Ny debat: Hvad skal der ske med havstrategien?
DEBAT: I en ny temadebat sætter Altinget: miljø fokus på den nye havstrategi, der har til formål at sikre god miljøtilstand i de danske farvande.
Kiki Qvistgaard
FagdebatredaktørDer arbejdes for tiden på første del af en ny havstrategi, som skal gælde for perioden 2020-2026.
Regeringen går efter en minimumsimplementering med henvisning til byrdestoppet. Det betyder i al sin enkelthed, at man ikke vil pålægge erhvervslivet økonomiske byrder, medmindre tvingende grunde taler for det.
"Hovedrystende uansvarlig"
Miljø- og Fødevareministeriet vurderer blandt andet, at tilstanden for erhvervsmæssigt udnyttede fiskebestande ikke er god (det gælder for 8 af 22 bestande i Nordsøen og 3 af 6 bestande i Østersøen), og at der ikke er god tilstand for dioxiner og PCB i fisk og skaldyr til konsum, særligt i Østersøen.
I et høringssvar fra WWF Verdensnaturfonden, Øresundsakvariet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Danmarks Sportsfiskerforbund og Oceana udtaler de seks grønne organisationer kritik af regeringens udkast til første del af Danmarks Havstrategi II, som de kalder "hovedrystende uansvarlig".
I en kommende debat sætter Altinget: miljø fokus på havmiljøets tilstand og fremtid, når vi spørger: Hvordan opnår vi god miljøtilstand i det danske havmiljø? Hvilke mål bør strategien sætte? Og bør vi afvente internationale målsætninger?
Mød panelet her:
Maria R. Gjerding
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Svend-Erik Andersen
Bestyrelsesformand i Danmarks Fiskeriforening.
Søren Jacobsen
Formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.
Trine Torp (SF)
Miljøordfører.
Lars Vestergaard (DF)
Folketingskandidat.
Om den danske havstrategi
- Miljø- og Fødevareministeriet har netop afsluttet en høringsrunde på et udkast til første del af Danmarks Havstrategi II, der skal gælde for perioden 2020-2026.
- Havstrategien bliver udarbejdet i tre dele over de kommende år. Den første del af strategien skal skabe overblik over tilstanden i havet og dets påvirkninger og samtidig sætte miljømål, der sigter mod en god miljøtilstand.
- I strategien behandles direktivets 11 såkaldte deskriptorer: 1) Biodiversitet, 2) Ikkehjemmehørende arter, 3) Erhvervsmæssigt udnyttede fisk, 4) Havets fødenet, 5) Eutrofiering, 6) Havbunden, 7) Hydrografiske ændringer, 8) Forurenende stoffer, 9) Forurenende stoffer i fisk og skaldyr til konsum, 10) Marint affald og 11) Undervandsstøj.
- Den første strategi følges op af et overvågningsprogram i 2020, og endeligt skal Danmark i 2021 meddele EU-Kommissionen, hvilke foranstaltninger der vil indgå i det kommende indsatsprogram for at opnå eller opretholde den gode tilstand i havet.
- Havstrategien skal implementere EU's havstrategidirektiv med det formål at opretholde eller opnå god miljøtilstand i de danske havområder.
- Nationale havstrategier ajourføres hvert 6. år.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet