Mindeord: Fhv. radiodirektør Leif Lønsmann om forfatter Anders Bodelsen (84)

Anders Bodelsen mindes i disse dage for sine mange romaner, filmatiseringer, noveller og filmanmeldelser.

Men Bodelsen bør også huskes og hædres for sit bidrag til dansk radioteater. Det lyder meget gammeldags i dag, men i 1950’erne var radioen faktisk førende inden for dansk dramatik. I Radioteatrets velmagtsdage kunne et stykke radiodramatik lægge gaderne øde med op til 300.000 lyttere, svarende til 200-300 fulde teatersale.

Med tv’s udbredelse i 60’erne faldt interessen for det billedløse radioteater, og der måtte sadles om. Radioteatrets nye chef, Jørgen Claudi, opgav at konkurrere med tv om de store klassiske opsætninger og inviterede i stedet en række unge danske dramatikere ind for at udvikle en ny type dramatik, som blev skrevet direkte til radio med udnyttelse af radiomediets evne til gennem stemmer og lydeffekter at spille på lytternes egen billeddannelse.

"Det rendyrkede, kompromisløse ordets teater", som han beskrev det. Hvor man kunne "spille suverænt på det måske rigeste kunstneriske instrument, den medskabende fantasi".

En af de unge dramatikere, Claudi inviterede indenfor, var den 29-årige Anders Bodelsen, som i 1966 debuterede med hørespillet ’En hård dags nat’ om to venner, som til lyden af The Beatles-hittet ’A Hard Days Night’ champagnedrikker sig ind i en hård dags nat, hvor fejringen af den enes udnævnelse til underdirektør udvikler sig til et orgie af misundelse, konkurrence og ondskabsfuldhed.

Bodelsens sans for radiomediet indbragte ham det europæiske radiomesterskab Prix Italia i 1967.

Anders Bodelsen blev i de kommende årtier en af dansk radioteaters stærkeste, mest trofaste, produktive og loyale kræfter.

Og da vi i 1999 præsenterede en kavalkade af Radioteatrets største succeser, bad vi helt naturligt Bodelsen om at være gennemgående fortæller og vært. Her delte han sin begejstring over radioens evne til at "tænde for lytternes indre billeder", og talte om "fortryllelsen ved at rulle gardinerne ned og lade lyden overtage stuen og fantasien i skumringen".

Ifølge Bodelsen kunne Radioteatret med godt skuespil og lydeffekter mane indre billeder frem, der langt overgik "moderne tiders nok så avancerede, filmiske kunnen", og hvor der kunne skabes "en stemning så tyk, at man kan stille kaffekoppen på den".