Kristendemokraterne red på en modbølge af 68’ernes frigørelse: 50 år senere indhentes partiet stadig af fortiden

Fundamentet under de ellers fasttømrede normer om familieliv og seksualmoral havde allerede skælvet i en årrække, da Kristendemokraterne – dengang Kristeligt Folkeparti – på en forårsdag i 1970 indledte sin politiske bevægelse.

Kristendemokraternes mission var netop at beskytte de gængse forestillinger om familieværdier og seksualmoral, som i begyndelsen af 1970’erne for alvor var begyndt at krakelere. Et resultat af ungdomsoprørets krav om seksuel frigørelse.

To mærkesager var i de tidlige år i særdeleshed definerende for Kristendemokraternes bevægelse, nemlig modstanden mod pornoens frigivelse i 1969 og modstanden mod fri abort.

Modbølge i tiden
Budskabet om at stå vagt om de traditionelle værdier vandt genklang hos store dele af befolkningen.

Det lykkedes bevægelsen at ride på en modbølge i tiden, og med syv mandater strøg partiet for første gang i Folketinget. Det skete ved Jordskredsvalget i 1973 – blot få måneder efter at den frie abort var blevet en realitet.

På det tidspunkt var det ikke notorisk kontroversielt at vægre sig mod frigivelsen af pornoen eller åbent erklære sig abortmodstander, fortæller Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”Jeg vil forsøge at koble moderne problemstillinger med en gammel og glemt ideologi."

Isabella Arendt
Formand, Kristendemokraterne

Eksempelvis herskede der også blandt Venstres og Konservatives vælgere udpræget skepsis over for, at billedpornoen blev frigivet under en borgerlig regering.

”Mange borgerlige vælgere var modstandere af at frigive billedpornoen og lovliggøre abort. For dem var normaltilstanden jo, at porno og abort var forbudt,” siger han.

Men alligevel har den kategoriske abortmodstand, som partiet tidligere stod for, voldt Kristendemokraterne en del besvær. Også selvom det er 13 år siden, partiet sidst gik til valg på et direkte forbud mod abort.