Kenneth Thue: Halvgamle mænd i fede jobs holder liv i demokratiet

Af Kenneth Thue Nielsen
Ejer og analyseekspert, methods.dk

Skulle nogen have glemt det, så kommer ordet demokrati af de to græske ord démos og krátos, som betyder hhv. folk og styre. Demokrati er altså folkestyre. I praksis ville det være vanskeligt, hvis vi tog styreformen for pålydende og måtte samle folket for at træffe beslutninger.

Derfor har vi i Danmark et repræsentativt demokrati, hvor folket vælger et mindre antal politikere til at træffe beslutninger på deres vegne. Men i hvilken grad ligner politikerne egentligt alle os vælgere? Ikke særligt meget. Kommunal- og regionalpolitik er domineret af mænd med fede jobs, der typisk er lidt ældre end vælgerne. Vi ser på de seneste to kommunal- og regionsvalg.

Hvor stiller partierne op?
Det kræver en stærk partiorganisation, hvis et parti skal formå at stille op i samtlige kommuner. Tabel 1 viser, at det ved de seneste to kommunalvalg kun er lykkedes for Socialdemokratiet og Venstre at opstille kandidater i alle 98 kommuner.

Tabel 1: Partiernes opstillinger ved KV09 og KV13

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet (valg.oim.dk)

Hovedparten af de øvrige partier stiller op i næsten alle kommuner. Det gælder både for Konservative, SF og Dansk Folkeparti, der i 2009 og 2013 stillede op i mellem 95 og 98 kommuner. Hos både de Radikale og Enhedslisten kniber det lidt mere med at opstille kandidater i alle kommuner. Radikale var ved de seneste to kommunalvalg opstillet i henholdsvis 91 og 92 kommuner, mens Enhedslisten var opstillet i henholdsvis 65 og 85 kommuner.

Tabellen viser også en meget markant udvikling hos Liberal Alliance, som kom til verden i august 2008. Allerede ved kommunalvalget i november 2009 formåede partiet at stille op i 28 kommuner, og ved kommunalvalget i 2013 stillede partier op i alle kommuner undtagen to.

En ting er, hvor mange kommuner partierne stiller op i. Noget andet er, hvor mange kommuner partierne opnår valg i. Det viser tabellen også for kommunalvalgene i 2009 og 2013. Og på dette punkt er spredningen mellem partierne ganske stor.

Tabellen viser, at Socialdemokratiet og Venstre ved de seneste to kommunalvalg fik kandidater valgt ind i alle landets byråd. Også Dansk Folkeparti klarer sig rigtigt godt med indvalg i henholdsvis 90 og 95 byråd. Fra 2009 til 2013 har Enhedslisten taget et tigerspring fremad fra repræsentation i 9 byråd ved KV09 til at være repræsenterede i 76 byråd efter kommunalvalget i 2013.

Ved valget i 2009 opnåede SF valg i 97 kommuner og de Konservative i 98 kommuner. Men som tabellen også viser, betød valget i 2013, at SF nu blot var repræsenteret i 76 kommuner og de Konservative i 79 kommuner. Tabellen viser også, at de Radikale kun opnåede valg i 37 kommuner ved KV09 og i 45 kommuner ved KV13. 

Alt for få kvinder
Andelen af kvindelige vælgere ved kommunal- og regionsvalgene i 2009 var 50,9 procent. Altså var der lidt flere kvindelige end mandlige vælgere. Ved de samme to valg i 2013 var kvindeandelen faldet en smule til 50,8 procent af vælgerbefolkningen. Det viser folketallene fra Danmarks Statistik. Disse to tal sammenligner vi i tabellen nedenfor med andelen af kvinder, som blev valgt ved kommunal- og regionsvalgene i 2009 og 2013. Og lad os bare tage pointen med det samme: Det ser rigtigt skidt ud for det repræsentative demokrati i både kommuner og regioner.

Tabel 2: Kvindeandelen for valgte kandidater

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet (valg.oim.dk); Danmarks Statistik, Statistikbanken

Når vi sammenligner de to rækker i tabellen ser vi, at uanset om vi ser på kommunal- eller regionsvalg og uanset om vi ser på 2009 eller 2013, gør samme pointe sig gældende: Kvinder er markant underrepræsenterede i kommunal- og regionpolitik. Ved kommunalvalgene i 2009 og 2013 lå andelen af valgte kvinder på henholdsvis 31,8 procent og 29,7 procent. Det svarer til, at kvindernes andel er underrepræsenteret med omkring 20 procentpoint sammenlignet med vælgerbefolkningen. For regionsvalgene i 2009 og 2013 er andelen af valgte kvinder ligeledes markant underrepræsenteret dog kun med cirka 15 procentpoint i 2009 og cirka 11 procentpoint ved valget i 2013.

Lidt for gamle politikere
I tabellen nedenfor ser vi på gennemsnitsalderen blandt de valgte kandidater ved kommunal- og regionsvalgene i både 2009 og 2013. Tallene sammenlignes med gennemsnitsalderen for vælgerne ved valgene.

Tabel 3: Gennemsnitsalderen for valgte kandidater

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet (valg.oim.dk); Danmarks Statistik, Statistikbanken

Grundlæggende viser tabellen, at gennemsnitsalderen hos politikerne er højere end blandt de vælgere, de skal repræsentere. Ved kommunalvalgene i 2009 og 2013 var politikerne i gennemsnit 1,8 og 2 år ældre end vælgerbefolkningen. Og ved regionsvalgene i 2009 og 2013 var politikerne dels 6 og dels 4,1 år ældre end befolkningen. Så heller ikke på dette punkt ligner vores kommunal- og regionalpolitikere befolkningen. Især ikke i regionerne.

De valgte sidder på flæsket
I det følgende ser vi på de valgte kandidaters såkaldte socioøkonomiske status. Begrebet tager her afsæt i definitionerne fra Danmarks Statistik, som løbende opgør danskernes socioøkonomiske status fordelt på 28 forskellige kategorier. I tabel 4 ser vi på et mindre udvalg af de 28 kategorier blandt de politikere, som blev valgt ved kommunalvalget i 2013.

Tabel 4: Valgte kandidater ved KV13 efter socioøkonomisk status

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet (valg.oim.dk); Danmarks Statistik, Statistikbanken

Tabellen viser, at gruppen af valgte kommunalpolitikere i 2013 er meget langt fra at være repræsentative, når vi sammenligner med hele vælgerbefolkningen. I tabellen ovenfor ses det, at andelen af ’topledere’ er mere end ti gange så høj blandt kommunalpolitikerne som blandt danskerne. Tabellen viser også, at andelen af lønmodtagere på højeste niveau er mere end 2,5 gange højere blandt kommunalpolitikerne som blandt vælgerne. Desuden er gruppen af lønmodtagere på mellemniveau mere end dobbelt så højt blandt de valgte politikere som i befolkningen.

Blyantsrevolution
Vores kommunal- og regionspolitikere er ikke nogen repræsentativ flok. Der er alt for få kvinder. De valgte er lidt for gamle. Og generelt sidder kandidaterne solidt på flæsket i gode jobs med deres på det tørre. Men er det egentligt et problem? Valgdeltagelsen har det fornuftigt. Ved kommunalvalget i 2013 stemte 71,9 procent af vælgerne, mens 71,8 procent stemte ved regionsvalget. Og ved de fleste kommunal- og regionsvalg de seneste 20 år har stemmeprocenten ligget over 70 procent.

Når vi ser på hvem, som ikke stemmer, ser vi måske også konturerne af et problem. Generelt gælder det, at jo kortere uddannelse du har, desto mindre tilbøjelig er du til at stemme. Jo mindre du tjener, desto mindre tilbøjelig er du til at stemme. Desuden er valgdeltagelsen blandt de 19-29-årige meget langt under gennemsnittet for alle vælgere. Hvorfor mon? Måske fordi de nævnte grupper har svært ved at spejle sig i deres politikere.

Hvis vores repræsentative demokrati skal fortsætte med at nyde opbakning, må det være en god ide at sikre en langt højere grad af repræsentativitet i både valgte og opstillede kandidater. De politiske partiers ansvar ligger i at opstille kandidater, så alle vælgere har en kandidat, de kan spejle sig i.

Vælgernes ansvar ligger i at bruge blyanten og stemme. I mange kommuner kræver det blot 150-200 personlige stemmer at få den sidste plads i byrådet. Det betyder, at vejen til direkte indflydelse på byrådets sammensætning ikke er lang. Hvis en gruppe af vælgere ønsker, at en bestemt kandidat skal i byrådet, er det bestemt inden for rækkevidde.