Optakt til verdensmålsugen: Vi diskuterer meget – men bliver vi klogere?
Verdensmålsugen handler om at rykke på ”verdens vigtigste plan”. Men hvis ikke vi er klar på at udfordre vores udgangspunkt, og hvis vi kun prædiker for de frelste, kan vi lige så godt skrotte planen, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.
Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent, forfatter, projektleder, Aalborg UniversitetJeg er fan af verdensmålene: De er utilstrækkelige, og de kan udfordres, men lige nu er de det bedste, vi har.
I denne uge markeres de med Verdensmålsugen. Og derefter sker der … ingenting. Gætter jeg på. For min oplevelse er desværre, at vi alle diskuterer i hver vores silo uden ønsket om egentlig at blive klogere.
Det blev bekræftet for nylig, da jeg var i en ophedet debat i Martin Krasniks podcast, ”Avistid”.
Baggrunden var, at en forsker var inviteret ind i anden podcast fra Weekendavisen under overskriften ”Hvad vi ved om klima – og hvad vi tror”. Forskerens udlægning af IPCC’s konklusioner var i mine øjne fuldstændigt skævvredne og strakte sig desuden langt ud over, hvad IPCC siger noget om.
Mange steder er det nemlig normen, at diskussioner skal vindes, og at tvivl er et tegn på svaghed. Det er en kæmpestor hæmsko for vores samfund og for verdensmålene.
Jesper Dalgaard Pøhler
Så det kritiserede jeg i et debatindlæg sammen med Det Grønne Forskernetværk.
Det vigtige her er ikke selve diskussionen, men efterspillet. På LinkedIn og Messenger blev jeg bakket op af venner og familie for at turde stille op og insistere på at holde den faglige klimafane højt. På Facebook og mail kritiserede andre mig for det modsatte, mens de bakkede mine ”modstandere” op.
Hvem vandt? Ingen. For ingen af os var klar på at ændre synspunkt.
Oplevelsen giver mig på ingen måde lyst til at blive politiker. Eller topleder for den sags skyld. Mange steder er det nemlig normen, at diskussioner skal vindes, og at tvivl er et tegn på svaghed. Det er en kæmpestor hæmsko for vores samfund og for verdensmålene.
Verdensmålene handler om, at vi radikalt skal omstille vores samfund, hvis vi vil ud af den kurs, vi er på nu, med stigende globale temperaturer, øget mistrivsel og manglende ligestilling.
Hvis vi skal vende den supertanker, som vores adfærd og samfundsmentalitet har skabt, kræver det, at vi tør åbne os for nye muligheder og nye samfundsløsninger.
Jesper Dalgaard Pøhler
Vores samfund er et konkurrencesamfund, hvor det gælder om at vinde – eller i det meste at fremstå som en vinder – og hvor der bag de grønne ord om klimavenlige tiltag og røde ord om medarbejdertrivsel, sårbarhed og mod i ledelse gemmer sig en kultur, der i det store og hele har været uændret i mange år.
En kultur, hvor det gælder om at være stærk og ”spille spillet”. Og selv om spillepladen har ændret sig, så det i dag er ord som ”nærvær”, ”tvivl”, ”sårbarhed” og ”klima- og miljøhensyn”, der giver point, så er spillet det samme: Der skal findes én vinder og en masse tabere, og alle kneb gælder, så længe man ikke bliver afsløret i at snyde.
Hvis vi for alvor skal skrue op for de bæredygtige ambitioner og sætte alt liv (ikke kun menneskers) i centrum for vores beslutninger, så kræver det en ny diskurs, oprigtighed og nysgerrighed.
Det er svært at være sårbar, for man udstiller sig selv fuldstændigt.
Tænk, hvis din anklage viser sig ikke at holde stik? Tænk, hvis din idé er idiotisk? Tænk, hvis din løsning er banal og fuld af huller?
Det er møgubehageligt at stille sig selv på spil og tænke uden for boksen. Det er ubehageligt at stikke næsen frem og prøve at bryde med normen.
Jeg er helt oprigtigt i tvivl, om jeg kan have overset noget eller misforstået noget. Det er kompleks forskning på flere tusinde sider.
Jesper Dalgaard Pøhler
For normer og kultur er en enorm stærk kraft, og der skal næsten ingenting til, for at man bliver trynet i ”plejers” navn – for hvem har lyst til at tabe ansigt eller indrømme, at det, man gør, i virkeligheden ikke er særlig smart?
Jeg gik i studiet på Weekendavisen for at få mit budskab ud: At jeg ikke kunne finde støtte i IPCC-rapporten for den udlægning, der blev fremsat i podcasten.
Men jeg er helt oprigtigt i tvivl, om jeg kan have overset noget eller misforstået noget. Det er kompleks forskning på flere tusinde sider.
Jeg er dog endnu mere bekymret for, at IPCC-rapporten bliver spændt for en politisk vogn, der handler om at nedtone klimaforandringernes betydning for naturens, dyrs og menneskers velbefindende, for det er for alvor truet.
Hvis vi skal vende den supertanker, som vores adfærd og samfundsmentalitet har skabt, kræver det, at vi tør åbne os for nye muligheder og nye samfundsløsninger.
Det kræver nysgerrighed, oprigtighed, sårbarhed og tvivl. Ikke som de egenskaber, vi skriver om i medierne og på hjemmesiderne, men de ægte menneskelige egenskaber.
Det, som Aristoteles kaldte de menneskelige dyder i oldtidens Grækenland. Dem skal vi øve os på hver dag, og vi når aldrig i mål.
Den erkendelse er første skridt til at turde åbne op for nye forklaringer og løsninger på tidens altoverskyggende udfordringer.
Og måske – men kun måske – kan den bringe os ét skridt tættere på at indfri verdens vigtigste plan.