På mink-pressemødet fortalte Mette Frederiksen, hvad hendes sms’er skjuler: hendes brutalitet

Mette Frederiksen afviste kategorisk, at sletningen af sms’er var knyttet til beslutningen om at lukke minkerhvervet ned, og hun afviste lige så kategorisk at have vidst, at der ikke var lovhjemmel til det, da hun traf beslutningen.

Tilsammen afviste hun dermed den borgerlige mistanke om, at sms’erne skulle være den danske udgave af de båndoptagelser, den amerikanske præsident Richard Nixon i hemmelighed havde lavet, og som endte med at afsløre ham som bagmand i Watergate-skandalen.

Dermed forvandlede hun også den mistanke, der den seneste uge har tømt Christiansborg for ilt, til en konspirationsteori.

Det ekstreme forsigtighedsprincip, der udgjorde kernen i statsministerens coronastrategi, var også – men ikke kun – en politisk strategi

Det gjorde hun uden dokumentation for sin påstand. I stedet forsøgte hun at vinde troværdighed ved at sætte sin egen politiske karriere åbent på spil. Pointen var: Tror I, jeg lyver på en måde, der koster mig magten og æren til foråret, når granskningskommissionen kommer med sin beretning?

Fra nu af gælder det, at kommer det frem – i sms eller i form af notater – at hun alligevel er blevet gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel og stadig har krævet minkerhvervet lukket, er Mette Frederiksen færdig som statsminister.

Det var de defensive mål ved onsdagens pressemåde – benhård afvisning af mistankerne. Men der var også en anden agenda for Mette Frederiksen. En, der ikke handler om jura, ministeransvar og rigsret, men om politik og public perception.

Et machiavellisk portræt

For når sms’erne enten alle sammen eller nogle af dem bliver gendannet af politiets teknikere, vil vælgerne se en side af Mette Frederiksen, hun gerne havde holdt skjult.

Nemlig den brutale magtpolitiker, der også mand-til-mand kan intimidere, presse og tvinge embedsmænd og andre politikere. Selv en partikammerat og tro væbner. Det blev Mogens Jensens skæbne, for nok var det ham, der havde det formelle ministeransvar for, at lovhjemlen ikke var på plads, men det var ikke ham, der tog beslutningen om, at alle danske mink skulle slås ihjel.

Han skulle tage kuglen for regeringen, og det har han tydeligvis haft det svært med. Så det blev han presset til. Det ved vi allerede, for vi har set Statsministeriets departementschefs, Barbara Bertelsens, sms’er og mails til Jensens departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard.

Når man kommer tæt nok på magten, er den alt andet end pæn.

Og vi har set, hvordan man internt i kredsen omkring Mette Frederiksen har talt om og til andre ministre og om minkavlerne – hvor vendinger som ”lukke lortet”, intimiderende spørgsmål om, hvornår Fødevareministeriet ”lægger jer ned og ruller jer” og interne memoer om, at "øvelsen bliver at holde Mogens Jensen i udstrakt arm”.

Det er virkelig ikke pænt at se på.

Ligesom det sætter store spørgsmålstegn ved ægtheden af de tårer, Mette Frederiksen fældede, da hun tog medierne med på besøg på til de tomme bure på de nedlukkede minkfarme.

Statsministerens egne sms’er kommer med andre ord til at tegne et machiavellisk portræt af Mette Frederiksen, og det vil overtegne billedet af den folkelige Aalborg-socialdemokrat med rødder i det sociale boligbyggeri, hun og partiet har fremmanet indtil nu.

Det var helt åbenlyst her, hendes stærkeste bekymring var under pressemødet. Og det var det, hun forberedte vælgerne på, at de kommer til at se. Her lavede hun en ny fortællemæssig ramme om sig selv – både ved at henvise til coronakrisens dybde, alvor og omfang og det pres, ministrene og centraladministrationens embedsfolk havde været under.

"Det, vi vidste, var, at de steder, hvor man ikke kom hurtigt nok ud af startboksen, der døde folk. Jeg traf beslutningen dengang, at det kommer ikke til at ske på min vagt. Så hvis der blevet brugt et direkte sprog – og det er der også fra mig selv – og embedsmænd ikke har siddet og brugt tid på, hvordan skal vi præcist formulere os sådan og sådan, det er jeg dybt taknemmelig for, at de ikke har,” slog hun fast.

At det netop var det politiske og ikke det juridiske, der lå hende på sinde, fortæller meget. Ikke alene om Mette Frederiksens coronastrategi, men om demokrati, magt og politikere i det hele taget.

En ilde hørt sandhed om politik

Mette Frederiksen var sig pinligt bevidst, at corona ikke alene truede en masse mennesker med alvorlig sygdom og død, da smittekæderne lagde sig om landet. Det truede også hende som statsminister.

Fik vælgerne det indtryk, at hun ikke tog corona alvorligt nok, ikke havde styr på situationen og ikke gjorde alt for at beskytte dem, ville deres dom tildele hende skæbnen som en-periodes statsminister. Ligesom Helle Thorning-Schmidt.

Det ekstreme forsigtighedsprincip, der udgjorde kernen i statsministerens coronastrategi, var også – men ikke kun – en politisk strategi. Hellere gøre for meget end for lidt, så ingen kunne komme at sige, at man ikke havde gjort nok.

Her blev sundhedsmyndighedernes vante omgang med sygdom og død – hvor der tænkes i cost-benefit, og der er et prisloft på et liv – sat til side. ”Hver eneste dødsfald var en tragedie,” som Mette Frederiksen sagde 6. april 2020. Danmark lukkede ned, ligesom de fleste andre lande også gjorde.

Det viste sig så, at målt på overdødelighed, antal smittede og på økonomien klarede Danmark sig blandt de bedste i verden.

Mette Frederiksen lærte at handle hurtigt og på sine egne instinkter – nogle gange på trods af sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det var til befolkningens bedste og til hendes eget. Regeringens meningsmålinger brød den magiske 30 procentsgrænse, og hendes personlige popularitet tog himmelflugten.

Hun gjorde det rigtige med andre ord, men ikke nødvendigvis kun af de rigtige grunde. Det er en sandhed om politik, hverken vi vælgere eller politikerne er alt for glade for at se i øjnene og tale åbent om.

Grænsen mellem der, hvor det rent egoistiske og stemmemaksimerende holder op, og det fælles bedste og samfundets samlede ve og vel begynder, er aldrig til at trække helt præcist i demokratisk politik. Hvorfor? Fordi vi skal vælge vores politikere. Og siger de så det, de siger, og gør de så det, de gør, for egen vindings skyld eller for samfundet? Vi ved det aldrig helt præcist. Mistilliden til politikerne vokser naturligt frem i et demokrati.

På samme måde er såvel vælgerne som politikerne ikke helt komfortable med den kendsgerning, at selv i et pænt demokrati som det danske er dele af magtudøvelsen brutal og primitiv, og den, der er bedst til at dominere, intimidere og nedbryde andre, vinder. Indimellem ødelægger politikerne ikke bare hinandens karrierer, men hinandens liv.

Igen: Det er virkelig ikke rart at være vidne til. Og er der én ting, Mette Frederiksen har tabt i sms-sagen, er det billedet af, at hun ikke (også) er sådan. Det kan koste hende vælgere, og koster det mange nok, taber hun magten alligevel.

De Radikales chance

Til foråret kommer granskningskommissionen med sin rapport. Hvordan den falder ud, ved vi ikke endnu, og under pressemødet forholdt hun sig ikke til, om hun ikke selv burde have spurgt til lovgrundlaget for en beslutning, hun selv godt vidste var så vidtrækkende. Uagtsomhed kan også, med Barbara Bertelsens ord, være en "dødssynd".

Men allerede nu kan man konkludere, at Mette Frederiksen har tabt store dele af sin troværdighed og fortælling på gulvet – og for altid.

Regeringen og Mette Frederiksen fremstår ikke længere urørlig, og selvom regeringen med stor sandsynlighed ikke bliver væltet efter granskningskommissionens konklusioner, kan den stå så svækket tilbage, at den vil være nødt til at trække De Radikale tættere på sig for at fastholde magt og stabilitet.

De borgerlige partier vil blive ved med at opdyrke indtrykket af en utroværdig statsminister frem mod næste valg. Socialdemokratiets svar bliver at rammesætte valget som et dilemma med kun ét rigtigt svar: I en ukontrollabel og utryg verden, hvem vil I helst have som statsminister? Den magtfulde leder, der gør det nødvendige, uanset om troværdigheden er lidt flosset, eller en borgerlig blok, hvor man ikke ved hvem, Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann, der egentlig bestemmer?

Hvad vil I leve med? Mette eller kaos?