Offentligt innovationscenter ser dagens lys
Jesper Birch
ResearcherFredag blev regeringen sammen med KL, FTF, OAO, Danske Regioner og Akademikerne enige om at etablere et ny innovationscenter i den offentlige sektor.
Det skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Formålet med det nye innovationscenter er at anspore offentlige ledere og medarbejde til i fællesskab at lære af hinandens idéer og nytænke arbejdsmetoder. Økonomi- og Indenrigsministeriet nævner projekter med tillidsbaseret ledelse eller nye former for arbejdstilrettelæggelse som projekteksempler.
"Der er mange ildsjæle i den offentlige sektor - mennesker, som ønsker at gøre tingene bedre for patienterne på vores sygehuse, for de ældre på vores plejecentre eller for eleverne i folkeskolen. Derfor er der utallige projekter landet over, hvor man prøver at gøre tingene smartere og bruge ressourcerne mest effektivt. Center for Offentlig Innovation skal sørge for, at ildsjælene ikke alle opfinder den dybe tallerken, men at vi i stedet kan bruge eller bygge videre på hinandens succes’er - også når de kommer fra et helt andet fagområde eller fra en kommune i den modsatte ende af landet," siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.
Center for Offentlig Innovation indgår i regeringens aftaler om kommunernes og regionernes økonomi for 2014. Der er på baggrund heraf afsat 28 mio. kr. over de næste tre år til drift af centeret.
Centeret placeres i fysisk tilknytning til KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) og refererer til parterne bag aftalen.
Flemming Vinther, som er formand for Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) hilser også det nye innovationscenter velkommen:
"Med centret får vi sat turbo på arbejdet med Tillidsreformen. Jeg er særlig glad for, at centret også har til opgave at hjælpe de offentlige arbejdspladser, der har svært ved at komme i gang med at sætte innovation, trivsel og tillid på dagsordenen. Når vi får medarbejdernes ressourcer og faglighed i spil, får vi mere kvalitet og endnu bedre service til gavn for borgerne, og vi får bedre trivsel for medarbejderne," lyder det.
Center for Offentlig Innovation skal sørge for, at ildsjælene ikke alle opfinder den dybe tallerken, men at vi i stedet kan bruge eller bygge videre på hinandens succes’er - også når de kommer fra et helt andet fagområde eller fra en kommune i den modsatte ende af landet
Margrethe Vestager (R)
Økonomi- og indenrigsminister