Debat

Muskelsvindsfonden: Regeringen og KL gør Ankestyrelsen til en lukket kaffeklub med ny aftale

Med et lukket Dialogforum sætter regeringen uvildigheden i Ankestyrelsen til side og risikerer at bidrage til afgørelser, som er ugunstige for mennesker med handicap, skriver Simon Toftgaard Jespersen.

Initiativet er inspireret af Tranæs-udvalget, der i sin rapport fastholder, at Ankestyrelsen fortsat skal være uafhængig til trods for det nye tiltag. Men i hvilket uvildigt system vil man høre den ene, men ikke den anden part? Og samtidig invitere lovgiver med om bordet? skriver Simon Toftgaard Jespersen.
Initiativet er inspireret af Tranæs-udvalget, der i sin rapport fastholder, at Ankestyrelsen fortsat skal være uafhængig til trods for det nye tiltag. Men i hvilket uvildigt system vil man høre den ene, men ikke den anden part? Og samtidig invitere lovgiver med om bordet? skriver Simon Toftgaard Jespersen.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Simon Toftgaard Jespersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forestil dig en dansk retssag, hvor advokaten for vedkommende, der har begået noget ulovligt, får lov til at mødes med dommeren og justitsministeriet i enerum kort før, at dommen i en principiel sag skal afsiges.

Det er svært. Måske fordi det er langt fra den forventning til og oplevelse af retfærdighed, vi forbinder med det danske retssystem.

I hvilket uvildigt system vil man høre den ene, men ikke den anden part? Og samtidig invitere lovgivere med om bordet?

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

Ikke desto mindre er det den virkelighed, der lige nu bliver lagt op til i forbindelse med ankesystemet på socialområdet, hvor eksempelvis mennesker med handicap kan klage over kommunale afgørelser og få en uvildig og sagkyndig vurdering.

Det fremgår af initiativerne i den delaftale om økonomien for 2025, som Regeringen og KL er blevet enige om  under en uge efter den meget kritiserede nye aftale på handicapområdet.

Med mandagens aftale vil Socialministeriet komme helt ind i maskinrummet og forme den den ellers så uafhængige klageinstans sammen med interesseorganisationen KL i det, de kalder Dialogforum.

Men dialogen er intern og lukket, og der er således ikke lagt op til inddragelse af modpartens interesseorganisation i form af Danske Handicaporganisationer.

Det uvildige system uden partshøring

Initiativet er blevet til på baggrund af kraftig inspiration fra ekspert-udvalget på socialområdet også bedre kendt som Tranæs-udvalget, der i sin rapport fastholder, at Ankestyrelsen som klageinstans fortsat skal være uafhængig og sagkyndig til trods for det nye tiltag.

Det har jeg mildest talt svært ved at se blive fastholdt. I hvilket uvildigt system vil man høre den ene, men ikke den anden part? Og samtidig invitere lovgivere med om bordet?

Læs også

Når en borger og kommune bliver uenige om, hvad en borger skal bevilges efter serviceloven, og borgeren ikke længere har mulighed for at få en neutral opmand til at træffe en afgørelse, så virker systemet ganske enkelt ikke længere.

Med et lukket dialogforum sætter regeringen uvildighed til side og risikerer at bidrage til afgørelser, som er ugunstige for den udenforstående part. Mennesker med handicap.

En lukket klub med fokus på økonomi

Det nye initiativ lander i en tid, hvor der blandt borgerne i forvejen er en stigende grad er mistillid til Ankestyrelsen.

Det skyldes blandt andet mærkværdige afgørelser, men også oplevelsen af, at det helt generelt er lykkedes KL at få for meget magt ind i Ankestyrelsen.

En neutral opmand bør i Muskelsvindfondens øjne slet ikke have udvalg, hvor afgørende beslutninger diskuteres med kun den ene part. Men et generelt dialogforum uden handicaporganisationerne er ikke godt nok.

Vi er ikke bange for at tage snakkene åbent. Det er man sjældent, hvis man har gode hensigter.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

I fremtiden skal KL og Socialministeriet også have adgang til at diskutere Ankestyrelsens principmeddelelser inden, at de offentliggøres.

I praksis betyder det, at kommunerne har mulighed for at sidde og fortælle Ankestyrelsen og ministeriet deres ensidige og ofte urealistiske bud på, hvad en given afgørelse vil koste.

Ethvert fokus på, hvad afgørelser betyder for de mennesker, der har fået en ulovlig afgørelse fra deres kommune, er således udeladt. Fokus er på økonomi frem for mennesker.

Behov for meget mere inddragelse

I Muskelsvindfonden har vi det udgangspunkt, at der er brug for mere viden i Ankestyrelsen – ikke flere lukkede rum.

Vi oplever alt for mange afgørelser, der undlader at tage stilling til vigtige elementer, og som misforstår centrale vilkår i livet med en handicap.

Der er tale om udvikling i den forkerte retning, som over årene har udfordret oplevelsen af Ankestyrelsen som en uafhængig og sagkyndig instans.

Derfor har vi i Muskelsvindfonden tidligere foreslået, at der skulle ske en kraftig øgning i antallet af sager på handicapområdet, hvor der er repræsentanter for både kommunerne og handicaporganisationerne tilstede.

Det vil give perspektiv og mulighed for at tage den vigtige dialog på tværs.

Vi er nemlig ikke bange for at tage snakkene åbent. Det er man sjældent, hvis man har gode hensigter, og hvis man tør se ud over økonomien og se de reelle menneskelige konsekvenser bag ens handlinger.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Toftgaard Jespersen

Formand, Muskelsvindfonden
cand.mag. i medievidenskab (Aarhus Uni. 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024