Interview med Anthony Giddens: Europas socialdemokrater bør se på Mette Frederiksens succes

Af Peter Brøndum 
forfatter og lektor

"Med den umiddelbare succes, som de danske socialdemokrater har fået, kan det være, at vi i højere grad skal kigge mod Danmark for at finde svar på, hvordan de europæiske socialdemokrater kan genvinde tilliden hos vælgerne og dermed genvinde nøglerne til regeringsmagten."

Anthony Giddens

Ser Anthony Giddens ud over de europæiske socialdemokratier som en sidste mohikaner, der skuer ud over et tabt land og et fejlslagent projekt? Og har han selv været medvirkende til, at socialdemokratier mange steder er nødlidende? For en hel generation af europæiske socialdemokratiske politikere og rådgivere lyttede jo efter, dengang han i 1990'erne opfordrede til, at de orienterede sig mod globaliseringen, markedet og det politiske centrum?

Helt så firkantet vil han ikke selv sige det. Men noget af vejen vil Giddens, en af den moderne socialdemokratismes mest indflydelsesrigere tænkere, gerne gå.  

"Der er mange forklaringer på, hvorfor det er gået så galt for socialdemokratismen og de europæiske socialdemokrater, og en af dem kan jo være, at jeg og andre tog fejl i vores analyser af, hvad der burde være den fornyende kraft i den europæiske socialdemokratisme. Så simpelt mener jeg dog ikke, at den nuværende krise for socialdemokraterne kan udlægges," siger Giddens.

Han tager imod i selveste Westminister, som i disse måneder og år er præget af det britiske Brexit-kaos. Siden 2004 har 81-årige Anthony Giddens båret titel af His Lordship; medlem af det britiske overhus for Labour. Vi har sat hinanden i stævne for at tale om den betrængte politiske situation for socialdemokratismen og de socialdemokratiske partier i Europa her lidt mere end 20 år efter, at hans socialdemokratiske skrift Den tredje vej første gang så dagens lys.

Hvor dette skrift og Giddens engang var pejlemærket over dem alle, er tredjevejs-socialdemokrater især efter finans- og eurokrisen blevet skydeskive for kritik. Ikke kun fra folk længere ude på venstrefløjen, den dyrkes også internt blandt socialdemokrater. De mange arbejdsmarkedsreformer og deres omfavnelse af globaliseringen og EU bliver af flere set som et elitært svigt, og Giddens forstår dem et stykke ad vejen. 

"Jeg vil acceptere den kritik så langt som til at sige, at det er korrekt, at det politiske fokus på at styrke den enkelte borgers muligheder for at blive selvforsørgende har bidraget til en svækkelse mellem de faglige organisationer, lønmodtagere og de socialdemokratiske partier. Og det har været skadeligt for vælgernes opbakning til de fleste socialdemokratiske partier rundtom i Europa. Kombineret med den finansielle og økonomiske krises meget negative følger for mange borgere, har det helt givet fået mange europæiske socialdemokratiske vælgere til at føle sig forrådt."

Det – og hvordan de europæiske socialdemokrater bør reagere på det – vender vi tilbage til.

Hvor skulle arbejdspladserne komme fra?
Tilbage i 1990'erne gik Giddens fra at være en anerkendt sociolog til at blive en slags chefideolog for et storstilet projekt om at forny det, der dengang hed centrum-venstre. Han var del af et potent intellektuelt triumvirat, der ud over ham selv talte den engelske professor i politisk teori David Held og hans tyske sociologikollega Ulrich Beck. Alle tre arbejdede på eliteuniversitetet London School of Economics, hvor Giddens en overgang også fungerede som rektor.

"Det politiske fokus på at styrke den enkelte borgers muligheder for at blive selvforsørgende har bidraget til en svækkelse mellem de faglige organisationer, lønmodtagere og de socialdemokratiske partier."

Anthony Giddens

De udviklede nye analyser af globaliseringen og de udfordringer, globaliseringen bød nationalstaterne. For Giddens, som i en overgang også var tæt på Tony Blairs New Labour-projekt, var det helt afgørende, at arbejdsmarkedet på den ene side blev globalt, og at velstanden på den anden side opblødte arbejderklassen og gjorde den individualiseret.

Det var derfor, socialdemokratierne skulle gå en tredje vej – mellem økonomisk liberalisme og socialisme. Særligt havde Giddens fokus på, at industriarbejdspladser enten forsvandt til Asien eller i fremtiden ville gå tabt som følge af den teknologiske udvikling. 

"Den tredje vej var tænkt som en simpel overskrift, der skulle dække over en række politiske idéer og tanker, jeg gjorde mig op gennem 1990'erne, om, hvordan socialdemokratismen og de europæiske socialdemokratier burde nytænkes og tilpasse sig de mange forandringsprocesser i samfundet, som var blevet skabt af globaliseringen. Den var aldrig tænkt som et decideret politisk program, som man blot kunne hive frem og gennemføre i det omgivende samfund," forklarer Giddens.

Socialdemokraterne måtte ifølge Giddens gøre sig det klart, at skulle de være politisk relevante i den globale fremtid, så måtte den fremadrettede politik dreje sig væk fra arven fra den klassiske socialisme, hvor hensynet var til kollektivet og i retning af et mere individualistisk fokus. Målet skulle være at få staten til at investere mere aktivt i sine borgere i form af uddannelse og opkvalificering, så borgerne kunne blive selvforsørgende via markedet fremfor at være hensat til passiv offentlig forsørgelse.

"En af mine, men også mange ledende engelske socialdemokraters store bekymring var dengang, at vi inden for en kort årrække ville stå med en meget betydelig udfordring i forhold til arbejdsmarkedet, særligt i forhold til den gruppe af lønarbejdere, der er ikkefaglærte, og som primært har ansættelse i industrien på fremstillingsvirksomheder. Det, vi kunne se, var, at en betydelig del af den industrielle produktion begyndte at flytte ud af England og EU-landene til lande som Kina, Japan og de såkaldte tigerøkonomier i Sydøstasien. På sigt ville det efterlade særligt EU-landene, herunder Storbritannien, med en dobbelt udfordring. Hvordan skulle man sikre disse mennesker beskæftigelse, så de kunne brødføde sig selv og deres familier? Og hvordan kunne velfærdsstaten finansieres, når en betydelig del af produktionen forsvandt," erindrer Giddens. 

"Det var derfor afgørende, at socialdemokratismen forandrede sig i takt med disse samfundsforandrende processer. Og et af de områder, hvor socialdemokratismen ifølge mig og andre måtte forandre sig, var i tænkningen omkring det kollektive over for det individuelle."

Reformerne var nødvendige, men modreaktionen forståelig
Det var tanker til tiden. At socialdemokratisk tænkning og ditto partier stod enormt stærkt i slutningen af 1990'erne og starten af 2000'erne i europæisk politik, er vel nærmest en underdrivelse. I 1999 var der eksempelvis socialdemokratisk deltagelse i 11 af de dengang 15 EU-landes regeringer, og regeringslederne i de dengang tre største EU-lande, Tyskland, England og Frankrig, var alle socialdemokrater.  

Ikke mindst i Tyskland blev tankerne om fornyelse af arbejdsmarkedet gjort meget konkrete. Det er de tyske arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesreformer, de såkaldte Hartz-reformer, et tydeligt eksempel på.    

De blev gennemført i perioden 2002-2005 under SPD-formanden Gerhard Schröders kanslerskab, og som sit mest markante tiltag lavede man et loft over, hvor meget arbejdsløse kunne modtage i offentlig støtte. Et beløb på 374 euro om måneden (cirka 2.800 kroner) med den mulighed, at man kunne have job og få ydelsen samtidig. Det overordnede sigte med de massive arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesreformer i Tyskland var, at man ønskede at øge beskæftigelsen, reducere antallet af borgere på overførselsindkomst samt bidrage til en styrkelse af den tyske globale konkurrenceevne. Resultaterne af disse reformer udeblev da heller ikke. Omkring 800.000 tyskere bevægede sig op gennem nullerne fra passiv forsørgelse til lønnet arbejde på markedet, og Tyskland blev en drivkraft i europæisk økonomi.

^{På sit højeste var tanker som dem, Giddens gjorde sig i 1990'erne dominerende på regeringsniveau i USA, Storbritannien og Tyskland samtidigt. Dertil kom en række mindre lande – Danmark, Holland og Italien for eksempel. Her er der topmøde i centrum-venstre med Massimo D'Alema, Italiens daværende premierminister, Wim Kok, Hollands ditto, USA's præsident, Bill Clinton, Tony Blair, premierminister for Storbritannien, og den tyske kansler, Gerhard Schröder. Foto: Luke Frazza/AFP/Ritzau Scanpix}

Konsekvensen af disse markante reformer var dog også, at store grupper af tyskere oplevede, at deres ansættelsesforhold blev voldsomt forringede i form af udhulede rettigheder som arbejdstagere og mindsket realløn. Fænomenet working poor blev op gennem nullerne et mere og mere alment fænomen i Tyskland, hvor det blev helt tydeligt, at mange lønmodtagere befandt sig i relativ fattigdom, selvom de var i beskæftigelse.  

Det var naturligvis aldrig målet med Hartz-reformerne, at millioner af tyskere skulle have forringet deres levevilkår, men for Giddens og andre var der ingen vej udenom – hverken dengang eller i dag – hvis man ønsker at holde fast i et højt velfærdsniveau i de europæiske lande.  

"Hartz-reformerne var særligt problematiske for socialdemokraterne i Tyskland, for på den ene side var Tysklands økonomi på det tidspunkt 'den syge mand' i Europa, og det var helt afgørende for den socialdemokratisk ledede regering at gøre noget ved det. Og faktisk lykkedes det jo at vende den økonomiske udvikling i Tyskland ganske mærkbart op gennem nullerne. Også i England lykkedes det med en række hårde, men nødvendige beskæftigelsesreformer at styrke samfundsøkonomien," pointerer Giddens og understreger nødvendigheden af, at socialdemokratismen til enhver tid må arbejde for "at have en arbejdsstyrke, som er fleksibel, noget, der i særlig grad gælder i dagens samfund". 

Men han anerkender samtidig, at den kurs i den økonomiske politik mildt sagt har belastet forholdet mellem de socialdemokratiske partier og deres vælgere. Og i løbet af nullerne blev den socialdemokratiske dominans i Europa forvandlet til eksistentiel krise. Socialdemokraternes muligheder for i de kommende år at vinde nøglerne tilbage til regeringskontorerne i Berlin, Paris, London, Amsterdam, Warszawa, Budapest eller Prag er på nuværende tidspunkt vanskeligt at se for sig.

^{Giddens er ikke alene om at forstå, at det nye højres fremkomst i løbet af nullerne blandt andet er en modreaktion fra gamle socialdemokratiske kernevælgere. Her er der topmøde med Frauke Petry (ADF), Marine Le Pen (Rassemblement National), Matteo Salvini (Lega Nord), Geert Wilders (Frihedspartiet), Harald Vilimsky (FPÖ) og Marcus Pretzell (ENF). Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix}

Det er her, Giddens vender tilbage til gamle socialdemokratiske kernevælgeres følelse af, at deres partier har forrådt dem. 
"De oplevede for det første et pres på deres ansættelses- og lønforhold, som nok var nødvendigt politisk og økonomisk, men som ikke desto mindre var mærkbart for mange grupper på arbejdsmarkedet, og dernæst oplevede de, at det var dem, som kom til at betale prisen, når de store virksomheder og finansinstitutioner agerede arrogant og uansvarligt. Den følelse af at være forladt har betydet, at mange tidligere europæiske socialdemokratiske vælgere har bevæget sig i retning af de højrenationale, populistiske partier, som er dukket frem op gennem 2010'erne," analyserer Giddens.  

Han pointerer dog, at den protest ikke kun gælder de europæiske socialdemokratier.  

"Det er en samstemmende protest mod de etablerede partier. Befolkningerne oplever sig forladt af en økonomisk elite, der er de eneste, der har vundet på den økonomiske globalisering, og som kun har efterladt de europæiske nationalstater med et stort immigrationsproblem, der truer med at nedbryde den nationale sammenhængskraft."

Den danske vej frem
Det er her, Danmark og Mette Frederiksens succes ved FV19 ikke bare er en undtagelse, men også er blevet et diskussionsemne. Skal man som europæisk socialdemokrat tage den danske vej? Med en mere venstreorienteret økonomisk politik, globaliseringsskepsis og en langt hårdere linje i udlændingepolitikken.  

Ikke ligefrem Den tredje vej. Hvad siger Giddens til det? 

"Der synes at være sket et betydeligt skift hos de danske socialdemokrater fra Helle Thorning-Schmidt til den nye formand, Mette Frederiksen, og det ses mest umiddelbart i forhold til partiets orientering mod bekæmpelse af ulighed og stramninger i forhold til immigranter. Med den umiddelbare succes, som de danske socialdemokrater har fået, kan det være, at vi i højere grad skal kigge mod Danmark for at finde svar på, hvordan de europæiske socialdemokrater kan genvinde tilliden hos vælgerne og dermed genvinde nøglerne til regeringsmagten."  

Giddens er dog ikke overbevist om, at et fokus på bekæmpelse af ulighed samt restriktioner i forhold til immigranter alene vil være tilstrækkeligt for hverken det danske eller de øvrige europæiske socialdemokratier. 

"Hvis de europæiske socialdemokratier igen skal gøre sig forhåbninger om at få en magtposition i europæisk politik, skal de for det første holde fast i det, som man gør i Danmark, nemlig at gøre kampen mod ulighed til en mærkesag. Dernæst skal de blive i stand til at favne både klimaspørgsmålet og identitetsspørgsmålet. Ikke kun den del af identitetsspørgsmålet, som vedrører køn og etniske minoriteter i samfundet. De vil være nødt til at skabe en stærkere forbindelse til det nationale og kulturelle identitetsspørgsmål, som er vigtigt for mange vælgergrupper rundtom i Europa." 

"Vigtigst for mig at se er dog, at socialdemokraterne i Europa må erkende, at de ikke længere kan 'gå selv'. De er nødsaget til at styrke evnen til bredere strategiske koalitioner med andre politiske partier. Det vil løfte deres muligheder for parlamentarisk indflydelse. Dette er dog en utrolig svær balancegang, for i en digital tidsalder, hvor alle føler, at de har krav på deres egen fortælling, vil det være vanskeligere end nogensinde før at opnå fælles fodslag om, hvilken politisk vej der skal vælges. I dag ser man i stigende grad enhver politisk beslutning i et identitetsperspektiv, hvor man enten kan identificere sig selv eller ikke identificere sig selv med beslutningen. Politik er som bekendt kompromisets kunst, hvor det enkelte individs udfoldelsesmuligheder ofte må vige til fordel for samfundets almene vel. Det gælder ikke mindst for klimaudfordringerne, men også udfordringerne med den accelererende teknologiske og digitale udvikling, som i årene fremover for alvor vil udfordre måden, som vi hidtil har indrettet og organiseret arbejdsmarkedet på," forudser Giddens. 

"Det er fortsat min faste overbevisning, at den nye socialdemokratisme skal holde fast i en erkendelse af, at den såkaldte økonomiske socialisme er død, og at det eneste økonomiske system, som fremadrettet vil eksistere, er kapitalismen. Også selvom finanskrisen ramte mange mennesker meget hårdt. Det betyder dog ikke, at jeg abonnerer på neoliberalismens fortælling om det kapitalistiske markeds evigt emancipatoriske muligheder. Særligt i det 21. århundrede har det været tydeligt, ikke mindst i forbindelse med den franske økonom Thomas Pikettys analyser af ulighedsspørgsmålet, at kapitalismen har nogle voldsomme fejl, som kræver politiske modsvar for at bevare sammenhængkraften i samfundet."

Socialdemokratiet må overskride de ideologiske skel
Vi er nået til vejs ende. Det var karakteristisk for ham og hans generation af socialdemokratiske intellektuelle, at de på den ene side ikke underdrev, hvor kritisk samfundsudviklingen kunne blive, og på den anden side så, at den nære fremtids kriser ofte handlede om, at vores politiske systemer var blevet forældede. Ændrede man systemerne, løste man kriserne. Det var derfra, Giddens og de andre hentede deres reformiver og deres grundlæggende optimisme om fremtiden.  

Det gælder stadig for 81-årige Anthony Giddens. Hvis der er kommet noget til, er det understregningen af den historiske bevidsthed. 

"Min klare opfattelse dengang var, og det er det sådan set stadig, at socialdemokratismen altid må arbejde for at overskride ideologiske skillelinjer for at finde de politiske løsninger, som der er brug for i morgendagens samfund. Socialdemokratismen har historisk vist, at den kan navigere mellem hensynet til det kollektive og hensynet til det individuelle, mellem hensynet til staten og hensynet til markedet. Denne historiske arv vil være helt nødvendig at få sat i spil i årene fremover, hvis det skal lykkes at finde løsninger på de samfundsudfordringer, som i disse år for alvor tager form."