Julekalender med Ole Birk Olesen: Jeg har været i julestemning siden folketingsvalget
4. DECEMBER: Han vil gerne vente med julemusikken til 23. december, står for en sønderjysk hvidkål til julebordet, og så involverer hans nytårsforsæt kettlebells. Mød Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance bag dagens låge.
Frida Flinch
JournalistDefinerer du dig selv som et julemenneske?
"Jeg kan godt lide jul, men det er ikke mig, der går rundt derhjemme og pynter op. Det gør min kone. Men jeg kan godt lide juleaften og dagene efter."
"Hvis jeg boede alene, så tvivler jeg på, at jeg ville gå rundt og pynte op til jul. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville tænke i løbet af december: "Jeg skal da også lige ned og købe en juledekoration med et kalenderlys på."
Er det dig, der står for noget af julemenuen juleaften?
"Det er delt imellem os. Jeg står ofte for anden og en gammeldags hvidkål, som vi kalder det i Sønderjylland. Det er hakket hvidkål, som er opbagt i en gryde med fløde, salt og peber. Det smager supergodt, hvis man er vant til den slags. Jeg er også ofte involveret i de brune kartofler."
"Og sovsen, selvfølgelig."
Har du en yndlingsjuletradition?
"Det er selve julemiddagen, når man sidder omkring bordet og spiser den traditionelle juleaftensmiddag."
Hvad med julen på Christiansborg?
"Christiansborg er altid et smukt sted. Til jul er der nogle, der har gjort meget ud af at pynte op. Men jeg går lidt rundt i mine egne tanker. Nogle gange kan folk godt ændre på omgivelserne, uden at jeg lægger mærke til det."
Du går måske ikke og julehygger hele december?
"Jeg er ikke en person, der julehygger hele december måned. Men jeg er en juleaftens-elsker."
Altinget taler hver dag frem mod jul med politikere, debattører og andre meningsdannere om alt fra juletraditioner til politiske forbilleder og årets største fortrydelse.
Har du en klar holdning til, hvornår man må starte julemusikken?
"Den behøver ikke starte særlig tidligt. Man må gerne vente til 23. december for min skyld. Jeg behøver ikke at høre Last Christmas resten af mit liv. Den gryde faldt vi allesammen i som børn."
Holder Liberal Alliance julefrokost?
"Ja, det gør vi."
Hvordan plejer den at foregå?
"Det er den samme måde hvert år. Vi leger altid pakkeleg, og nogle af de ansatte plejer at lave en satirisk sang over året, der er gået. Nogle gange er den lidt harsk, så den ikke tåler omverdenens indblik."
"De ansatte plejer at have konkurrencer om, hvem der hvert år kan drikke flest snaps. Det deltager jeg ikke i, for jeg har i min ungdom oplevet en snapseberuselse, der ikke var sjov."
Hvilken anden folketingspolitiker fra regeringen eller fra venstrefløjen vil du helst invitere med til Liberal Alliances julefrokost?
"Der er ingen, jeg har lyst til at invitere med til Liberal Alliances julefrokost. Den er god, fordi vi kun er os selv. Vi har det sjovt og hyggeligt med hinanden. Hvis der pludselig var et fremmede element, ville det slet ikke være det samme."
Hvilken konkret politisk forandring ville få dig i julestemningen?
"Jeg har faktisk været i julestemningen, siden valget blev udskrevet i oktober 2022. På det tidspunkt gik Liberal Alliances meningsmålinger kun op. Vi fik et fantastisk valgresultat, og derefter fortsatte meningsmålingerne med at gå op. Jeg er egentlig i gang med mit andet år i julestemningen."
"Det ville være endnu bedre, hvis Mette Frederiksen udskrev valg, og vi kunne sætte en anden dagsorden for Danmark med et andet politisk flertal."
"Det ville være som at få en af de hårde pakker, som man havde ønsket sig. Den allerfineste ting fra legetøjskataloget fra BR."
Hvornår oplevede du første gang at have en stærk holdning til noget?
"Noget af det første, som jeg kan huske, var til danskundervisning i folkeskolen, hvor vi skulle analysere en eller anden tekst. Vi skulle lære noget om, at hovedpersonen havde en dårlig barndom, der skulle forklare, hvorfor hovedpersonen var voldelig og begik hærværk. Jeg stejlede meget over, at det skulle være årsagen til personens handling."
"Jeg er blevet mere forstående over for den slags ting i dag, men jeg var meget stålsat på, at han ikke kunne give skylden på sin dårlige barndom."
Jeg må sige, at min egen partileder, Alex Vanopslagh, bliver ved med at imponere.
Ole Birk Olesen (LA)
Hvordan kobler du af, når du ikke er på arbejde?
"Det gør jeg ved enten at se en serie eller sidde en fredag aften og snakke med min kone eller nogle venner med en god flaske rødvin."
Hvilken folketingspolitiker har imponeret dig mest i år?
"Jeg må sige, at min egen partileder, Alex Vanopslagh, bliver ved med at imponere. Han har bare nogle evner til at være partileder – en vigtig position i et folketingsparti – der er ret unikke, og som er en del af forklaringen på, hvorfor mange ting lykkes for os i Liberal Alliance."
Har du nogle nytårsforsæt for 2024?
"Det er ikke et rigtigt nytårsforsæt, men jeg er begyndt at styrketræne med kettlebells, som vi har i vores hjem. Det er noget, jeg agter at forsætte med."
Kan du anbefale en bog, som du har læst i år?
"Jeg læste utrolig mange bøger indtil jeg fyldte 35 år. Jeg gør det ikke længere, og derfor er jeg ikke engang sikker på, at jeg har læst en hel bog i løbet af det sidste år. Jeg er begyndt på nogle, men jeg er ikke blevet færdig med dem."
"Nej, ved du hvad, det er måske lidt pinligt. Jeg har læst Alex Vanopslaghs bog, og den vil jeg gerne anbefale."