, risikerer vi at skabe en selvopfyldende profeti, hvor det at præstere som pige i sig selv opfattes som problematisk.

I stedet skal vi lære dem, at livsduelighed også er modgang, udfordringer og nederlag. 

Claus Holm

Livsduelighed er også modgang og nederlag
Konsekvensen vil være færre fagligt succesfulde piger samt flere piger, der er (for) optagede af deres egen sårbarhed. Ganske enkelt fordi de identitetsmæssigt opfattes som for sårbare til at blive mødt med høje forventninger.

Jo mere generelt vi gør problemet, og jo mere vi taler snart sagt enhver type af sårbarhed over for kritik og afvisninger blandt børn og unge op – jo mere sårbare gør vi dem også. I stedet skal vi lære dem, at livsduelighed også er modgang, udfordringer og nederlag.   

Hvis vi skaber – eller allerede har skabt – en generation af unge, der kun kan klare at være en succes i egen opfattelse (uanset om selvopfattelsen hviler på reelle præstationer eller et oppustet selvværd), så kommer selvværd til at rime på velvære. Så bliver vores skrøbelighed så stor, at vi slet ikke kan se bort fra svagheder i egen performance.

Alt andet end perfekt er ikke godt nok
Problemet er ikke at ville præstere godt. Det er skammen over ikke hele tiden at præstere det perfekte på alle områder, der er problemet. Ingen kan præstere på topniveau hele tiden, og ingen er perfekte på alle områder.

Perfektionsskam er udtryk for, at alt andet end det perfekte ikke er godt nok – ikke realiserer sig nok. Selv privilegerede piger og drenge udtrykker, at de ikke altid er den perfekte udgave af sig selv – og at de opfatter det som et problem. Det er moderne skam – men det er også skamløst selvoptaget, hvis enhver afvigelse fra det perfekte bliver til et problem.

Fortællingen om de sårbare 12-talspiger har brug for et grundigt eftersyn. Hvor mange drejer det sig om, hvor stammer problemet fra, hvor stort er det? Og det er presserende at få det afdækket, før perfektionsskammen bider sig fast som en slags folkeligt udbredt ’pigeeje’. Det moderne menneske er et ambitiøst individ, der er ’på’ at præstere – det skal vi ikke nødvendigvis udskamme.

Det er ikke farligt at studere
Ser vi mere isoleret på uddannelsessektorens bidrag til problemet, er der derfor også grund til at være skeptisk over for beskrivelsen af 12-talspigerne.

Overskrifterne fra de senere år er velkendte. Læger udtaler, at skolereformen gør eleverne syge, gymnasiet gør eleverne – især 12-talspigerne – stressede, og konkurrencen ved de videregående uddannelser gør de studerende konkurrencesyge. I dag er 12-talspiger m/k indarbejdet i det danske sprog som et ord for et for stort konkurrence- og præstationspres i det ”helbredstruende” uddannelsessystem.

Der er grund til at være skeptisk, fordi der er en objektivt målbar usikkerhed om problemets omfang og karakter, og fordi det for eksempel reelt kun er et mindretal, der bliver stresssyge af at studere på universitetet. Langt de fleste finder det ikke alene ufarligt, men ligefrem fagligt stimulerende og udfordrende at studere.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal forholde os til trivsels- og stressproblemer på uddannelserne, og at problemerne ikke findes. Men vi skal finde ud af, om det primært er uddannelsessystemet, eller om det er den samlede livsstil, der ikke er bæredygtig.