Mindeord: Ambassadør Christian Ulrik Helweg-Larsen (75)

Ulrik Helweg-Larsen! Dansk ambassadør - en utraditionel af slagsen - stod i røde shorts på Universitetspladsen i Bukarest, Rumænien.

Minearbejderne var kommet for at rasere Bukarest. Ulrik var på sin sædvanlige løbetur i den rumænske hovedstad, hvor ingen andre løb, og iagttog nu revolutionens bizarre mangel på logik.

Det var i 1991, i kølvandet på den rumænske revolution. Minearbejderne ville forsvare fortiden og støttede den nye leder, Ion Iliescu, der havde hentet dem til hovedstaden. Og der stod Ulrik.

Hardship-posts
Det er 29 år siden. Den rumænske revolution satte punktum for det sovjetiske sammenbrud i Østeuropa. Og Rumænien blev stedet, hvor jeg lærte Ulrik Helweg-Larsen at kende, og hvor vi udviklede et livslangt venskab, der varede, indtil han gik bort den 3. november.

Ulriks lod var "hard­ship-posts". Måske fordi han stammede fra Viborg-egnen, mistede sin mor som barn, voksede op hos sin far, lægen Eigil, som stod ham nær, fortsatte ungdomskarrieren på Birkerød Kostskole, inden han læste jura på Københavns Universitet, dengang adgangskortet til det Udenrigsministerium, hvor han fra 1972 lagde sit professionelle liv. Jo, han var i Bonn - for de der kan huske den tid, Vesttysklands hovedstad. Men det var de upolerede poster, der tændte ham.

Han trivedes i Hanoi, på et tidspunkt, hvor der ikke var meget at fornøje sig over. Han måtte lukke den danske mission i kølvandet på den vietnamesiske invasion af nabolandet - dødens forgård - Pol Pots Kampuchea, til hans personlige frustration. Vietnam blev genåbnet få år efter.

Genåbnede ambassaden i Rumænien
Men Ulrik kom til at genåbne ambassaden i Rumænien, der var blevet lukket i Ceauses­cus seneste år. Og Rumænien blev hans skæbne i privatlivet. Han havde været gift, havde fået sønnen Mikkel, i dag en voksen mand med hustru og tre børn - og der mødte han Cristina. Først i professionelt medfør. Så privat. Og så blev de gift - og Ulrik blev viceudenrigsråd og chef for sekretariatet for udenrigshandel.

Prag fulgte København. Så fem år i Bangkok, Thailand, med tilhørende pastorater Cambodia og Burma. Tre samfund, der krøb under huden på Ulrik. Forunderlige. Sanselige. Duftende og dramatiske. Under et kongeligt besøg på Angkor Wat i Cambodia blev Ulrik væk fra selskabet. I Information skrev Lotte Folke Kaarsholm om, hvad der skete ved mødet med det utrolige tempel:

Bortkommen ambassadør
"Jeg er ikke klar over, om Ulrik Helweg-Larsen har set Tomb Raider. Men den adrætte ambassadør satte i hvert fald op ad en grusomt stejl trappe og nåede op på et af templets højdepunkter, og da følget nåede op i samme højde ad en mere menneskelig vej, fandt vi ham ikke."

Da kongelige selskaber ikke lader sig opholde af en bortkommen ambassadør, bliver Ulrik efterladt - og Information noterer: "Ambassadør Helweg-Larsen marcherede de otte kilometer hjem til hotellet, da han midt i jungletemplets brutale middagssol indså, at vi havde forladt ham". Det var Ulrik. Og han har sikkert bandet grumt indvendigt.

Da tsunamien ramte
Thailand blev fem fascinerende år - og et drama, enhver gerne havde været foruden. Tsunamien i julen 2004. Ulrik og Cristina, der tog med som frivillig, var blandt de første, der nåede frem. Ti dage efter var de nær sammenbruddet. Min kollega Erkan Özden, dengang praktikant på TV-Avisen, blev sendt til Phuket og fortæller om Ulrik:

"Jeg mødte Ulrik Helweg-Larsen under kaotiske omstændigheder, på et hotel, hvor de danske turister kom ind med brud på krop og sjæl. Som ung praktikant anede jeg ikke, hvad jeg var landet midt i, til dags dato stadig en af de største opgaver, jeg nogensinde har været på. Det var dog ingenting i forhold til det helt enorme pres, Ulrik Helweg-Larsen var under, nærmest ene mand. Alligevel gav han sig tid til at svare på mine spørgsmål. Det overskud og den ro, han udviste, i en ekstremt svær situation, vil jeg aldrig glemme."

Ulrik og Cristina valgte stik mod tradition at vende tilbage til Bukarest, hvor han sluttede sin karriere. I 2011 vendte de hjem til Charlottenlund. Ulrik forvandlede sin for- og baghave til små botaniske haver. Han cyklede Nordsjælland tynd. Han hjalp ældre naboer og genboer. Han blev hamrende irriteret over smålighed. Og han kæmpede med sin vanlige sejhed mod den cancer, der endte med at vinde.

Mindeordet var første gang bragt i Sjællandske Nyheder 11. november.