Nybagt mor ammede i smerter: Jeg fik ikke den rette hjælp på hospitalet

Af Marie-Louise Boisen Lendal
Nybagt mor og direktør, Tænketanken Frej

Jeg fødte en lille, dejlig dreng på Hillerød Hospital 25. juni. Fødslen var som ventet smertefuld. Det ved alle, og det er man som mor indstillet på, men alt gik godt.

Glade og lykkelige vendte vi hjem fra hospitalet med vores nye lille guldklump. Amningen var allerede gået i gang lige efter fødslen, og jeg glædede mig til at skulle amme den lille dreng og se ham vokse.

Men allerede efter en dag begyndte smertehelvedet.

Hver gang den lille skulle lægges til, gispede jeg af smerte. Nogle gange skreg jeg, og ofte græd jeg, imens jeg ammede ham. Og han ville ammes hele tiden.

Jeg ringede til barselshotlinen, som kan kontaktes døgnet rundt, for at forhøre mig om, hvad jeg kunne gøre.

Både min mand og jeg var ved at knække sammen. Ingen søvn, grædende baby og smerter.

Marie-Louise Boisen Lendal
Nybagt mor

Hver gang fik jeg at vide, at det var helt normalt. En nat ringede jeg efter at have ammet seks til otte timer nonstop i smerter, og igen fik jeg besked om, at det kunne jeg tage helt roligt – sådan skulle det være.

Knækkede min mand og jeg
Det skal gøre ondt at amme.

Hvis det var for slemt, kunne jeg bare sætte ammebrikker på, lød rådet. Men ammebrikker kan skabe langt flere problemer, end de løser.

Alle venner og bekendte, der har født, kunne berolige mig med, at jeg bare skulle holde ud de næste to til seks uger, for så ville alt blive godt derefter. Det havde de gjort.

Det skal gøre ondt at amme.

Til hæleprøven på Hillerød Hospital skulle den lille ammes igen. Jeg lavede jo ikke andet – som retningslinjerne foreskrev. I et venteværelse lagde jeg ham til, imens to jordemødre så til.

Samme smertehelvede gik i gang. Jeg gispede og skreg, imens de smilede sødt og trøstede mig med, at jeg gjorde det godt. Jeg spurgte dem, om de ikke kunne tjekke min ammeteknik – så den rigtig ud? Ja, det så helt fint ud, fik jeg fortalt.

Efterfølgende viste jeg dem mine brystvorter, og de kunne da godt se sår og rifter, men det er helt normalt i starten.

Det skal nemlig gøre ondt at amme.

Det havde kun varet tre døgn, og både min mand og jeg var ved at knække sammen. Ingen søvn, grædende baby og smerter.

Og vi følte os svage, for sådan skulle det jo være. Alle andre kunne klare det. Det handlede om at være stærk og holde ud.

Babyinstituttet blev min redning
Heldigvis kom min kloge mor mig til undsætning. Hun kunne høre, at alt var galt, og bookede et ophold til os på noget, der hedder babyinstituttet.

Udmattede tog vi afsted med forventningen om, at vi skulle få af vide, at der var mange som os, og vi bare skulle igennem det.

Det skal jo gøre ondt at amme.

Men babyinstituttet blev vores totale redning. En ældre, erfaren jordemoder lagde mig ned, tog fat i mine bryster og ammede min dreng for mig.

Allerede første gang kunne jeg mærke en kæmpe forskel. Jeg skreg ikke af smerte. Det næste døgn tog hun sig af os.

Brugte min krop til at lære ham at amme rigtigt. Sikrede, at hans dårlige vaner med forkert sutteteknik forsvandt. Afvænnede ham fra at være ved mig og mine bryster hele tiden, men satte det hele i system, så han kun skulle ammes maksimalt hver tredje time. Og lærte mig de rigtige ammeteknikker.

Alt det, som jeg havde fået at vide af fagpersonalet på Hillerød Hospital, slog hun en streg over. Måske minder det om teknikker fra gamle engelske nannies, og måske er det imod de retningslinjer, som eksperter har fundet frem til, er det mest korrekte, men for mig aflivede hun for alvor myten om, at det skal gøre ondt at amme.