Inuit Ataqatigiit: Rigsfællesskabet skal kunne bestå efter selvstændighed

Tirsdag 24. april er der valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut. Et af de stor valgtemaer er Grønlands uigenkaldelige vej mod selvstændighed.

Forholdet mellem Danmark og Grønland er tilmed et forbillede for andre lande, og vi har meget at være stolte af.

Aaja Chemnitz Larsen
Folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit

Over det politiske spektrum er der et flertal for, at selvstændighed er endemålet for Grønlands politiske status.

Det rejser en masse spørgsmål – kan Grønland overhovedet stå på egne ben, hvordan vil det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark blive, og, måske især, hvornår udråber Grønland sin selvstændighed?

De to største partier i Grønland, Inuit Ataqatigiit og Siumut, og dermed højst sandsynligt langt størstedelen af det kommende parlament, er på det punkt enige – det sker, når tiden er inde til det og ikke inden for de nærmeste år. Selvstændig skal ikke forhastes, men planlægges ordentligt.

Grønland er på vej
Det vil for Inuit Ataqatigiits vedkommende sige, at der arbejdes på at skabe rammerne for et selvstændigt Grønland.

Et Grønland i vækst med en veluddannet befolkning og et samfund med et stærkt erhvervsliv og med et velfungerende velfærdssystem, hvor uligheden mellem befolkningsgrupper er formindsket.

Uddannelsesniveauet i Grønland er stigende, og Grønland bruger op imod en femtedel af det offentlige budget på denne post. Frafaldet blandt studerende er desværre for højt, og uddannelsesniveauet stiger ikke i det ønskede omfang.

En række initiativer bliver løbende taget for at rette op på skævheder i samfundet, og håbet for fremtiden lever i bedste velgående.

Den grønlandske kultur er lagt an på overlevelse i et svært, men også ressourcerigt miljø. Den hårdførhed skal vi viderebringe i det videre arbejde. At opnå selvstændighed kræver hårdt arbejde og en ansvarlighed, men først og fremmest kræver det en vision om et fremtidigt Grønland.

Det forfatningsforberende arbejde i Grønland i form af forfatningskommissionen har været i gang noget tid, men i denne proces er inddragelsen af befolkningen et væsentligt element, som skal styrkes.

Specielt er det vigtigt, at alle kommer med om bord – det grønlandske samfund er befolkningsmæssigt et lille samfund, og der er brug for alle i samfundet til at løfte samfundsopgaven, vi har stillet os selv i udsigt. 

Et revideret fællesskab
Grønland og Danmark har en århundredelang forbindelse. Om 3 år – i 2021 – er det 300 år siden, at præsten Hans Egede var med til reformere det grønlandske samfund.

Grønland blev med tiden opbygget til et samfund med Danmark som rollemodel. Ikke altid med lige stort held.

Indførelsen af Hjemmestyret i 1979 og Selvstyret i 2009 har været de skelsættende skæringspunkter, og Selvstyreloven har som præmis, at grønlænderne kan vælge at blive selvstændige.

Forholdet har ikke været uden knaster, men på mange planer er det til gavn for begge parter. Grønland modtager et årligt bloktilskud, og Danmark varetager ansvaret for 32 sagsområder på Grønlands vegne.

Danmark er igennem rigsfællesskabet en aktør på den store verdensscene og har historisk set høstet fordele og nydt bevågenhed på baggrund af forbindelsen.

Den danske stat har ligeledes aktier i flere af de store grønlandske virksomheder og dermed en interesse i at fremme forholdene.

Forholdet mellem de to lande er tilmed et forbillede for andre lande, og vi har meget at være stolte af.

Derudover er der alle de personlige bånd, der binder de to lande og folk sammen. Stort set alle familier i Grønland har danske aner, mens rigtig mange i Danmark på den ene eller anden led har en forbindelse til Grønland.

Der er selvfølgelig aspekter ved forholdet, som med fordel kunne ændres, men det rokker ikke ved, at både Grønland og Danmark, som tingene er, vil være dårligere stillet uden hinanden.

Det nuværende forhold levner netop muligheder for at lægge brikkerne til et revideret fællesskab, som også vil kunne bestå, selv efter Grønland på et tidspunkt bliver et selvstændigt land.

Det fremtidige forhold
Et af de områder, hvor forholdet kunne styrkes, er igennem kunst og kultur.

Det Grønlandske Hus i Aarhus har i den forbindelse lanceret det landsdækkende projekt Nukiga (min styrke), der igennem grønlandsk kultur og erhverv søger at udfordre de vante forestillinger, som florerer i Danmark om grønlændere og Grønland, og dermed styrke båndene mellem Grønland og Danmark.

Inuit Ataqatigiit har fra start af støttet op om projektet, blandt andet ved at sikre finansiel støtte til Nukiga gennem den danske finanslov.

Kulturområdet var et af de første områder, som Grønlands Hjemmestyre hjemtog i starten af 1980'erne, og det var i datiden (og stadigt den dag i dag) vigtigt at kunne definere sig selv.

Panden mod muren
Grønland er beriget med en række kreative kræfter, herunder kunstnere, filmfolk og forfattere. Mange af disse talentfulde mennesker rammer desværre panden på forskellige mure, afhængigt af hvor de bor.

Blandt andet er det for nylig kommet frem, at den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen ikke kunne tildeles arbejdslegat af Statens Kunstfond, da hun bor i Grønland, selvom hun skriver på dansk og udgiver gennem et dansk forlag.

Dette har ikke tidligere været et problem, men er resultatet af en skærpet retorik om selvstændighed i Grønland.

Filmfolk kan på samme led ikke tildeles filmstøtte, selvom de i sagens natur har samarbejdspartnere i Danmark, Norden og i resten af verdenen.

Her vil det være oplagt at kigge på rigide tildelingskriterier og i stedet se en mulighed for at styrke de bånd, Danmark og Grønland har med hinanden.

For nyligt blev der oprettet en filmfond for oprindelige folk – Arctic Indigenous Film Fund. Mulighederne for at støtte arbejdet for oprindelige folk har altid været muligt på tværs af Grønland og Danmark.

En mere realistisk og langsigtet vej til selvstændighed vil være ønskelig for alle parter. Her kan kultur bygge bro imellem de mange personlige relationer, der er, og nære den nysgerrighed, mange føler til Grønland.   

Mange i Grønland føler, de snærende bånd i rigsfællesskabet burde løsnes – på kunstfronten er der en mulighed for at give fællesskabet et nyt og berigende indhold.