Om  
Uffe Ellemann-Jensen
Hans Brask
Ole Frijs-Madsen

Mindeord: Ambassadører om Uffe Ellemann-Jensen

Uffe Ellemann-Jensen er død, 80 år gammel. I den anledning skriver ambassadørerne Anne Dorte Riggelsen, Ole Frijs-Madsen og Hans Brask et mindeord. 

Uffe Ellemann-Jensen sov ind natten til søndag 18. juni. 
Uffe Ellemann-Jensen sov ind natten til søndag 18. juni. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Anne Dorte RiggelsenOle Frijs-MadsenHans Brask

Når historien skrives om Jerntæppets gradvise nedbrydning, Murens fald i 1989, og de baltiske landes genvundne selvstændighed 1991, indtager Uffe Ellemann-Jensen en markant plads blandt de centrale aktører. Han tegnede i disse vigtige år om nogen den danske og europæiske profil med sin utrættelige personlige og politiske kamp for selvstændighed, fred og frihed for Estland, Letland og Litauen.

Umiddelbart efter Uffe forlod aktiv politik skabte han sammen med Erik Rasmussen fra Huset Mandag Morgen i 1999 netværksorganisationen Baltic Development Forum – Østersøens Davos.

Gennem arbejdet i denne tænketank blev ”venner og fjender” fra Uffes uforlignelige netværk af beslutningstagere fra Østersøregionens ti lande bragt sammen til diskrete rundbordsmøder og højtprofilerede topmøder med fokus på at tale dette nye, dynamiske lavspændingsområde op.

Et højdepunkt var naturligvis, da de tre baltiske lande blev medlemmer af EU og NATO i 2004, men Uffe fastholdt vedholdent engagementet, da nogle lande vendte sig mod andre internationale dagsordener, og udbyggede netværket også med yngre beslutningstagere.

Uffe hentede i disse år – i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet – unge diplomater til at lede Baltic Development Forum og dets nordisk/baltiske medarbejderstab i København.

Vi havde alle tre på skift fornøjelsen af denne tjans i perioden 1999-2014. Det var en utrolig berigende læreplads. Med Uffe som en aktiv bestyrelsesformand og døråbner fik vi fra første parket indblik i den betydning og respekt, han nød ikke bare i Baltikum og Norden, men også bredere i Europa og USA. Det var fantastiske år, som har prentet sig dybt i vores faglige og personlige DNA.

Uffe ”ledte gennem eksempel” og viste os med sin humor, indsigt og målrettethed, hvordan man bygger netværk, sætter dagsordenen og skaber fremdrift. På kort formel: Hvordan man får indflydelse på historiens gang.

At rejse med Uffe i Østersøregionen og i slipstrømmen opleve den respekt og varme, de blev modtaget med udenfor Danmarks grænser, var en uforglemmelig oplevelse.

Æret være Uffes minde!

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024