Kofod: Himmelråbende dum liberalisme har muliggjort Paradise Papers

Af Jeppe Kofod (S)
Ordfører for EU-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg

Hvad har Donald Trumps handelsminister, Vladimir Putins svigersøn og U2’s forsanger Bono, tilfælles?

Jo, de figurerer alle i den nyeste internationale skatteskandale, Paradise Papers.

De har tjent millioner uden at betale skat af fortjenesten, fordi de har hyret et smart skattely-advokatfirma til at kanalisere deres formuer gennem en labyrint af skuffeselskaber og videre til skattely.

EU-Parlamentet bør kulegrave sagen
Jeg har brugt det sidste halvandet år på at grave mig igennem utallige dokumenter fra den sidste store internationale skatteskandale, Panama Papers. En skandale, der trak tråde til ikke mindre end 12 stats- og regeringschefer, og som endte med at koste den islandske statsminister sit embede.

Om cirka en måned skal EU-Parlamentet så stemme om de mange forslag, som jeg og Det Særlige Skattesnydsudvalg har fremsat på baggrund af dette arbejde. Her vil jeg blandt andet søge EU-Parlamentets opbakning til at kræve hårde og automatiske sanktioner mod skattely og en markant oprustning af skattemyndighederne i Europa i form af en slags Skatte-Europol, der kan styrke og koordinere vores indsats mod internationalt skattefusk.

Den sørgelige sandhed er, at Europas lande ikke har samarbejdet i tilstrækkelig grad for at opdage, efterforske og straffe internationalt skattefusk. Tværtimod har en lille gruppe lande faktisk modarbejdet samarbejdet.

Jeppe Kofod (S)
Ordfører for EU-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg

Min erfaring er, at når vi sætter fokus på sagen i Europa-Parlamentet, så presser det både EU-Kommissionen og de nationale regeringer til at opruste i kampen mod international skatteunddragelse.

Derfor mener jeg, at Europa-Parlamentet hurtigst muligt bør nedsætte et særudvalg til at kulegrave Paradise Papers-sagen.

Politikere må stå til ansvar
Den store fordel ved et særudvalg i EU-Parlamentet er, at udvalgets arbejde og konklusioner vil være offentlige. Når vi laver høringer og indkalder virksomheder, myndighedspersoner, politikere og eksperter til at afgive forklaring, så sker det for åbne døre, live-streamet på nettet og tolket på alle officielle EU-sprog.

Det styrker vores demokrati, når borgerne kan være med på første parket. Men ikke nok med dét, så styrker det også vores effektivitet og vores handlekraft i kampen mod international skatteunddragelse.

Det gør det af den simple årsag, at det lægger et massivt pres på politikere og myndigheder for at handle. For at få lukket smuthuller i lovgivningen, for at få stoppet lidt for smarte og lidt for lukrative særordninger og for at samarbejde med andre lande.

Mindre marked, bedre kontrol
Adgangen til EU’s indre marked er en forudsætning for, at disse formuer overhovedet findes. Uanset om pengene er tjent i Europa, investeret i Europa eller flyttet gennem Europa, så er det indre marked en krumtap i snart sagt alle de her internationale skattefiduser.

Derfor er det også så himmelråbende dumt, når borgerlige politikere siger, at EU kun skal være et frit marked, og at vi ikke skal lave regler for, hvordan for eksempel multinationale virksomheder, banker og advokatfirmaer opererer.

Det er præcis den liberale tilgang, der har muliggjort de sidste mange års talrige skatteskandaler. Og det er det dybt skadelige mismatch af 28 forskellige nationale skattesystemer, koblet med utallige bilaterale skatteaftaler med tredjelande uden for EU og kapitalens fri bevægelighed, der gør det muligt at flytte både million- og milliardformuer på tværs af landegrænser og i skattely.

Modarbejdelse af samarbejde
Den sørgelige sandhed er, at Europas lande ikke har samarbejdet i tilstrækkelig grad for at opdage, efterforske og straffe internationalt skattefusk. Tværtimod har en lille gruppe lande faktisk modarbejdet samarbejdet. Det har de gjort ved at forhale, udvande og i visse tilfælde direkte stoppe nødvendige nye tiltag mod for eksempel aggressiv skatteplanlægning.

Det har de kunnet gøre, fordi skatteområdet har været henlagt i mørke i alt for mange år. I Ministerrådet, hvor EU-medlemslandenes regeringer sidder, har man lagt det meste af det lovforberedende arbejde ned i en embedsmandsgruppe om skat.

Embedsmandsgruppen arbejder ud fra to grundlæggende principper: enstemmighed og fortrolighed. Der offentliggøres ikke referater fra møderne, og der kan kun træffes beslutning, hvis samtlige 28 landes regeringsrepræsentanter er enige. Det er ikke en arbejdsgruppe. Det er en syltekrukke. Og det kan Europas befolkning ikke være tjent med.

Derfor vil jeg have en tilbundsgående og offentlig undersøgelse af Paradise Papers. Derfor vil jeg have sagen taget op i EU-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg.