Professor i opråb: Bekymret over "antiliberale virkemidler"
INTERVIEW: Professor frygter, at angreb på frihedsrettigheder under corona-krisen kan danne præcedens, så retsprincipper også sættes ud af kraft i kamp mod bandekriminalitet eller terror.
Rasmus Dahl Løppenthin
JournalistProfessor emeritus på Institut for Statskundskab Tim Knudsen går rundt med en ambivalent følelse i disse uger.
Selvfølgelig håber han, at vi hurtigt får nedkæmpet coronaen, der globalt har spredt sig som en steppebrand.
Men forfatteren til flere bøger om dansk demokratihistorie er også urolig ved det scenarie. For hvad bliver de langsigtede konsekvenser, hvis de voldsomme indhug i danskernes frihedsrettigheder viser sig som en succesfuld formel?
"Jeg er simpelthen bekymret for, at man er i gang med at rykke nogle hegnspæle," siger Tim Knudsen.
Coronapandemien hærger i store dele af Vesten. Men samtidig tryktester den styrken af vores åbne, frie og liberale demokratier. Og Tim Knudsen er ikke entydigt begejstret for det danske folkestyres håndtering.
"Jeg er overrasket over, at vi så lidt debat har gennemført drastiske indgreb mod helt fundamentale frihedsrettigheder," siger han.
Folketinget har været for passivt
Tim Knudsen henviser blandt andet til den nye epidemilov, som har givet sundhedsminister Magnus Heunicke (S) særdeles vidtrækkende beføjelser.
Myndighederne har fået hjemmel til at tvangsvaccinere eller sende borgere i tvangskarantæne. Situationen er så alvorlig, at det formentlig er nødvendige virkemidler, understreger Tim Knudsen.
Alligevel har Folketinget været alt for passive i tilblivelsen af de markante hastelove, lyder det.
Han hæfter sig især ved, at epidemiloven gælder i 12 måneder.
"Jeg mener, det er fuldstændig ude af proportioner, at loven skal gælde i et helt år. Det er så drastisk, at jeg synes eksempelvis tre måneder med mulighed for forlængelser havde været mere rimeligt," siger han.
Tim Knudsen understreger, at der er grund til at tage coronaen alvorligt.
"Det er selvfølgelig seriøst det her. Men vi bliver nødt til at overveje, om de her antiliberale virkemidler ender med at danne præcedens," siger han.
"Vi er selvfølgelig ikke ude i Viktor Orbán-agtige tilstande. Slet ikke. Men jeg frygter, at man fremover vil bruge lignende instrumenter med henvisning til nødret, når vi skal bekæmpe terror, bandekriminalitet eller måske fremtidige epidemier."
Tim Knudsen ved godt, at mange danskere bakker op om regeringens indgreb, og at han muligvis får folkeopinionen imod sig. Han mener imidlertid, at det selv i en undtagelsestilstand er essentielt at forholde sig kritisk til regeringens beslutninger.
"Mit synspunkt er muligvis upopulært. Men det må jeg så leve med. Jeg skal jo heldigvis ikke vælges til noget, men kan tillade mig bare at sige min mening."