Opråb fra eksperter: Digitaliseringens skyggesider skal i fokus i kampen mod mistrivsel

Under den netop overståede valgkamp kom børn og unges mistrivsel i fokus. Vi, der til daglig beskæftiger os med digitalisering og børn og unges trivsel og udvikling, ser klart, hvordan ureguleret skærmbrug og aktivitet på sociale medier bidrager til mistrivslen.  

Vi retter derfor denne appel til de partier i Folketinget, der i øjeblikket afsøger samarbejdsmuligheder, og som skal formulere et kommende regeringsgrundlag:  

Gør digitalisering og dens negative bivirkninger til et tydeligt fokus på tværs af ministerier. Påtag jer at finde veje til at regulere og begrænse børn og unges skærmbrug.

Det er nødvendigt for at sikre en børne- og ungdomskultur, der fortsat er præget af sunde fysiske fællesskaber og meningsfulde aktiviteter med plads til bevægelse, fordybelse og gode søvnvaner. Det, mener vi, er nødvendigt for at mindske den voksende mistrivsel. 

Bag denne kronik står netværket Tech & Trivsel, som består af eksperter og organisationer, der har fokus på området. Vi ser, at det er nødvendigt at frisætte børn og unge fra techindustriens forførelse og give dem mulighed for at leve det liv, som børnene og deres forældre selv ønsker, og ikke det liv, som techindustrien ønsker at fastholde dem i.  

Vi ønsker også at understøtte de familier, som hver dag kæmper for at få deres børns opmærksomhed og nærvær – en kamp mod techgiganternes forretningsmodeller, så familiemedlemmerne kan genvinde en stærk forbindelse til hinanden.  

Digitaliseringens skyggesider 

Computeren og smartphonen har gjort nogle ting lettere. Men listen over de skyggesider og risici, som er fulgt i kølvandet, er lang. Her er nogle af dem: 

Læring og uddannelse 

• Forsinkelse af småbørns sprogudvikling på grund af passiv skærmbrug 
• Folkeskolen: Stillesiddende og ensformig didaktik på grund af overdreven brug af digitale læringsplatforme; begrænset fælles leg og bevægelse i frikvartererne på grund af mobilbrug  
• Ungdomsuddannelserne: Problemer med koncentration og fordybelse og dermed faglighed på grund af digital støj fra sociale medier, streaming, spil og shopping; mindre lærer-elev-kontakt
• Kognitive belastningssymptomer i form af problemer med koncentration, hukommelse og impulskontrol som følge af konstant strøm af digitale stimuli og multitasking 

Fysisk og socialt liv 

• Forstyrrelse af tilknytningen mellem forældre og småbørn: Hyppige afbrydelser fra skærme, der hæmmer emotionel kontakt og synkronisering mellem barnets nervesystem og forældrenes nervesystem 
• Søvnmangel som følge af skærmbrug ved sengetid og om natten med problemer med stofskifte, overvægt, stress og depression til følge 
• Stigning i antallet af børn med nærsynethed på grund af skærmbrug og ophold inden døre 
• Mistrivselsskabende tilskyndelse til perfekthedskultur, usund sammenligning og fear of missing out på sociale medier 
• Indskrænkning af livsnødvendige aktiviteter – bevægelse, fysiske fællesskaber, naturoplevelser med mere – som følge af, at 12-18-årige bruger 5,5 timer om dagen på digitale platforme, herunder sociale medier og gaming 

Grænseoverskridende digital adfærd 

• Digitale krænkelser, overgreb, chikane og deling af nøgenbilleder, der kan få svære psykologiske og fysiske konsekvenser  
• Adgang til pornoplatforme, selvskadegrupper og lignende, der kan få svære psykologiske og fysiske konsekvenser  
• Adgang til ulovligt, kriminelt eller ekstremistisk indhold på digitale platforme 
• Kommerciel udnyttelse af børns digitale dataspor 

Hvert enkelt punkt er alvorligt. Men det værste er mængden af problemer. I de organisationer, vi hver især tilhører, arbejder vi dagligt med at dokumentere problemerne og behandle eller rådgive om skadevirkningerne. Men alt for længe har debatten været præget af den påstand, at der slet ikke er grund til alarm. 

Argumenter fra techleverandører og medieforskere holder ikke  

Argumenterne fra en uhellig alliance af techleverandører, digitaliseringskonsulenter, medieforskere og pædagogiske forskere har været, at ”fremtiden jo er digital”, og at den digitale påvirkning derfor er et vilkår, vi må lære at leve med.  

Disse meningsdannere har især forsøgt at argumentere med, at der mangler videnskabelig evidens for sammenhæng mellem mistrivsel og skærmbrug, og skærmbrug er ikke farligt.  

De digitaliseringsbegejstrede tech-leverandører, digitaliseringskonsulenter, medieforskere og pædagogiske forskere tager fejl. Der er al mulig grund til alarm og til at begrænse børn og unges skærmbrug,

Netværket Tech & Trivsel

Konklusionen har ofte lydt, at bekymringerne bygger på udokumenterede fordomme, utidssvarende normer og teknologiforskrækkelse. Der har også lydt en parole om, at hvis man sætter grænser for børns skærmbrug, hæmmer man deres frie udfoldelsesmuligheder og indskrænker deres rettigheder. 

Derfor har det heddet sig, at fagfolk og forældre ikke må begrænse deres deltagelse, men alene skal gå i dialog med dem og opmuntre dem til at bruge medierne på en fornuftig måde, så de selv kan vælge deres egen vej i det digitale liv. 

Men disse argumenter holder ikke, og det er der fire væsentlige grunde til: For det første er det forkert, når de fagfolk, der advarer mod ”alarmisme”, påstår, at skærmbrug i sig selv ingen skadevirkninger giver.  

De argumenterer med, at der højst er tale om et symptom på noget andet, for de børn og unge, der udvikler problemer, er dem, der i forvejen mistrives, siger de. Det er ikke skærmbrugens skyld, for den er i sig selv ikke skadelig.  

Men vi ser noget andet. Skærmbrug kan også i sig selv fremkalde problemer. Argumentet om, at det kun er problematisk for udsatte individer, bagatelliserer hvor mange mennesker, der er ramt af den række af skadevirkninger, vi lige har oplistet.  

Når vi kommer til en anden konklusion, er det ikke mindst, fordi vi står på en anden og bredere faglighed end fokus på it og medierne selv. Vi henter faglige kriterier fra blandt andet læringsteori, motivationsteori, klasseledelsesteori, udviklingspsykologi, neuropsykologi, fysiologi, søvnforskning og sexologi. Dette brede faglige fundament er nødvendigt, hvis man skal vurdere, hvad skærmene gør ved os. 

Børn og unges selvkontrol er oppe imod techgiganters adfærdsdesignere 

Den anden grund til at insistere på, at der er tale om negative virkninger, er, at bevidstheden om dem også er blevet påtrængende blandt forældre og de unge selv. Ubehaget ved skærmene har vokset sig stort, ikke mindst efter coronatidens intensive skærmbrug.  

Flere ønsker i dag, at der kommer retningslinjer for skærmbrug på linje med andre nydelsesmidler (sukker, fedt, sodavand, alkohol, nikotin med videre). De oplever, at skærmene er blevet en trojansk hest, som børn og unge frivilligt og dagligt lukker ind i deres liv og fællesskaber, og som skader deres psykiske og fysiske sundhed og evne til at koncentrere sig og lære i skolen.