K vil have borgmestre i Jylland, men er til gengæld usikker på en gammel bastion

“Gimme gimme gimme a man after midnight”.

Popmusikken gjalder ud over salen, da Søren Pape beskedent storsmilende afslutter sin landsrådstale med alle partiets spidskandidater til landets byråd og regionsråd stående bag sig på scenen.

Stemningen ved Konservatives landsråd er Abba-glad. For det kører for partiet i meningsmålingerne, Søren Pape topper troværdighedsmålingerne for partiledere, og baglandet glæder sig til et kommunalvalg med gode chancer for fremgang.

Også i ledelsen tror man på, at den landspolitiske fremgang vil give bonus ved kommunalvalget den 16. november.

”Det bliver en fantastisk aften”. ”Helt fantastisk”. ”Fremragende,” siger borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler, partiformand Søren Pape og partisekretær Søren Vandsø i munden på hinanden, da de på scenen af ordstyreren bliver spurgt til den kommende valgaften.

"Det er det, vi går efter, venner"

Så hvad er de konkrete ambitioner?

Søren Pape vil gerne sige fra scenen, at han satser på flere borgmesterposter end de otte, partiet endte på ved det seneste valg i 2017.

”Det er det, vi går efter, venner, det er borgmesterposter,” som han siger.

Han går også modvilligt med til at sige, han går efter et tocifret antal konservative borgmestre – i dag har partiet otte - men han vil ikke ud med det konkrete måltal, man opererer med internt.

Til gengæld slår Pape fast, at de otte nuværende poster skal bevares, og at partiet derudover skal generobre poster på Fyn og i Jylland, hvor der i dag er nul konservative borgmestre.

”Alle borgmesterposter har værdi, uanset hvor de er, men det er helt klart, at vi skal have borgmesterposter vest for Storebælt den her gang, som i: Vi skal. Så det må I altså levere, venner, vil I ikke godt love det,” siger formanden og vender sig ud mod salen.

^{Søren Pape Poulsen bliver hyldet efter sin landsrådstale. Bag ham står alle partiets spidskandidater til det kommende kommunal- og regionsvalg, blandt andre Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (tv. for Pape) og borgmester i Helsingør Benedikte Kiær (th. for Pape).}

Mistede seks poster

I 2017 gik partiet voldsomt tilbage fra 14 til 8 borgmesterposter, selv om K faktisk gik en anelse frem i stemmetal. I den omgang røg posterne i Søren Papes hjemby Viborg, Vesthimmerland og Thisted, som ellers var blevet konservativ, da tidligere Venstre-borgmester Lene Kjelgaard Jensen skiftede parti midt i valgperioden.

Det handlede i høj grad om tilfældigheder og de konkrete relationer og udfald i de enkelte kommuner, lyder analysen, da Michael Ziegler fortæller uddybende om partiets kommunalvalg-strategi til Altinget.

”Vi er næsten altid afhængig af andre partiers mandater for at kunne vinde borgmesterposten, så man kan ikke sidde oppe fra toppen og sige: Det var det her, der gik galt,” siger han.

Var jeres borgmesterkandidater for dårlige til at dyrke relationer på forhånd og forhandle på valgnatten?

”Selvfølgelig handler det om at bygge relationer op, men der altså også nogle andre ting, der skal flaske sig med de andre partier,” siger Michael Ziegler.

Hvorfor har I ingen borgmestre i Jylland? Er det et tegn på, at I ikke er nået helt i mål med at være et folkeparti?

”Det har også med tradition at gøre, for i nyere historie har vi ikke haft så mange vestpå. Vi har haft rigtig mange borgmestre i hovedstadsområdet og har evnet at holde på dem. I Jylland har Venstre været meget stærke, og derfor har det ofte været dem, der har trukket det længste strå, når der har været konstitueringer, og man har været i nærheden af en borgmesterpost”.

Regner I så med at have en større chance nu, hvor Venstre står svagere landspolitisk?

”Vi kommer ud af det her valg – forventer og tror vi - med en noget større styrke kommunalt, og det giver os alt andet lige et bedre afsæt for forhandlingerne. Men det er ikke nok at være dygtig i valgkampen, du skal også være dygtig på valgnatten og have de rigtige alliancer,” siger Michael Ziegler.

Han anbefaler spidskandidaterne at have godt styr på, hvad der er vigtigt for de andre partier og kandidater, så de er klædt på til en forhandling, hvor de kan tilbyde reelle godbidder til gengæld for at pege på en konservativ borgmester.

Det ville ikke være særligt kønt, hvis nogle af os, der i dag sidder på konservative borgmesterposter, mister dem. Og slet ikke når partihistorien er så lang

Simon Aggesen (K)
Borgmester på Frederiksberg

I valgkampen bliver især ældrepolitikken en mærkesag for de konservative.

"Uanset hvilken kommune, vi kommer fra, har vi som konservative det til fælles, at vi vil have mere valgfrihed. Folk skal kunne træffe valg for sig selv, og det passer super godt på ældreområdet," siger Michael Ziegler.

"Her kan vi meget tydeligt markere, at der er en politisk skillelinje mellem en socialdemokratisk one size fits all-model eller om du selv skal kunne vælge, at du vil på et friplejehjem frem for et almindeligt plejehjem".

Vil nødig lukke og slukke

For de konservative kan særligt valget på Frederiksberg udvikle sig til en gyser.

Her har de konservative regeret siden 1909, men ved seneste valg var det efter fintælling kun 159 stemmer og et enkelt mandat, der adskilte de blå partiers flertal fra Radikale og resten af udfordrende i rød blok. Daværende k-borgmester Jørgen Glenthøjs personlige stemmetal havde taget et dyk.

Siden har Glenthøj overladt tøjlerne til nu 34-årige Simon Aggesen, som sidste år røg ind i en regulær møgsag, da det kom frem i Ekstra Bladet, at han og hans hustru havde tjent 11 millioner kroner på få år ved en opsigtsvækkende bolighandel.

Både Ombudsmanden og Erhvervsstyrelsen har lukket deres undersøgelser af sagen, hvor der tilsyneladende ikke er noget juridisk at komme efter.

Spørgsmålet er, om det bliver i år, Konservative må vinke farvel til styret i landets syvendestørste kommune.

Simon Aggesen bliver på scenen ved landsrådet spurgt, hvordan han har det i maven.

”Jeg har det fantastisk godt, for byen er velfungerende, og borgerne er glade. Men det er klart, at jeg vil nødig være ham, der lukker og slukker efter 112 års konservativt styre,” siger han.

Aggesen refererer til salens morskab sin forgænger Jørgen Glenthøj for at sige følgende, da han overlod ham borgmesterkæden: ”Simon, nu får du to et halvt år. Det er en fantastisk mulighed. Til gengæld er det dig, der lukker og slukker, hvis vi taber den”.

Det er helt klart, at vi skal have borgmesterposter vest for Storebælt den her gang, som i: Vi skal.

Søren Pape Poulsen (K)
Partiformand

”Sådan er det,” siger Simon Aggesen fra sin høje stol på scenen.

”Jeg ved, at jeg går ind til en stor opgave både for mig selv og det lokale parti, men også for vores parti nationalt, for det ville ikke være særligt kønt, hvis nogle af os, der i dag sidder på konservative borgmesterposter, mister dem. Og slet ikke når partihistorien er så lang. Men jeg tror på projektet,” forsikrer han.

Flere børnefamilier på Frederiksberg

Muligheden for at tabe Frederiksberg eksisterer altså i det konservative baghoved. Men udadtil tror man på sejren – og skulle det alligevel gå galt, er det ikke Aggesen og hans boligsags skyld, men andre faktorer, lyder analysen.

”Jeg tror sådan set, at Aggesen har gode muligheder for at bevare borgmesterposten, men når man ser, hvor tæt valgresultatet var sidst, er man nødt til at være ydmyg. Det skal helst blive bedre denne gang, ellers bliver det snært, ” siger Michael Ziegler.

Han er ”ikke i tvivl om”, at nedgangen for Konservative på Frederiksberg skyldes ændringer i befolkningssammensætningen. Der er kommet flere børnefamilier og relativt færre ældre.

”Der tror jeg i virkeligheden, at Aggesens yngre profil er en kæmpe styrke, fordi han i højere grad taler til de mange børnefamilier, der er kommet til,” siger Michael Ziegler.

Læs også analysen: Borgmesterens boligballade er ikke Konservatives største udfordring på Frederiksberg