Patentdomstol betyder suverænitetsafgivelse

NYHED: Dansk tilslutning til en europæisk patentdomstol betyder afgivelse af suverænitet, konkluderer Justitsministeriet. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) håber på at undgå en folkeafstemning.
En fælles europæisk patentdomstol skal gøre det nemmere at beskytte en virksomheds patent inden for EU.
En fælles europæisk patentdomstol skal gøre det nemmere at beskytte en virksomheds patent inden for EU.Foto: colourbox.com
Michael Hjøllund

Hvis Danmark skal tilslutte sig en fælles europæisk patentdomstol, betyder det afgivelse af suverænitet til EU.

Dermed skal 5/6 af Folketinget bakke op om forslaget, ellers skal det til folkeafstemning. Det er konklusionen i et netop offentliggjort notat fra Justitsministeriet.

Med kravet om et politisk flertal på 5/6 kan Dansk Folkeparti og Enhedslisten nu ved fælles hjælp tvinge spørgsmålet om dansk tilslutning til et fælles europæisk patent til Folkeafstemning.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) håber dog, at en folkeafstemning kan undgås.

Fakta
Den europæiske patentreform indeholder tre elementer:
  • En mellemstatslig aftale om et fælles europæisk patentdomstolssystem
  • To EU-forordninger om henholdsvis enhedspatentbeskyttelse og en tilhørende oversættelsesordning.

Den 10. december 2012 blev de to forordninger politisk godkendt af Rådet.

Den 11. december 2012 stemte Europa-Parlamentet for patentreformen.

De to forordninger blev endeligt vedtaget af Rådet mandag den 17. december 2012.

Den 19. februar underskrev 24 lande, herunder Danmark, aftalen om en fælles europæisk patentdomstol.


Kilde: Patent- og Varemærkestyrelsen

"Regeringen vil arbejde for at få 5/6 flertal for aftalen. Regeringen mener, at dansk deltagelse med alle de tekniske spørgsmål, som det indebærer, er et spørgsmål, som de folkevalgte i Folketinget bør tage ansvar for at afklare netop i Folketinget. Jeg håber selvfølgelig, at partierne vil være med til at tage ansvar for det fælles patent," sagde Helle Thorning-Schmidt på sit ugentlige pressemøde tirsdag.

Folkebevægelsen: Spørg danskerne
Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, håber omvendt, at danskerne skal en tur forbi stemmeboksen, før en aftale om en patentdomstol kan godkendes.

Regeringen mener, at dansk deltagelse med alle de tekniske spørgsmål, som det indebærer, er et spørgsmål, som de folkevalgte i Folketinget bør tage ansvar for at afklare netop i Folketinget.

Helle Thorning-Schmidt (S)
Statsminister

"Regeringen taler om, at aftalen gavner erhvervslivet. Men det er kun de største virksomheder, der kan køre sager i hele EU. Masser af mindre virksomheder trækker det korte strå i denne sammenhæng. Det hæmmer forskningen på ikke mindst sundhedsområdet," siger Søren Søndergaard i en pressemeddelelse.

Han opfordrer samtidig Enhedslisten og Dansk Folkeparti til at stå fast på kravet om folkeafstemning.

Messerschmidt: Afstemning samtidig med kommunalvalget
Også Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt er klar til en folkeafstemning. Han mener, denne bør kobles til kommunalvalget 19. november.

"Folkeafstemningen om EU-patentdomstolen bør afholdes samme dag som kommunalvalg for at sikre høj valgdeltagelse," skriver han i en besked på det sociale medie Twitter.

Socialdemokraternes europaparlamentariker Christel Schaldemose krydser dog fingre for, at et politisk flertal kan sikre, at en folkeafstemning ikke bliver nødvendig.

"En folkeafstemning om EU patent bliver en de facto folkeafstemning om ja/nej til EU. Bad news for virksomhederne. Håber på 5/6-flertal," skriver hun på Twitter.

Læs Justitsministeriets pressemeddelelse neden for artiklen.

Læs hele Justitsministerites notat her

Dokumentation

Justitsministeriet skriver følgende om notatet i en pressemeddelelse:

Formålet med notatet har været at afklare, om dansk tilslutning til aftalen om en fælles europæisk patentdomstol vil indebære suverænitetsafgivelse.

Det fremgår af notatet, at dansk tilslutning til aftalen efter Justitsministeriets opfattelse indebærer overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20.

Ifølge grundlovens § 20 kan beføjelser, som efter grundloven tilkommer danske myndigheder, overlades i nærmere bestemt omfang til mellemfolkelige myndigheder, hvis den særlige procedure i grundlovens § 20, stk. 2, følges. Det betyder, at et lovforslag om gennemførelse af aftalen skal vedtages med et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer, eller, hvis et sådant flertal ikke kan opnås, godkendes ved en folkeafstemning.

Notatet er sendt til Folketingets Europaudvalg, Folketingets Retsudvalg og Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024