Pia Kjærsgaard dukkede ikke op til Søren Espersens store dag. Men det gjorde Rasmus Paludan

Politikere fra både højre og venstre mødte torsdag op til reception hos folketingsveteran Søren Espersen, der lidt forsinket fejrede sin 70-års fødselsdag. Men flere af de væsentligste nøglepersoner fra hans lange karriere i dansk toppolitik udeblev. 

Søren Espersen fejrer sine 70 år i Snapstinget på Christiansborg. 
Søren Espersen fejrer sine 70 år i Snapstinget på Christiansborg. Foto: Pressefoto af Jacob Kjerumgaard
Frida Flinch

"Når man kigger tilbage på, hvad Søren gennem tiden har skrevet på Twitter, er der ting, hvor jeg har tænkt, at det godt kunne have været formuleret anderledes," lyder det fra DD-folketingsmedlem og tidligere DF-profil Peter Skaarup.

Han siger det med et smil til de gæster, der er mødt op for at fejre hans mangeårige partifælle, Søren Espersen, der torsdag inviterede til reception i Snapstinget på Christiansborg. 

I sin tale fortsætter Peter Skaarup med at forklare, at han derfor også tænkte "yes!", da han hørte, at Søren Espersens bedre halvdel, hustru Yvette Espersen, i ny og næ råder ham til at ændre sine formuleringer, inden han poster sine opslag på sociale medier.

Jeg vil selvfølgelig gerne have, at alle kommer, og hun havde været meget velkommen

Søren Espersen (DD)

Og han var ikke den eneste, der i sin tale fremhævede fødselarens karakteristiske måde at ytre sine meninger. Tidligere DF-pressechef Søren Søndergaard lagde for eksempel vægt på Søren Espersens egenskab til at "time sine kække kommentarer", som i tidens løb både har forarget, provokeret og skabt overskrifter.

"For eksempel da Yvette og jeg havde lavet en reklamekampagne af en sød, lille hund, der var photoshoppet ind, bemærker du, at der også godt kunne have været en neger med. Og bum, så har du balladen," siger Søren Søndergaard, mens salens gæster bryder ud i latter.

En kvinde blandt gæsterne smiler og vender sig om mod en herre bag hende. "Spot on!" griner hun. 

Træstammer, Dannebrog og Paludan

På et langbord med hvide duge og friske blomsterbuketter er der fra den ene ende dækket op med alt fra rugbrød med laks, pizza skåret til småhapsere og gulerodsstrænger, der kan peppes op med to forskellige slags dip. For enden står det søde udvalg med minitræstammer og en stor fødselsdagskage dekoreret med Dannebrog og teksten: "Søren, 70".

Flere politikere på tværs af partierne mødte op for at ønske Søren Espersen tillykke. 
Flere politikere på tværs af partierne mødte op for at ønske Søren Espersen tillykke.  Foto: Jacob Kjerumgaard

Rundt i lokalet, der til daglig udgør kantinen for de folkevalgte og medarbejderne på Christiansborg, har de godt og vel 60 gæster, som Altinget tæller til, samlet sig i mindre grupper, hvor de sludrer løs over glas med vin og sodavand. Inger Støjberg er en af de første, der afslår vinen og i stedet snupper en af de Coca-Cola Zero, der er stillet frem i sirlige rækker.

Det er en blandet gæsteskare, der er mødt op for at fejre Søren Espersen, der allerede 20. juli i sommerferien rundede de 70 år. Nogle er iklædt røde, gule eller blå nøglebånd, der afslører deres professionelle tilknytning til Christiansborg, mens andre har fået påklistret diskrete gæste-navneskilte på brystet i Folketingets sikkerhedskontrol. 

Der er også flere af Søren Espersens folketingskollegaer fra andre partier, der har slået vejen forbi. Både SF-formand Pia Olsen Dyhr, LA-leder Alex Vanopslagh og Radikales nyslåede udlændingeordfører, Zenia Stampe er at spotte blandt gæsterne.

Det samme er en anden og mere uventet gæst, nemlig Rasmus Paludan, der er troppet op til festlighederne flankeret af to livvagter. Han er dog ikke inviteret af Søren Espersen selv. Han deltager som en del af pressen, hvor han er der på vegne af sit eget medie, Frihedens Stemme, der nu er begyndt at dække politik på Christiansborg.

Til gengæld er der nogen, som er udeblevet. Nogen, som ellers for få år siden havde været sikre ansigter at finde blandt de fremmødte.

Læs også

Ingen Pia Kjærsgaard

Den runde fødselsdagsfejring afholdes nemlig også på et bagtæppe af nogle turbulente år i Søren Espersens lange politiske karriere. 

Han startede i sin tid som kandidat for Fremskridtspartiet, men da Pia Kjærsgaard i 1995 brød ud og stiftede Dansk Folkeparti, fulgte han med. Han var partiets pressechef frem til 2005, hvor han stillede op og blev valgt til Folketinget for partiet, som han repræsenterede i næsten 18 år.

Det endte dog brat, da Søren Espersen erklærede sin exit fra partiet i sommeren sidste år.

I mere en to årtier kæmpede Søren Espersen og Pia Kjærsgaard sammen under Dansk Folkepartis faner. Men hun blev væk, da han fejrede sin 70-års fødselsdag på Christiansborg.
I mere en to årtier kæmpede Søren Espersen og Pia Kjærsgaard sammen under Dansk Folkepartis faner. Men hun blev væk, da han fejrede sin 70-års fødselsdag på Christiansborg. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Efter flere måneders intern uro og et dramatisk formandsvalg, der endte i Morten Messerschmidts favør, fulgte DF-veteranen flere tidligere partifæller som løsgænger og kort tid efter videre i favnen på Inger Støjberg og hendes nystiftede parti, Danmarksdemokraterne. 

Skilsmissen var grim. Partimoder Pia Kjærsgaard havde allerede inden Søren Espersens farvel kaldt partihoppernes beslutning for "sølle, selvcenteret og forræderisk". En udtalelse hun dog efterfølgende har undskyldt. 

Ikke desto mindre gør hverken hun, Morten Messerschmidt eller andre medlemmer af DF's folketingsgruppe deres entré ved torsdagens reception. Og det gør tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl heller ikke.

"Det havde jeg sådan set heller ikke regnet med," siger han.

Søren Espersen har tidligere selv italesat, at forholdet mellem ham og Pia Kjærsgaard ikke er "særlig godt". Men han har ikke en forklaring på, hvorfor hun ikke er dukket op til fødselsdagsfejringen, da Altinget spørger.

"Det må du spørger hende om. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at alle kommer, og hun havde været meget velkommen."

En beæret Støjberg

De tidligere formænd udebliver, men det gør Søren Espersens nye formand i Danmarksdemokraterne ikke.

Det er klart, at jeg også gerne vil have mere tid med de børnebørn, som jeg har fået

Søren Espersen (DD)

Inger Støjberg er en af de talere, der indtager den lille firkantede platform, der er stillet op til formålet.

"Da du sagde, at du godt kunne se dig selv i Danmarksdemokraterne, blev jeg både glad og beæret," siger hun og fremhæver Søren Espersens position i dansk politik: 

"Noget, som de mange år har givet dig, det er en enorm respekt omkring dig og din person. Du er i den grad meget, meget respekteret af både med- og modspillere."

Da Støjberg er færdig med sin tale, som afsluttes med en klapsalve fra et smilende publikum, indtager receptionens hovedperson selv talerpodiet for at sige et par ord.

"Frikadellerne bliver snart kolde. Det begrænser jo den her tale," siger han og kigger ud over sine gæster, der også tæller hans datter, Susie Jessen, der ligesom sin far er tidligere DF'er, men som i dag sidder som politisk ordfører for Danmarksdemokraterne. Hun har under alle dagens taler strålet af stolthed over sin far, og øjnene bliver i ny og næ våde under sin fars tale.

Læs også

I sin tale glæder Søren Espersen sig over, at han "7-9-13" er undsluppet journalisternes spørgsmål om, hvornår han "egentlig holder op" i dansk politik. Hvis det skulle komme, har han allerede sit svar parat, forsikrer han de grinende gæster:

"Man kan trygt regne med, at jeg i den grad vil fortælle løgnehistorier om alt det, som jeg fortsat skal have udrettet, og at jeg faktisk i mange, mange år fremover slet ikke ville kunne forestille mig at holde op."

Da Altinget efter talen fanger ham og som de første stiller spørgsmålet, lever han op til sine ord: 

"Ork, 20, 30 år. Jeg ved det ikke," siger han grinende og tilføjer:

"Det er et spørgsmål, om man vil, og om man gider. Men det er klart, at jeg også gerne vil have mere tid med de børnebørn, som jeg har fået."

Blå bog
  • Født 20. juli 1953 i Svenstrup, Himmerland.
  • Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2005 til 2022. 
  • Løsgænger i Folketinget 25. juni 2022 – 17. august 2022. 
  • Medlem af Folketinget for Danmarksdemokraterne fra 2022 – Nu.  

Parlamentarisk karriere 

  • Formand for Kirkeudvalget fra 2023.
  • Formand for den danske delegation til Nordisk Råd fra 2023. 
  • Kultur- og kirkeordfører fra 2022. 
  • Beredskabsordfører, hjemmeværnsordfører, ordfører for det danske mindretal, ordfører for det tyske mindretal og veteranordfører for Dansk Folkeparti, 2022. 
  • Forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, 2020-2022. 
  • Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, 2015-2019. 
  • Politisk næstformand for Dansk Folkeparti, 2012-2020. 
  • Medlem af Folketingets Præsidium, 28. november 2007 – 2. oktober 2012. 
  • Medlem af Forsvarskommissionen, 2007-2009. 
  • Næstformand for Færøudvalget, 2007-2011. 
  • Medlem af Dansk Folkepartis gruppebestyrelse, gruppesekretær, 2006-2022. 
  • Grundlovsordfører, udenrigsordfører, ordfører for Rigsfællesskabet, færøerneordfører og grønlandsordfører for Dansk Folkeparti, 2005-2022. 
  • Medlem af den danske delegation til Nordisk Råd, 2005-2006. 
  • Medlem af OSCE's Parlamentariske Forsamling, 2005-2006. 
  • Medlem af den grønlandsk-danske selvstyrekommission, 2005-2008. 
     

Uddannelse og erhverv 

  • Pressechef, Dansk Folkeparti, 1997-2005. 
  • Journalist, Billed-Bladet, 1992-1996. 
  • Freelancejournalist, London, 1989-1992. 
  • Journalist, BT, 1980-1988. 
  • Journalist, Dagbladet, Ringsted, 1980. 
  • Journalist, Danmarks Journalisthøjskole, 1976-1980. 
  • Teologistudier, Københavns Universitet, 1974-1976. 
  • Værnepligt, Søværnet, 1973-1974. 
  • Studentereksamen, Hasseris Gymnasium, 1970-1973. 
  • Realeksamen, Svenstrup Skole, 1967-1970. 

Privat 

  • Søn af Peder Christian Espersen og Inger Espersen. 
  • Gift med Yvette Kim Fay Espersen.
  • Parret har børnene Ditte, Anders, Robin, Susie og Peter og børnebørnene Daniel, Mai, Josefine, Mathilde og Estrid. 

Kilde: ft.dk
 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Espersen

MF (DD), formand for Kirkeudvalget, kulturordfører
journalist (DJH 1980)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger), fhv. partiformand, DF
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024