Partier enige: Nyt udvalg skal komme med forslag til ændringer af udskældt offentlighedslov

Regeringen er blevet enige med Radikale, Konservative og Danmarksdemokraterne om at nedsætte et lovforberedende udvalg, der skal komme med forslag til ændringer af offentlighedsloven.

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Flere partier er nu enige om at undersøge mulighederne for at skabe øget offentlighed i de politiske beslutningsprocesser.

Regeringen er sammen med Konservative, Radikale og Danmarksdemokraterne blevet enige om at nedsætte et lovforberedende udvalg, der "skal komme med forslag til ændringer af offentlighedsloven".

Det skriver Justitsministeriet torsdag i en pressemeddelse.

"Det er helt centralt i vores demokrati, at der er adgang til aktindsigt i myndigheders arbejde. Samtidig er der behov for et vist fortroligt rum i forbindelse med, at der skal forberedes politiske beslutninger," udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S).

"Derfor vil vi som varslet i regeringsgrundlaget nedsætte et udvalg, der skal skabe grundlag for en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser."

Udvalget skal på sit første møde drøfte tidshorisonten for udvalgets arbejde, og regeringen skal senest i andet halvår af 2024 indkalde partierne til en status på udvalgets arbejde, oplyser Justitsministeriet.

En dommer og 16 medlemmer

Partierne vil sammensætte udvalget med blandt andet medierepræsentanter, myndighedsrepræsentanter og eksperter.

I alt skal udvalget bestå af en formand, som skal være en af landets dommere, og 16 øvrige medlemmer.

Sådan skal udvalget sammensættes
  • En udvalgsformand, der skal være dommer
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra KL
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Danske Regioner
  • Tre medlemmer udpeget efter fælles indstilling fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Danske Medier
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Dansk Journalistforbund
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Dansk Folkeoplysnings Samråd
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Justitia
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Statsministeriet
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Udenrigsministeriet
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Finansministeriet
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Justitsministeriet
  • Et medlem udpeget efter indstilling fra Miljøministeriet

Initiativet kommer efter flere års kritik af offentlighedsloven fra 2014, som især er blevet kritiseret for at mørklægge skiftende regeringers interne arbejdsgange og for dermed at gøre det sværere for journalister at kontrollere landets magthavere.

Blandet andet skal det nye udvalg se nærmere på offentlighedslovens § 24 (ministerbetjeningsreglen) og § 27, nr. 2 (folketingspolitikerreglen), som har mødt særlig hård kritik.

I april sidste år gik en samlet opposition sammen om et åbent brev til SVM-regeringen og krævede lempelser af blandt andet ministerbetjeningsreglen med udgangspunkt i de forslag, som Dybvad-udvalget (nedsat af Djøf og ledet af den tidligere departementschef Karsten Dybvad) kom med i marts.

Du kan læse mere om forløbet med offentlighedsloven og de udskældte paragraffer i nedenstående faktaboks:

Sagen kort: Her er de udskældte paragraffer

I 2013 vedtog S-R-SF-regeringen med støtte fra Venstre og Konservative en ny offentlighedslov.

Loven trådte i kraft 1. januar 2014.

Flere eksperter og politikere har kritiseret loven for at mørklægge indsigten i de politiske beslutningsprocesser.

Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at offentlighedens adgang til aktindsigt er blevet væsentligt indskrænket med den nye lov.

Det er særligt tre af lovens paragraffer, der har fået stærk kritik for at indskrænke retten til aktindsigt:

§ 22: Kalenderadgang
Paragraffen blokerer for offentlighedens adgang til ministres og embedsmænds kalendere.

§ 24: Ministerbetjeningsreglen
Paragraffen gør det muligt at undtage et dokument for aktindsigt, hvis det vurderes, at dokumentet er udvekslet på et tidspunkt, hvor det har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister.

§ 27, stk. 2: Folketingspolitikerreglen
Paragraffen giver mulighed for, at dokumenter, der er udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer, kan undtages for aktindsigt.

Kilder: Justitsministeriet, Retsinformation.dk og TV 2 Nyhederne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024