Pape-effekten udebliver

VÆLGERRESERVE: Vælgerne er endnu ikke strømmet til Konservative, efter at Søren Pape blev partiets formand i august. Heller ikke når det kommer til Konservatives vælgerreserve, er der fremskridt at spore. SF er stadig vælgernes foretrukne andetvalg.

Lørdag taler Søren Pape Poulsen (K) til Konservatives landsråd, hvor han også formelt skal vælges som formand.
Lørdag taler Søren Pape Poulsen (K) til Konservatives landsråd, hvor han også formelt skal vælges som formand.Foto: Konservative
Kasper Kaasgaard

Lørdag holder Søren Pape Poulsen sin første landsrådstale som formand for Konservative, efter han overtog posten fra Lars Barfoed i august. Men det er uden et skulderklap til partiet i form af fremgang i vælgerskaren.

Formandsskiftet har ikke givet afkast i meningsmålingerne, hvor partiet fortsat ligger til omkring fem procent. Og nu viser en meningsmåling af partiernes vælgerreserve, at de Konservative heller ikke har rykket sig på den front. Målingen er foretaget af A&B Analyse for Altinget.

I målingen peger folk på, hvem de ville stemme på, hvis de skulle skifte deres foretrukne parti ud, og 7,2 procent af vælgerne peger på Konservative. Et partis vælgerreserve siger noget om, hvor let det er for et parti at høste nye vælgere.

Målingen placerer Konservative midt i feltet af partier, der føres af SF. Også Dansk Folkeparti ligger højt i målingen, til trods for at partiet for tiden oplever historisk høj vælgertilslutning. Med en vælgerreserve på 12,5 procent indtager de tredjepladsen.

Venstre vinder kampen mellem partierne, der bejler til statsministerposten. 13,2 procent har Venstre som andetvalg, mens Socialdemokraterne kan mønstre 9,8 procent.

Misser fremgang
Altinget fik lavet en lignende måling i maj i år, og i forhold til den har Konservative oplevet en lille tilbagegang. Det til trods for, at langt flere vælgere har taget stilling denne gang. Andelen af 'ved ikke'-svar er gået fra 29 til 22 procent.

Det giver en fremgang som fordeler sig bredt på partierne, dog med undtagelse af Radikale og netop Konservative. Radikale holder niveauet fra maj, mens alle øvrige partier stiger et sted mellem en og to procentpoint.

I forhold til partiets størrelse i de traditionelle meningsmålinger peger hele 14,2 procent på SF i målingen. Dermed gentager partiet sin topplacering og har stadig et stort, uforløst potentiale blandt vælgerne. Nederst ligger Enhedslisten, Liberal Alliance og Radikale, alle med knap seks procent vælgerreserve ifølge målingen.

Konservative holder i weekenden landsråd. Det sker i Tivoli Congress Center den 27. og 28. september.

Dokumentation

Sådan har vi spurgt: Hvilket parti ville du foretrække, hvis du til et folketingsvalg skulle stemme på et andet parti end din førsteprioritet (hvad anser du som det "næstbedste" parti)?

SF: 14,2 procent
Venstre: 13,2 procent
Dansk Folkeparti: 12,5 procent
Socialdemokraterne: 9,8 procent
Konservative: 7,2 procent
Radikale: 5,8 procent
Liberal Alliance: 5,8 procent
Enhedslisten: 5,7 procent

Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse på nettet for Altinget blandt 1268 svarpersoner. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 11. til 16. september.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024