Mikkel Bjørn: Behandlingen af indfødsretssager er Danmarks inderste og sidste forsvarslinje

I Altinget 27. februar interviewes en række europæiske professorer i et forsøg på at mistænkeliggøre den nuværende praksis for tildeling af statsborgerskaber i Danmark. Vores praksis for håndtering af indfødsretssager fremstilles som uhensigtsmæssig og rigid. Kritikken udelader dog helt centrale oplysninger, ligesom der er gode grunde til at opretholde den nuværende praksis.

I Danmark er det stadfæstet i grundlovens paragraf 44, at ingen udlænding kan gives statsborgerskab, uden at det foregår ved lov. Det er med andre ord politikerne som folkets repræsentanter, der skal varetage og behandle invitationen af udlændinge ind i vores folkelige fællesskab. Det er politikernes ansvar at beskytte Danmarks interesser og sikre, at personer, der tildeles statsborgerskab, er en positiv investering for det danske samfund.

Jeg vil til min død forsvare vores nuværende praksis

Mikkel Bjørn Sørensen (DF)
Indfødsretsordfører, formand for Indfødsretsudvalget

I artiklen interviewes en belgisk professor, der giver udtryk for, at vores praksis er et levn fra det forrige århundrede – samt at en sådan praksis ikke burde kunne foregå i en retsstat.

Danmarks praksis fremstilles som helt enestående og usædvanlig. På en negativ måde vel at mærke. At Danmark ikke er det eneste land, der følger denne praksis, eller at Belgien selv – i modsætning til Danmark – ikke har ratificeret statsborgerretskonventionen af 1997 nævnes ikke.

I et demokrati er det politikernes pligt at repræsentere befolkningens interesser. Det er vores ansvar, at befolkningens bekymringer og ønsker bliver hørt og taget i betragtning, når vi lovgiver i folketinget.

Det nuværende system er demokratisk funderet

Når det antydes, at den nuværende praksis for tildeling af statsborgerskab er i strid med principperne for en retsstat, forbigår man behændigt, at vores praksis for tildeling af statsborgerskab i Danmark er baseret på principperne om demokrati og ansvarlighed. Ved at sikre, at personer, der tildeles statsborgerskab, bidrager positivt til det danske samfund, er Danmark i stand til at opretholde en høj levestandard og et harmonisk samfund. 

Med andre ord er vores demokratiske tilgang til tildeling af statsborgerskaber en forudsætning for bevarelsen af en retsstat præget af lovsind, tryghed og tillid. Uden demokratisk kontrol og ansvarlighed i tildelingen af statsborgerskaber risikerer vi at gøre skade på befolkningens tillid til regeringen og retssystemet.

Jeg vil derfor til min død forsvare vores nuværende praksis. At overlade en så vigtig opgave til embedsmænd, der skal tildele statsborgerskaber i tusindvis baseret på et koldt ministerielt cirkulære, hører ikke hjemme i et land, hvor vi kerer os om vores fælles sprog, traditioner, historie og kultur.

Behandlingen af indfødsretssager er Danmarks inderste og sidste forsvarslinje. Her væves Danmarks skæbne. Her skrives vores testamente.