LA bakker op om S-forslag om klimakrav til landbrugsstøtten: “Det er gode takter”
Socialdemokratiet vil omlægge EU’s landbrugsstøtte, så den opfordrer til grønne initiativer. Liberal Alliance vil med på vognen. For dem, er det dog kun et stop på vejen mod helt at afskaffe støtten.
Frida Flinch
JournalistEU’s pengepung skal kun stå åben for de landmænd, der bidrager til den grønne omstilling.
Det mener Socialdemokratiet, der op til europaparlamentsvalget har offentliggjort et landbrugsudspil.
Og det forslag bliver nu mødt med opbakning fra den modsatte side af den politiske fløj.
"Jeg synes, at der er gode takter i det, som de er kommet med," siger Henrik Dahl, der er Liberal Alliances spidskandidat til europaparlamentsvalget.
Lige nu bliver EU’s landbrugsstøtte fordelt på to forskellige måder blandt de europæiske landmænd.
Størstedelen af støtten bliver fordelt ud fra landmændenes hektarstørrelse. Dem med det største areal, får den største pose penge.
Men det er også muligt som landmand at blive belønnet for grønne initiativer, som for eksempel at udlede mindre CO2 eller bruge færre pesticider.
Socialdemokratiets spidskandidat mener, at landbrugsstøtten baseret på hektarstørrelse skal fjernes, så støtten udelukkende skal gives til landmænd, der gør noget grønt.