Ny KP-rektor støtter regeringen i at skære i universiteternes optag. Nu efterlyser hun flere penge til ny reform

Det er godt, at regeringen sætter et loft over universiteternes optag og sender flere penge mod professionsuddannelserne. Men der skal mere til, siger rektor på Københavns Professionshøjskole, Anne Vang. Når politikerne siger, velfærdsuddannelserne er så vigtige, som de gør, skal det prioriteres, siger hun forud for ny reform. 

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det er den helt rigtige medicin, når regeringen vil skære i universitetsuddannelserne for at sende flere penge mod andre uddannelser.

Men regeringens udspil til ny reform af professionsuddannelserne skal indeholde endnu flere penge og tiltag, hvis den årelange negative udvikling på optaget til de fire store velfærdsuddannelser skal vendes. 

Sådan lyder det fra Anne Vang Rasmussen, der for godt seks måneder siden satte sig i rektorstolen på Danmarks største professionsskole, Københavns Professionshøjskole.

Blå bog

Anne Vang Rasmussen 

Født 26. oktober 1983. Bosat i Ballerup, gift og har to børn 

Erhverv

  • 2024-i dag: Rektor for Københavns Professionshøjskole  
  • 2015-2023: Direktør i Ballerup Kommune med ansvar for børne- og kulturområdet 
  • 2013-2015: Direktør på Niels Brock 

Politik 

  • 2009-2013: Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune 
  • 2005-2009: Politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation 

Uddannelse 

  • 2015: MBA fra Niels Brock/Middlesex University 
  • 2009: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 
  • 2003: Matematisk student fra Nørre Gymnasium  

 

 

I et interview med Altinget melder den nye rektor og tidligere børne- og ungdomsborgmester i København sig for alvor ind i debatten om regeringens varslede reform af professionsuddannelserne.

Hun lægger for land med at rose regeringens første træk - at skære i optaget til universiteterne i håb om, at flere vil ende med at søge mod velfærdsuddannelser på professionshøjskolerne.

"Jeg tænker klart, sektordimensionering er den rigtige vej at gå," siger Anne Vang Rasmussen.

Netop sektordimensioneringen er ellers det, der har fået Dansk Industri til for nylig at trække sin støtte til universitetsreformen. 

Det er også blevet kaldt "et eksperiment" af Tænketanken DEA, som peger på, at der ikke med nødvendigvis kommer flere studerende til pædagog-, lærer-, socialrådgiver- eller sygeplejestudiet ved at skære i it-fag, astrofysik og andre universitetsuddannelser.

Nu tripper professionssektoren for se, hvad regeringen har af planer for deres område, efter reformen er blevet stillet i udsigt en del gange.  

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024