Professor: Bliver ældreområdet endnu engang kommunalpolitikernes sidstevalg?
Der er en overensstemmelse mellem vælgerne og lokalpolitikerne om, at ældreområdet står for tur. Men går det som efter tidligere kommunalvalg, vil der ikke være rift om sundheds- og ældreområdet, når rådmands- og borgmesterposterne skal uddeles i de store byer, skriver professor Tine Rostgaard.
Tine Rostgaard
Professor MSO, Roskilde Universitet og Stockholm UniversitetStår det til de kommunalpolitikere, som stiller op til kommunalvalget 16 november, er det ældreområdet, der skal prioriteres højest, hvis det viser sig, at bloktilskuddet fra staten øges.
I en nylig undersøgelse fra Vive peger kandidaterne således på, at det er kernevelfærden som ældreområdet, der især skal opprioriteres med 17 procent flere midler end i dag. Til sammenligning mener de, at vejvæsenet eller beskæftigelsesområdet kun har behov for 6-7 procent yderligere.
Pengene ville også falde et tørt sted. Når man ser på, hvad kommunerne bruger penge på, er midlerne til ældre borgere over 65 år kun faldet siden 2012. Og det er endda et ret så markant faldt sammenlignet med andre af kommunernes kerneområder.
Sammenlignet med 2012 bruger kommunerne i dag cirka 5.000 kroner mindre per borger på 65 år eller derover. Det svarer til et fald i udgifter på 10,5 procent. Ingen andre af de kommunale områder er faldet tilsvarende i forhold til de midler, der bruges. Det største fald ses i udgifterne til vejvæsenet, som er faldet med syv procent. Til gengæld steg udgifterne til administration med tre procent.
Vi har fastholdt tanken om en hjemmehjælp, der kunne sørge for både personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. Både i Norge og Sverige betaler man for hjemmehjælpen op til et maksimum beløb.
Tine Rostgaard
Professor, Roskilde Universitet og Stockholm Universitet
Diskussion om hjemmehjælp er udeblevet
De gængse forklaringer på, at kommunerne bruger færre penge per ældre, er som oftest, at de ældre i dag er mere sunde og raske end tidligere. Der burde også være en positiv effekt af rehabiliteringspolitikken, som blev indført ved lov i 2015, og som har til formål at sikre, at flere ældre (for)bliver selvhjulpne.
Begge forklaringer trækker således på en forståelse af, at de ældre klarer sig selv bedre i dag og ikke behøver samme omfang af pleje og omsorg – og at kommunerne således ikke behøver at afsætte helt så mange midler til området som tidligere.
Helt i overensstemmelse med disse forklaringer ser vi også, at færre ældre får hjemmehjælp. Helt tilbage i 2008 var det 18 procent af borgerne over 65 år som modtog hjemmehjælp. I dag er det kun 11 procent. Hvor vi tidligere var skandinavisk mester i tildeling af hjemmehjælp, er vi i Danmark nu på niveau med både Norge og Sverige. I vores nabolande gik man allerede for en del år siden ind og prioriterede ressourcerne til de svageste ældre.
I Danmark har vi imidlertid holdt fast i tanken om hjemmehjælpen som grundsøjlen i vores ældrepleje og som et vigtigt element i politikken om afinstitutionalisering, der skal sikre, at de ældre kan blive boende i deres eget hjem så længe som muligt i stedet for at flytte på plejehjem.
Vi har således ikke haft en egentlig politisk diskussion om at omlægge hjemmehjælpen, men vi har fastholdt tanken om en hjemmehjælp, der kunne sørge for både personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. Og det er vel og mærke uden, at det koster borgeren noget. Både i Norge og Sverige betaler man for hjemmehjælpen op til et maksimum beløb. Det har vi også tidligere afprøvet i Danmark, men man vurderede, at det var for administrativt bøvlet i forhold til de relativt få penge, der kom ind.
Kommuners visitation er mere striks
Så spørgsmålet er, om de færre penge, der bruges på området, og de færre modtagere af hjemmehjælp afspejler en ny kurs – eller om det blot skyldes, at de ældre har et mindre behov?
Sammen med en kollega har jeg tidligere i en Vive-undersøgelse haft lejlighed til at undersøge dette. Vi fandt, at faldet i modtagere af hjemmehjælp særligt har fundet sted i forhold til den praktiske hjælp, altså rengøringen i hjemmet. Vi fandt også, at sandsynligheden for at modtage praktisk hjælp rent konkret faldt fra 36 procent i 2007 til 25 procent i 2017 for svage ældre, som havde behov for hjælp til én eller flere dagligdagsopgaver i hjemmet.
Vi kontrollerede her for en række faktorer, som kunne spille ind på de ældres behovssituation, såsom ændringer i de ældres uddannelse, helbred og ægteskabelige status. Vores undersøgelse viste også, at der ingen ændring var sket i sandsynligheden for, at de svage ældre i stedet fik hjælp fra ægtefælle, voksne børn eller venner. Der var heller ikke flere ældre som angav at købe privat rengøring.
Som konsekvens er der i dag flere svage ældre som angiver at have behov for hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, men som ikke modtager en sådan hjælp. Vi konkluderede, at faldet i andelen af ældre med hjemmehjælp ikke kan forklares ved ændringer i de ældres behov, men snarere må finde sin forklaring i, at kommunerne er blevet mere strikse i forhold til visitationen af hjemmehjælp til praktiske opgaver.
Sundheds-og ældreområdet tilfaldt ‘sidstevælgerne’ i de fire store byer efter kommunalvalget i 2017, da rådmands- og borgmesterposterne skulle uddeles.
Tine Rostgaard
Professor, Roskilde Universitet og Stockholm Universitet
Sidstevælgernes område
Det er i dag de svageste ældre som prioriteres, og den praktiske hjælp er blevet nedprioriteret i forhold til den personlige pleje. Dermed tyder det på, at både de færre penge til området og de færre modtagere af hjemmehjælp er udtryk for politiske prioriteringer – og ikke at de ældre har mindre behov for hjælp i det daglige.
Så det giver måske meget godt mening, at ældreområdet også ligger øverst på vælgernes liste over de områder, som de mener, at lokalpolitikerne bør prioritere højest efter kommunalvalget. Ligesom det lå øverst i 2017 i øvrigt.
Der er med andre ord en overensstemmelse mellem vælgerne og lokalpolitikerne om, at ældreområdet står for tur. Går det som efter tidligere kommunalvalg, er det dog ikke et område, der er størst efterspørgsel efter blandt kommunalpolitikerne. For eksempel tilfaldt sundheds-og ældreområdet ‘sidstevælgerne’ i de fire store byer efter kommunalvalget i 2017, da rådmands- og borgmesterposterne skulle uddeles.
Forklaringen er måske, at det er svært at lave hurtige quick fix på området. Det er derimod det lange og seje træk, der skal til, for at udgifterne matcher aldringen af befolkningen – og de i øvrigt store problemer vi har med at tiltrække og fastholde medarbejdere i sektoren. Men det er en helt anden historie.