Knud Aarup: Det er gift for tilliden, at topembedsmænd går fri i møgsager

Af Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialstyrelsen

Vi må opfinde en ny form for ansvarsplacering i ministerierne, som ligger mellem ministrenes politiske ansvar og reglerne om et juridisk eller tjenstligt ansvar.

Det er ikke holdbart, at kammeradvokaten eller dommerundersøgelser gang på gang konstaterer, at der ikke kan placeres et ansvar hos ledende embedsmænd som departementschefer og afdelingschefer.

Det undergraver den almindelige befolknings tillid til den centrale offentlige forvaltning. Alternativet er flere politisk udpegede topembedsmænd, som man har i andre lande, for de kan i det mindste holdes politisk ansvarlige.

Det er dybt problematisk og potentielt undergravende for befolkningens tillid til embedsapparatet og måske graden af gensidig tillid i Danmark.

Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialstyrelsen

Alt det vi ikke har lært af Britta-sagen
I sidste uge skrev Lisbeth Knudsen en klumme, som viste, at ministerierne ikke havde lært noget af de grundlæggende systemfejl i forhold til bogføring og økonomistyring, som ligger bag, at Britta Nielsen kunne svindle i så mange år.

Klummen fik mig til at tænke på det seneste åbne samråd om Britta Nielsen-sagen, som Enhedslisten havde indkaldt social- og indenrigsministeren til 27. august.

Ingen har holdt topembedsmænd i staten ansvarlig i de forskellige forvaltningsmæssige møgsager, som vi har været vidne til igennem de sidste 15-20 år.

Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialstyrelsen

Samrådet handlede om, hvordan en person kan svindle sig til 120 millioner kroner over 25 år, uden at nogen af hendes chefer kan gøres ansvarlig til trods for, at de af Rigsrevisionen flere gange gennem årene var gjort opmærksom på alvorlige fejl i administration af tilskudssystemet.

Ministeren redegjorde for de tre kriterier, som skal være opfyldt, for at en embedsmand kan gøres ansvarlig.

De må ikke begå pligtforsømmelse ved for eksempelvis at se bort fra gældende regler. Det skal være en bevidst handling, det vil sige, de skal have til hensigt ikke at holde loven, og så skal forseelsen være alvorlig.

Sagt lidt anderledes: Hvis de bare uden at undersøge tingene ordentligt og går ud fra, at deres forgængere har opført sig ordentligt, kan de ikke klandres.

Det affødte naturligvis en debat mellem Pernille Skipper og Astrid Krag om det at kunne holde ”nogen” ansvarlig. Astrid Krag var tydeligvis frustreret over, at der simpelthen ikke i den konkrete svindelsag var et tilstrækkeligt stærkt juridisk grundlag for at rejse en sag mod ansvarlige embedsmænd.

Til den forklaring replicerede Skipper, at man da måtte vide, hvem der var ansat hvor og hvornår, og at de, der var ansat på det tidspunkt, hvor Rigsrevisor gjorde ekstraordinært opmærksom på de særlige kontrolmangler, da måtte have et ansvar. Det afviste ministeren ved endnu engang at citere fra sit talepapir. Så langt om Britta Nielsen-sagen.

Vi må ikke sætte tilliden på spil
Situationen er ikke holdbar. Forudsætningerne for, at man kan holde topembedsmænd ansvarlige, er alt for omfattende.

I praksis har det betydet, at ingen har holdt topembedsmænd i staten ansvarlig i de forskellige forvaltningsmæssige møgsager, som vi har været vidne til igennem de sidste 15-20 år.

Det er kun, når de åbenlyst har ”taget af kassen” eller ”begået åbenlyst magtmisbrug”, at den juridiske hammer falder tungt, som det skete for nylig med en hærchef. De forvaltningsmæssige møgsager har ikke ført til en placering af ansvar ud over hos ministrene. Det er det mønster, vi har kunnet se i de seneste års forskellige sager som for eksempel sagerne i SKAT eller Justitsministeriet.

Det er dybt problematisk og potentielt undergravende for befolkningens tillid til embedsapparatet og måske graden af gensidig tillid i Danmark.

Fagforeningen DJØF organiserer store dele af embedsmændene, og DJØF har gennem årene gjort alt, hvad den kan for at fastholde den særlige ansvarsfrihed, som topchefer i ministerierne helt åbenlyst nyder.

For DJØF er det i et ministerium alene ministeren, som er ansvarlig. Og omfanget og rækkevidden af det ansvar er fastlagt i og med ministeransvarlighedsloven. Alle ansatte embedsmænd er derfor på forhånd ansvarsfri, med mindre de tidligere nævnte tre kriterier er opfyldt.

Det er endda således, at et par topchefer er sluppet af sted med at rådgive en minister til at stikke Folketinget en ”nødløgn”.

Manglende eller fejlagtig orientering af Folketinget er en af de alvorligste ”forseelser”, en minister kan begå. Derfor er mangel på tillid til en minister fra Folketingets side også den hyppigste årsag til, at en minister har måttet gå af i utide.

Da Folketinget opdagede ”nødløgnen”, måtte ministeren gå af, mens embedsmændene via en dommerundersøgelse blev erklæret mere eller mindre ansvarsfri.

De fik dog ikke lov til at blive siddende, men fik andre topjobs. Den ene skulle lige forbi elefantkirkegården i Finansministeriet, men er i dag koncerndirektør i ATP. Den anden blev hængende lidt længere, men blev så sparket op til posten som politidirektør i Nordsjælland.

Den slags historier er gift for befolkningens tillid til embedsapparatet.

DJØF holder fast ved ansvarsfriheden
Den sag og en række andre fik i 2014 DJØF til at betale for en kommission, som skulle undersøge, om der var noget galt med embedsapparatet.

Det blev til det såkaldte Bo Smith-udvalg, som skulle belyse de vilkår, samspillet mellem embedsmænd og den politiske ledelse i stat, regioner og kommuner fungerer under og i den kontekst, hvordan embedsværket bedst muligt kan understøtte den politiske ledelse, som det hedder i kommissoriet.

Resultatet blev offentliggjort i en omfattende rapport i 2015 på 378 sider: Embedsmanden i det moderne folkestyre. Det er i sig selv interessant, at en fagforening går ind og finansierer et centralt forvaltningspolitisk emne, men det lader jeg ligge her.

Rapporten kommer med en række velunderbyggede konstateringer. Eksempelvis en opgørelse, som viser, at der ikke har været flere møgsager i perioden fra 2000 og frem, end der var i perioden fra 1980 til årtusindskiftet.