Kommentator: Jeg troede, regeringen ville holde sammen. Men et valg i utide er pludselig det mest sandsynlige

Spørgsmålet er ganske simpelt, om de to partiledere, Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V), vil udsætte deres mange borgmestre og øvrige byrådsmedlemmer for den straffeaktion for den "mærkelige" SVM-regeringsdannelse, som er på trapperne til førstkommende valg.

Det er kommunalvalget om godt et år, medmindre Mette Frederiksen trak den tilladelige nødløgn, da hun ved åbningsdebattens afslutning natten til fredag talte om folketingsvalget, der kommer om to år.

Socialdemokraterne fik en forsmag ved valget til Europa-Parlamentet i juni, hvorefter statsministeren da også har givet både sig selv og sine egne friløb til flere solomeldinger.

Vigtigst af alt: Opsigelsen af den såkaldte velfærdsaftale og dermed et løfte til socialdemokratiske kernevælgere om en lavere pensionsalder end den, der ellers har været udsigt til.

Samtidig har Venstres top udtrykt "blå" drømme og talt om, at de er i opposition i regeringen. Vi, der var tæt på de sidste regeringer med Poul Schlüter (K) i spidsen, erindrer, hvad det betyder for et regeringssamarbejde, når Venstre er i opposition i regeringen.

Messerschmidts  angreb på de borgerlige partier afslører en dysfunktionel blå blok, som ikke har andet til fælles end drømmen om at være anderledes, end den er.

John Wagner
Politisk kommentator

Valgspøgelset blafrede da også lidt i torsdagens åbningsdebat, da Venstres nye politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, lidt spøjst fik spurgt statsministeren, om han med rette kunne sige, at der er lang tid til næste valg.

Lidt for længe kiggede Mette Frederiksen ned i sine papirer, hvorefter hun med et skælmsk, let irriteret smil kiggede forundret på spørgeren. Meget sigende: Den slags spørger man ikke statsministeren om.

Men hun vil få spørgsmålet gang på gang, indtil hun – formentlig som en tyv om natten – slår til, hvad der formentlig kræver to ting: Fortsat udsigt til et "rødt" flertal og så en sag som pensionssagen, der kan begrænse Socialdemokratiets mandattab og måske samtidig skabe yderligere splittelse i den borgerlige lejr.

Og netop her er der lys i mørket for statsministeren.

Åbningsdebatten torsdag afslørede ikke bare uenigheden mellem på den ene side Venstre og Moderaterne som nuværende regeringspartier i en socialdemokratisk ledet regering, hvor mærkeligt det end er, og på den anden side de øvrige borgerlige partier – ikke mindst Danmarksdemokraterne og i særklasse Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidts (DF) gentagne angreb på de øvrige borgerlige partier – "appeller" kalder han det – dokumenterer en dysfunktionel blå blok, som vel dybest set ikke har andet til fælles end drømmen om at være anderledes, end den er.

Og Inger Støjberg (DD) kan simpelt hen heller ikke skjule sin foragt for Lars Løkke Rasmussen (M).

Den såkaldte "blå blok" er således i virkelighedens verden decimeret til Venstre (hvis de kommer "hjem") Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

At forestille sig en borgerlig regering svarer efterhånden til sandsynligheden for fred i Mellemøsten.

John Wagner
Politisk kommentator

At forestille sig en borgerlig regering med Troels Lund Poulsen (V) eller Alex Vanopslagh (LA) eller Mona Juul (K) som statsminister med Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og måske et endnu mere yderligtgående Borgernes Parti som parlamentarisk grundlag svarer efterhånden til sandsynligheden for fred i Mellemøsten. Også ifølge diverse meningsmålinger.

Skulle Mette Frederiksen ikke få et ægte rødt flertal ved det kommende valg, kan hun formentlig regne med støtte fra De Radikale og/eller Moderaterne. Messerschmidt og Støjberg gør i hvert fald alt for, at lyseblåpartier må flygte langt væk fra, hvad der ligger til højre for V, K og LA.

Således kan Mette Frederiksen med ro i sindet slå til, når det passer hende og Socialdemokratiet det bedst, måske allerede til foråret – ihukommende næste efterårs kommunalvalg.