Kulturkonsulent: Regeringen bør kigge mod Frankrig, hvor kulturpasset er for alle unge

Men knap to år efter, at kulturpasset blev præsenteret som en del af regeringsgrundlaget for SVM-samarbejdet, og kort tid før kulturpasset skal se dagens lys i 2025, er det stadig uvist, hvad kulturministerens plan med nyskabelsen er, og hvordan det præcist skal udformes, skriver Altinget 13. oktober.

Inspiration fra udlandet

Kan jeg foreslå, at man med fordel kan kigge til udlandet, hvor flere af vores nabolande allerede har iværksat tilsvarende Kulturpas-ordninger?

Der har også i Danmark været tale om, at man vil udvikle en app, som man har gjort det i de andre lande. I så fald vil vi mene, at det var oplagt, at man åbnede appen til alle unge.

Frederik Fabricius
Kulturkonsulent

I det internationale samarbejde The European Audience Data Alliance, som vi var med til at stifte, har vi længe drøftet de eksisterende kulturpas-løsninger fra for eksempel Italien, Frankrig og Holland.

Men til forskel fra den danske model, der er rettet mod en mindre, kulturfattig målgruppe, er de udenlandske kulturpas tilgængelige for alle unge.

I 2021 introducerede franskmændene deres Pass Culture, hvor alle skolebørn mellem 15 og 18 år via en app fik en konto med 225 danske kroner til kulturoplevelser.

Tre år senere er resultaterne, at 70 procent af de 18-årige har brugt passet, 17.000 kulturinstitutioner er tilmeldt ordningen, 2,3 millioner børn mellem 15 og 18 år er registreret, og appen er nu en af de mest populære på både Apple og Android. Læs rapporten her.

Kulturens Spotify

Om kulturpasset i Danmark kun skal være tilgængeligt for de kulturfattige, som det er tiltænkt, eller for alle unge, som i de andre lande, er naturligvis en politisk beslutning.

Men en overset og vigtig 'sideeffekt' af det franske forsøg, som burde tages med, er, at Pass Culture er blevet hele kultursektorens plakatsøjle og samlingspunkt for kulturorganisationernes markedsføring over for de unge samt stedet, hvor de unge nu går på kulturopdagelse.

Pass Culture er således blevet en slags "Spotify for kulturen", der tilfredsstiller Generation Z og Alphas eklektiske og nysgerrige kulturforbrugsmønstre.

Sidst men ikke mindst har Pass Culture-programmet også fungeret som katalysator og omdrejningspunkt for et helt økosystem af beslægtede kulturydelser, såsom videospil, bøger, leje af instrumenter, kulturkurser, værkstedsbesøg, møder med kunstnere og andre unge med mere.

Med de franske erfaringer in mente kan man stille sig det spørgsmål: Hvor får man mest "bang-for-the-buck", som man siger i udlandet?

Forenklet er der cirka 280.000 unge i Danmark mellem 15 og 18 år. Med de selvsamme 140 millioner kroner, som regeringen har afsat til Kulturpasset, ville det svare til et kulturbidrag på 500 kroner per person – det dobbelte af det franske beløb – for samtlige unge!

Der har også i Danmark været tale om, at man vil udvikle en app, som man har gjort det i de andre lande. I så fald vil vi mene, at det var oplagt, at man åbnede appen til alle unge. Det er fordelen ved teknologi, at den kan skaleres uden meromkostning.

Franske erfaringer

Der synes at være tre klare konklusioner fra de franske erfaringer, som vi kan tage til os.

For det første: Tænk hele kulturforbruget ind i et kulturpas-koncept: billetter, arrangementer, online mødesteder, køb af spil, bøger, instrumenter og lignende.

Vi skal have en langt bedre og bredere forståelse for teknologiens katalyserende effekt og potentiale i hele kulturforbrugerrejsen.

Frederik Fabricius
Kulturkonsulent

For det andet: Når kulturen har en bred appel blandt de unge, tiltrækker man også de kulturfattige, som gerne vil være en del af fællesskabet.

For det tredje: Vi skal have en langt bedre og bredere forståelse for teknologiens katalyserende effekt og potentiale i hele kulturforbrugerrejsen.

Den største udfordring? Det er ikke teknologien, finansieringen eller effektmåling.

Erfaringerne fra de forskellige nationale projekter, som vi har set på tværs af EU-landene, og som vi arbejder med i The European Audience Data Alliance, viser, at udfordringen ligger i, hvor man placerer det fælles ejerskab og ansvar.

Danmark er arnestedet for andelstanken, og derfor skulle man tro, at det var nemt at skabe en fælles platform i et land med seks millioner borgere.