'Prinsesserne fra blokken' giver myten om velfærdsstaten et solidt spark i nosserne

Hvordan har man kunnet lade Simona synke så dybt? Og hvordan sikrer vi, at de børn, der desværre gennemgår traumer som Simonas, bliver hjulpet, så de ikke ender med et hårdt misbrug og knuste drømme?

For mig er det en gåde, at man ikke har kunnet finde et tilbud, der både over tid kunne afvænne Simona og have succes med en terapiform, der kunne lindre det åbenlyse traume.

I en sommer, hvor vi har brugt mere tid på at tale om fast track-køer i Legoland for overklasse- og middelklassebørn, er 'Prinsesserne fra Blokken: 8 år senere' et velplaceret los i vores kollektive testikler, der får os til at se og mærke, at der er børn, unge og voksne i Danmark, som i den grad har brug for massiv støtte.

En mulighed kunne være, at staten afsatte en pulje til at løfte de patienter, som falder mellem de to stole – behandlingspsykiatrien i regionsregi og socialindsatsen, der ligger hos kommunen.

Hver gang kommunen er tvunget til at bruge penge på en socialindsats, er der færre penge til at drive skoler og plejehjem for. Det skaber et usundt incitament til at få løftet de svageste i samfundet.

Det er åbenlyst, at der er behov for at sætte ind tidligt. Jeg kender det fra mig selv. På et tidspunkt giver man op. Man forventer ikke at få hjælp, og derfor spørger man ikke efter den.

Simonas historie er en påmindelse om, hvad der sker, når man lader folk falde igennem "sikkerhedsnettet".

Kasper Jensen
Rådgiver og projektleder, Nextstep

Det er selvsagt dyrt at give en førsteklasses social indsats med dertilhørende psykiatrisk og psykologisk behandling. Men Simonas historie er også en påmindelse om, hvad der sker, når man lader folk falde igennem "sikkerhedsnettet".

Og helt ærligt: Med den historik, Simona har, er det vel helt fair, at det er svært at gøre det fornuftige, droppe misbruget og være en fornuftig samfundsborger. Selvom Simona ikke kan karakteriseres som en, der gør det nemmere for sig selv, bør vi have behandlingstilbud, der kan rumme sådan en adfærd.

Uden at have set Simonas sundhedsjournal, er det tydeligt, at hendes ture ind og ud af afgiftninger, overdoser og misbrugsbehandlinger er meget dyre for samfundet.

Samtidig fastholdes Simona også på en kurs, der sandsynligvis ender i passiv forsørgelse over tid.

Jeg håber, at gensynet med Simona får socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), til at iværksætte initiativer, der sikrer, at børn, som er ofre for sædelighedsforbrydelser, får frikort til behandling – for at undgå et længere liv med selvmedicinering og misbrug.

Det er populært at minde hinanden om, at et samfund skal vurderes på, hvordan det behandler sine svageste. Jeg tror, at det er fair at sige, at samarbejdet mellem kommuner og sundhedssystem i den grad har fejlet i dette tilfælde.

Jeg håber på det bedste for Simona, og at hun får håndteret egne dæmoner, klarer sig gennem en hf og ender dér, hvor hun ønsker. Simonas historie fortjener at inspirere os alle til at kræve en meget bedre indsats.