Margrete Auken genopstiller til Europa-Parlamentet
Michael Hjøllund
JournalistBeslutningen blev taget på baggrund af politisk ordfører Jesper Petersens exit tirsdag aften, og altså før det kom Margrete Auken for øre, at hendes partifælle i EU, Emilie Turunen, også havde valgt at forlade partiet.
"Efter Jesper Petersens udmeldning i går tænkte jeg, at nu var der brug for at få de gode historier ud. Der er jo mange af os, der har det aldeles udmærket både med vores arbejde i regeringen og for mit vedkommende med mit arbejde i Parlamentet," siger hun.
Ønsket om at fortsætte i Parlamentet er noget, Margrete Auken efter eget udsagn har gået og brygget på længe. At udmeldmingen falder i dag, skal ses som et skulderklap til SF.
"Vi er altså stadig en hel del, som kan se projektet for os, og som også kan se, hvor vi kan arbejde bedst muligt for det, siger hun.
Jeg tager især Margretes udmelding som et stort skulderklap til Annette Vilhelmsen, men selvfølgelig også til os andre i partiets ledelse.
Peter Westermann (SF)
Næstformand
Personligt er den erfarne europaparlamentariker ked af Emilie Turunens farvel til SF, men hun understreger, at arbejdet i Europa-Parlamentet fortsætter uden at blive synderlig påvirket.
Næstformand: Et skulderklap til Annette
Hjemme i Danmark glæder SF's næstformand Peter Westermann sig over Margrete Aukens tilkendegivelse, som han især tolker som en varm hilsen hjem til SF's partiledelse.
"Jeg tager især Margretes udmelding som et stort skulderklap til Annette Vilhelmsen, men selvfølgelig også til os andre i partiets ledelse," siger han og fortsætter:
"På en dag, hvor der er nogle, der gør det klart, at de ikke er så motiverede for SF, er det dejligt at se andre holde fanen højt."
Kampen for et grønnere Parlament fortsætter
Sigtelinjerne for ny periode i Europa-Parlamentet vil ifølge Margrete Auken være en fortsættelse af arbejdet for en grøn omstilling og en stadig kamp for bedre kontrol af banksektoren.
"Jeg er stadig meget optaget af at være med blandt de venstre-grønne europæiske partier om at få sat en ny dagsorden mod den frygteligt reaktionære dominans hos det borgerlige flertal i Europa. Den kamp er jeg endnu ikke blevet for gammel til at kæmpe videre," siger hun.
Før Margrete Auken kan blive endelig valgt som kandidat for SF, skal hendes kandidatur først godkendes af partiets bagland. En proces, Peter Westerman først forventer påbegyndt i slutningen af året.