Invitation: Ting-Prisen 2008 til Morten Østergaard
Altinget.dks snart traditionsrige kommunikationspris, Ting-Prisen, går i år til et af de store radikale håb, folketingsgruppens næstformand Morten Østergaard.
Overrækkelsen finder sted ved en behagelig reception
onsdag den 8. oktober kl. 15.30 i netavisens lokaler på Gammel Strand 50,
hvor valget af Morten Østergaard motiveres, ligesom han modtager Ting-Prisens særlige bronzeskulptur af billedhuggeren Pontus Kjerrman. Vi byder alle radikalere, abonnenter, kilder, medarbejdere og andre venner af Altinget.dk velkommen.
Ting-Prisen gives, som det hedder i fundatsen, "til en dansk politiker med særlig evne at kommunikere sin politik, så Christiansborg kommer tættere på vælgerne". Den er tidligere givet til Lene Espersen (2004), Helle Thorning-Schmidt (2005), Villy Søvndal (2006) og Pia Kjærsgaard (2007).
Bag valget af Morten Østergaard står en priskomité bestående af Jakob Elkjær, Lisbeth Knudsen, Troels Mylenberg, Lars L. Nielsen og undertegnede.
Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget.dk
Ting-Prisen,
Fundats
- Netavisen Altinget.dk uddeler årligt Ting-Prisen, så vidt muligt den første onsdag i oktober.
- Ting-Prisen gives til en dansk politiker med særlig evne at kommunikere sin politik, så Christiansborg kommer tættere på vælgerne.
- Ting-Prisen består af en skulptur af en anerkendt dansk billedhugger - mærket Ting-Prisen, modtagerens navn og år samt giveren - og af et diplom.
- Altinget.dk udpeger hvert tredje år en priskomité på tre-fem personer, herunder udgiveren eller redaktøren af Altinget.dk. Medlemmer af priskomitéen må ikke have partipolitiske tillidsposter.
- Komité-medlemmer indsender til Altinget.dk motiverede forslag til årets prismodtagere. Hvert medlem kan foreslå ét navn. Altinget.dk rundsender bruttolisten med forslag til årets vinder. Der søges herefter konsensus i komiteen. Så vidt muligt har hvert komité-medlem vetoret. Såfremt der ikke opnås fuld enighed om årets vinder, kåres den, der er bredest opbakning til.
- I forbindelse med årets prisuddeling afholdes en reception i Altinget.dks lokaler. Komiteen formulerer i fællesskab motivationen, som et komite-medlem fremlægger ved receptionen.
Christiansborg, september 2004
Opdateret september 2006
Opdateret august 2007
Opdateret september 2008
Prismodtagere:
2004: Lene Espersen
2005: Helle Thorning-Schmidt
2006: Villy Søvndal
2007: Pia Kjærsgaard
2008: Morten Østergaard
Den første komité 2004-06 består af Christine Cordsen, Henrik Hoffmann-Hansen, Rasmus Jønsson, Rasmus Nielsen og Søren Risbjerg Thomsen.
Den anden komité 2007-09 består af Jakob Elkjær, Lisbeth Knudsen, Lars L. Nielsen, Troels Mylenberg og Rasmus Nielsen.