Politisk opbakning til ny sundhedsstruktur

SUNDHED: Sundhedsordførere for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti roser Sophie Løhdes omstrukturering af Sundhedsstyrelsen. Men der bør følge penge med, lyder det fra Flemming Møller Mortensen (S).

Flemming Møller Mortensen (S) påpeger, at der ikke følger nogen penge med til de nye styrelser.
Flemming Møller Mortensen (S) påpeger, at der ikke følger nogen penge med til de nye styrelser.Foto: Ajs Nielsen/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Sundhedsstyrelsens arbejdsopgaver bliver fra årsskiftet fordelt over fire styrelser, hvoraf de tre er nye.

Det er den rigtige beslutning, lyder det fra Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen. Han påpeger, at processen har været i gang i et stykke tid.

"Efter vi traf en meget bred politisk aftale om at lave en styrkelse af hele tilsynsdelen, er det en naturlig forlængelse, at man prøver at se, om tingene kan sættes anderledes sammen," siger Flemming Møller Mortensen.

Den nye struktur, hvor der ved siden af Sundhedsstyrelsen oprettes Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsdatastyrelsen, ligesom Lægemiddelstyrelsen genoplives, kommer i kølvandet på en stribe fejl i tilsynet fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen havde brug for en grundig organisatorisk rusketur. Og jeg håber, at ændringerne betyder, at styrelserne gør de ting, som vi beder dem om.

Liselott Blixt (DF)
Sundhedsordfører

Skepsis om finansieringen
Selv om han ser beslutningen som rigtig, er Flemming Møller Mortensen ikke helt tilfreds. Han mener, der burde følge en pose penge med omstruktureringen.

"Kigger vi på de nye styrelser, er der flere steder, hvor det ser ud, som om besparelserne, som VK-regeringen traf med genopretningspakken, stadigvæk gør ondt," siger Flemming Møller Mortensen og fortsætter:

"Hvis ikke styrelserne til enhver tid har de kompetencer, der skal til for at sikre en hurtig og kvalitetsbetonet sagsbehandling, lever den øverste nationale sundhedsmyndighed ikke op til, hvad jeg forventer. Derfor er jeg ærgerlig over, at Sophie Løhde ikke er gået til finansministeren."

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, at det er for tidligt at sige noget om økonomien.

"Jeg tror, organisationsændringerne betyder, at man kan gøre tingene mere effektivt. Jeg mener derfor, at vi lige skal se de nye styrelser operere i praksis, før vi tager stilling til, om der skal tilføres flere penge," siger hun.

Frem og tilbage
I 2012 blev Lægemiddelstyrelsen indlemmet i Sundhedsstyrelsen af daværende SF-sundhedsminister Astrid Krag. Nu hiver sundhedsminister Sophie Løhde (V) den ud igen for at sætte større fokus på området.

"Den nye styrelse kan koncentrere sig om arbejdet med lægemidler og ikke alt muligt andet, og det vil helt naturligt give lægemiddelområdet et større ledelsesmæssigt fokus. Og det forventer jeg blandt andet vil betyde, at sagsbehandlingstiderne for godkendelse af lægemidler forbedres," siger ministeren i en pressemeddelelse.

Flemming Møller Mortensen mener, det er det rigtige set i lyset af, at beslutningen dengang skyldtes nødvendige besparelser.

"Det var et spørgsmål om, at der kom besparelser både til finansåret 2011 og 2012. Derfor måtte man skære dybt. Men det er det rigtig at gøre at få en en enhed, som arbejder koncentreret med lægemidler," siger Flemming Møller Mortensen.

Tror på gavnlige effekter
Overordnet set ser Dansk Folkepartis sundhedsordfører positivt på den nye struktur.

"Sundhedsstyrelsen havde brug for en grundig organisatorisk rusketur. Og jeg håber, at ændringerne betyder, at styrelserne gør de ting, som vi beder dem om," siger Liselott Blixt.

Flemming Møller Mortensen er endnu mere optimistisk.

"Jeg er overbevist om, at det vil få en positiv effekt. Men det skal følges meget nøje, for det er fuldstændig afgørende for, at vi kan have et stærkt og robust offentligt sundhedsvæsen," siger S-ordføreren.

Den nye struktur træder i kraft 1. januar 2016.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Møller Mortensen

MF (S), næstformand, Dansk Kulturinstituts bestyrelse, klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024