Optakt til verdensmålsugen: Vi diskuterer meget – men bliver vi klogere?

Jeg er fan af verdensmålene: De er utilstrækkelige, og de kan udfordres, men lige nu er de det bedste, vi har.

I denne uge markeres de med Verdensmålsugen. Og derefter sker der … ingenting. Gætter jeg på. For min oplevelse er desværre, at vi alle diskuterer i hver vores silo uden ønsket om egentlig at blive klogere.

Det blev bekræftet for nylig, da jeg var i en ophedet debat i Martin Krasniks podcast, ”Avistid”.

Baggrunden var, at en forsker var inviteret ind i anden podcast fra Weekendavisen under overskriften ”Hvad vi ved om klima – og hvad vi tror”. Forskerens udlægning af IPCC’s konklusioner var i mine øjne fuldstændigt skævvredne og strakte sig desuden langt ud over, hvad IPCC siger noget om.

Mange steder er det nemlig normen, at diskussioner skal vindes, og at tvivl er et tegn på svaghed. Det er en kæmpestor hæmsko for vores samfund og for verdensmålene.

Jesper Dalgaard Pøhler

Så det kritiserede jeg i et debatindlæg sammen med Det Grønne Forskernetværk.

Det vigtige her er ikke selve diskussionen, men efterspillet. På LinkedIn og Messenger blev jeg bakket op af venner og familie for at turde stille op og insistere på at holde den faglige klimafane højt. På Facebook og mail kritiserede andre mig for det modsatte, mens de bakkede mine ”modstandere” op.

Hvem vandt? Ingen. For ingen af os var klar på at ændre synspunkt.

Oplevelsen giver mig på ingen måde lyst til at blive politiker. Eller topleder for den sags skyld. Mange steder er det nemlig normen, at diskussioner skal vindes, og at tvivl er et tegn på svaghed. Det er en kæmpestor hæmsko for vores samfund og for verdensmålene.

Verdensmålene handler om, at vi radikalt skal omstille vores samfund, hvis vi vil ud af den kurs, vi er på nu, med stigende globale temperaturer, øget mistrivsel og manglende ligestilling.

Hvis vi skal vende den supertanker, som vores adfærd og samfundsmentalitet har skabt, kræver det, at vi tør åbne os for nye muligheder og nye samfundsløsninger. 

Jesper Dalgaard Pøhler

Vores samfund er et konkurrencesamfund, hvor det gælder om at vinde – eller i det meste at fremstå som en vinder – og hvor der bag de grønne ord om klimavenlige tiltag og røde ord om medarbejdertrivsel, sårbarhed og mod i ledelse gemmer sig en kultur, der i det store og hele har været uændret i mange år.

En kultur, hvor det gælder om at være stærk og ”spille spillet”. Og selv om spillepladen har ændret sig, så det i dag er ord som ”nærvær”, ”tvivl”, ”sårbarhed” og ”klima- og miljøhensyn”, der giver point, så er spillet det samme: Der skal findes én vinder og en masse tabere, og alle kneb gælder, så længe man ikke bliver afsløret i at snyde.

Hvis vi for alvor skal skrue op for de bæredygtige ambitioner og sætte alt liv (ikke kun menneskers) i centrum for vores beslutninger, så kræver det en ny diskurs, oprigtighed og nysgerrighed.