Konservatives nedtur skyldes persondyrkelse og dårligt håndværk

Reelt begyndte Det Konservative Folkepartis udfordringer lang tid før problemerne viste sig i meningsmålingerne. De begyndte allerede, da målingerne begyndte at stige efter regeringsdeltagelsen i 2016 og især efter fordoblingen ved valget i 2019.  

Efter 2019 blev det tydeligt, at der var en tæt sammenhæng mellem Papes personlige popularitet og partiets opadgående målinger. Den sammenhæng gjorde, at Det Konservative Folkeparti tilrettelagde en strategi, som havde Pape som omdrejningspunkt. Alle reklamer og al kommunikation var med ham i centrum. 

Så længe Papes målinger holdt, og især Venstre blev ved med at hænge i målingerne, var strategien en succes. Man voksede og voksede, og da Pape i august i år meldte sit statsministerkandidatur, trak man klart fra Venstre. Dér var Det Konservative Folkeparti, for første gang siden Schlüter, igen “det store dyr på savannen”.  

Problemet var bare, at det var et dyr med sårbare ben – for at blive i billedet. Gik luften ud af Papes personlige popularitet, var der en overhængende risiko for, at luften også ville gå ud af partiets målinger. Som man tidligere havde set det med både SF (da Søvndals popularitet forsvandt), og med Venstre (da Løkkes personlige troværdighed kuldsejlede under 3Gi-sagen, og Venstre dykkede fra godt 30 procentpoint i målingerne til cirka det halve). 

På trods af denne betydelige risiko og sårbarhed forblev K’s fokus på Pape, og hvad langt værre er: Man forberedte sig ikke grundigt på den gennemlysning, som man kunne forvente ville komme, når Pape meldte sig som statsministerkandidat.  

Set udefra, så virker det som om, at man i kredsen omkring Pape følte sig næsten usårlig på grund af de høje og stigende målinger. Alt kørte. Ingenting kunne gå galt. Dengang. 

Det, der står tilbage efter den konservative valgkamp, er, at man satsede på, at den formular, der havde givet stort set uafbrudt opadgående målinger siden 2019, ville forsætte med at virke selvom sammenhængen var ændret. Det gjorde den ikke.

Benny Damsgaard

Alle, der følger amerikansk præsidentpolitik, har hørt om det. At man afsætter ressourcer til at kigge ens modstander igennem for snavs og snask, så man har noget til slutningen af valgkampen. Og ikke mindst at man gør det samme på sig selv. Er der noget, man selv kan få hældt i hovedet omkring kandidatens privatliv, som man skal forberede sig på? Det samme sker herhjemme.  

Umiddelbart virker det som om, at de i den konservative ledelse havde glemt den sidste del, da de forberedte sig på lanceringen af Pape som statsminister. Eller i hvert fald ikke gravede dybt nok.  

Da sagerne begyndte at komme, var det tydeligt, at man ikke var forberedt på dem. Sagerne fik lov til at dominere langt mere end nødvendigt, og de sled lynhurtigt Det Konservative Folkepartis største aktiv – Papes personlige popularitet og troværdighed – ned til sokkeholderne.  

Resultatet var en altødelæggende nedadgående spiral, som endte i et historisk tab på 10 procentpoint fra august til 1. november og et dårligere valgresultat end i 2019. 

Kigger man på substansen i de sager, som Ekstra Bladet bragte frem om primært Papes eksmand, så burde de ikke have være nok til at knække et statsministerkandidatur. Uklarhed om de familiemæssige relationer mellem eksmanden og den tidligere præsident i Den Dominikanske Republik er i den kuriøse afdeling, og det samme gælder grundlæggende spørgsmålet om eksmandens religion.  

Var de to sager blevet håndteret offensivt med fyldestgørende svar, kunne omtalen være blevet isoleret til formiddagspressen. I stedet fik de lov til at vokse og sprede sig, fordi man reagerede fornærmet og irrationelt.