Krigen får konsekvenser for EU og Nato, der rækker langt videre end krigen selv

Det er sagt og skrevet talrige gange, at den russiske præsident Putin og inderkredsen i Kreml forud for overfaldet på Ukraine tog grueligt fejl på tre centrale områder:

Man overvurderede Ruslands egen militære kapacitet, og man undervurderede såvel ukrainernes modstandsevne som vestmagternes sammenhold og handlekraft under ledelse af USA.

Men der bør føjes endnu et element til listen, som har vist sig afgørende for forløbet siden 24. februar 2022: Man undervurderede frygten for Rusland i nabolandene.

I Øst- og Centraleuropa er der en udbredt bevidsthed om de ulykker, som russernes dominans gennem århundreder har påført de pågældende lande, hvoraf indlemmelse i Sovjetunionen eller militær besættelse i kølvandet på Anden Verdenskrig blot var det seneste eksempel.

Der er i disse lande en stærk vilje til én gang for alle at bryde denne historiske proces med Ukraine som slagmark og et militært nederlag til Rusland som det eneste tilfredsstillende resultat.

At frygten for russerne er reel, også i dag, hvor adskillige af nabolandene er medlemmer af Nato og EU, blev dokumenteret af Moskva-regimets egne erklæringer kort før krigsudbruddet.

I december 2021 fremlagde Rusland to udspil til traktater med Nato og USA, begge med vidtgående krav til ændringer af den europæiske sikkerhedsstruktur.

Det ene udspil, som tiltrak sig størst opmærksomhed, afkrævede Nato en garanti for, at alliancen ikke foretager yderligere udvidelser med Ukraine eller andre lande.

Det andet traktatudspil forlangte tilbagetrækning af vestlig militær infrastruktur fra Øst- og Centraleuropa og indstilling af militære aktiviteter i det hele taget. Dette krav vakte ikke stor international opmærksomhed, men man kan være forvisset om, at det blev bemærket i de pågældende lande – og ikke for det gode.

En virkeliggørelse af kravet havde gjort landenes medlemskaber af Nato og EU meningsløse og givet Rusland vetoret over deres udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlefrihed. Samlet set blev der tegnet et billede af en europæisk sikkerhedsstruktur som under den kolde krig med russisk dominans af dets nabolande.

Det tjener Nato til ære, at udspillene uden videre blev afvist. Men det giver mening at vende tilbage til dem, fordi de viser, at den igangværende krig handler om mere end Ukraine. Hensigten fra russisk side er en genskabelse af det imperium, der gik tabt ved opløsningen af Sovjetunionen og afslutningen af den kolde krig.

Eu og Nato må indstille sig på, at omstillingen til at være på krigsfod bliver en permanent tilstand i en overskuelig fremtid

Michael Ehrenreich
Fhv. direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Udover at Rusland lagde op til igen at underlægge sig nabolandene, ville en genskabelse af imperiet bane vejen for et ubærligt russisk pres på resten af Europa. Derfor er der heller ikke for os andre noget alternativ til et militært nederlag til Rusland som eneste tilfredsstillende resultat.

Men selv et nederlag og en russisk tilbagetrækning fra Ukraine vil ikke løse de massive europæiske sikkerhedsproblemer, som Putin og konsorter har skabt. Så længe det nuværende regime er ved magten, er der risiko for, at man igen vil forsøge at ændre landegrænser med militære midler.

Derfor skal vi indstille os på to ting: For det første, at krigen formentlig bliver langvarig, og for det andet, at den får vidtrækkende konsekvenser, der rækker langt videre end krigen i sig selv.

Det vil kræve store forandringer i EU og Nato. I begge organisationer må medlemslandene hver for sig og i et samarbejde indstille sig på, at den igangværende omstilling til at være på krigsfod bliver en permanent tilstand i en overskuelig fremtid.