Knud Brix læser digt: Formanden luner selvhadet
POLITISKE DIGTE: TV 2 News journalist Knud Brix debuterede i ugen som digter. Altinget bringer her det andet af to digte fra samlingen Natfolden.
Toke Gade Crone Kristiansen
Journalist
Jeg gentager
at han ikke svarer på spørgsmålet
han siger
at formanden luner selvhadet i mikroen hver morgen
jeg prøver
med samme spørgsmål igen
han spørger
om jeg aldrig har studset over vores halers fravær
trods benstumpen bag huden
jeg spørger
om boligsikringen skal modregnes
det kommer an på om aberne overtager elektriciteten
siger han og blinker
jeg skifter taktik
hører ham om folk ikke har krav på et svar inden valget
jo siger han
når den tid kommer og han drømmer kun om at tvære mel
ud i hendes uskyldige ansigt
jeg minder ham om
at han selv kritiserede regeringen for at stikke hovedet i busken
han svarer
at det var mens han var i opposition og min erindring er pletmalet
hvorfor vil han ikke være mere konkret
spørger jeg
han hvæser
at anklageren slog fast at dødsårsagen var fugeskum
som hun fik presset ned i halsen
Ovenstående digt stammer fra Natfolden af Knud Brix. Viderebragt med forfatterens tilladelse.